Humanisten

Online læsemagasin for filantroper

  • Om foreningen
  • ANNONCERING
  • Kontakt
  • Det sker!
  • Kulturstof
  • Verden rundt!
  • Besøg
  • Blog
  • Webinar
  • Sundhed

Daniel får lidt over 1.100,- kr. i timen for sit job og er booket de næste 8 måneder

15. december 2020

  • Daniel Pårup

For dem som har prøvet at sælge sin serviceydelser, kan det lyde som en fantasi. Det er ikke desto mindre hverdag for Daniel Paarup – en af Danmarks absolut top elite tatovører. Da jeg hørte om hans imponerende tal og så nogle af hans værker blev jeg meget nysgerrig efter at lære ham bedre at kende og prøve at forstå hvordan og med hvilke kvaliteter han har skabt så åbenlys en succes. Han har lavet mere end 10.000 tatoveringer og han har lidt over 78.000 følgere på instagram.

Daniel er en ung mand som er stærkt interesseret i motivation og hvad der egentlig rører sig i mennesker inde bag facade, så han var så venlig at klemme et møde ind med mig i sin stramme kalender, så vi kunne få en snak om hans historie og hvad han gjorde.

En sen eftermiddag mødtes vi i det studie i Vejle hvor han arbejdede denne dag. Et studie på 500 kvadratmeter og vel sagtens 15 brikse hvor tatovører kunne gøre deres arbejde. Vejle afdelingen er blot en af 6 afdelinger, hvor Daniels daglige arbejde normalt foregår i Århus.

Der er unægtelig sket en udvikling i de små 25 år der er gået siden jeg selv fik lavet en fugl på højre skulder. En fugl der i dag egentlig minder mest om en grånende klat. Og Daniel er på forkant med den udvikling. Han viste mig nogle af sine værker og det er ren kunst. De er sindssygt flotte.

Her er Daniels historie:

For omkring 11 år siden kom Daniel ud for en ulykke – hans netværks forbindelse blev sat ud af drift hvilket betød at der ikke var internet og TV en hel uge. En aften fangede et par stykker papir, der lå på stuebordet, hans opmærksomhed. Han satte sig ned og begyndte at tegne. Til sin overraskelse kunne han lide at tegne og han synes at hans skilderier faktisk slet ikke så tossede ud. Daniel er og var jyde så naturligvis genfortæller han ikke dette med store armbevægelser og udsagn om det store talent han vitterligt har.

Han var også elite gymnast på et meget højt plan, så det der med at arbejde hårdt for at perfektionere sine handlinger lå allerede dybt i ham. Så han fortsatte tegneriet og satte meget ind på konstant at lære hvordan han kunne gøre den næste tegning endnu bedre.

I den tid hvor Daniel gjorde en stor indsats for at forbedre sin tegneteknik gik det op for ham at jobbet med at sælge mobiltelefoner og kabler nede i den lokale telebutik måske ikke kunne udfylde hans rum med kreativitet resten af livet. Han begyndte at se sig om efter andre karrierevalg. Kort fortalt var processen at han havde set Miami Ink. – en Discovery serie om tatovører i USA – og han elskede at tegne og en dag sagde det klik-connect… Han ville leve af at tegne og kunne ikke slippe den idé igen. Så efter at have researchet området i et år, ville han prøve det af.

Det var ikke visionen om at sidde i dunkle tilrøgede kælderlokaler med ølsjatter og tatovere store rockerlignende typer med kæmpe skæg der tiltrak. Det var idéen om at her var en måde han kunne tjene penge på at tegne. Så måtte det med miljøet rette sig. Og at det her rettet sig kan man roligt sige. Det studie Daniel viste mig rundt i lignede mest af alt en fashionabel skønhedsklinik. Lækre faciliteter og kaffebar der ikke står tilbage fra Joe and the juice. Det ville slet ikke være kommet bag på mig hvis en sød blondine havde budt mig velkommen med tilbud om alt fra simpel kandekaffe til en havremælks baseret latte med skum af hør ekstrakter.

Selv da jeg i min umådelige klodsethed fik væltet et stativ fyldt med kort ned på gulvet, kom der straks en mørklødet kæmpe – komplet med kæmpe skæg og tatoveringer på et par enorme muskelsvulmende arme – og hjalp mig med at samle rodet op.

Så hvad var det Daniel, gjorde som han fik ham helt i toppen af sin branche? Hvilke personlige egenskaber havde han som han brugte?

”Hårdt arbejde” var Daniels umiddelbare svar. Men udfordret lidt på dette uddybede han svaret med at det hårde arbejde egentlig bestod i konstant at observere efter hvad han kunne gøre bedre. Efter hver eneste tegning eller ”tus” som tatoveringer kaldes på hipster jargon nærstuderede han resultatet for at se hvilke detaljer han kunne forbedre. Simpelt hen blive ved med at finde detaljer og teknikker som han kunne gøre endnu bedre. Aldrig blive selvfed og hvile på laurbærrene. Daniel mener ikke han har haft et særligt talent, udover at have evnen til at lægge hårdt arbejde i at nå sine mål. Han ser det han laver som et håndværk med teknikker som han konstant kan forbedre sig selv på og hele vejen igennem har han været fuldstændig villig til at gøre det arbejde, der skulle til.

Så i virkeligheden er det måske bedre at nuancere begrebet ”hårdt arbejde” med villighed til at gøre det der skal til. Den villighed er nemlig et område for Daniel som han altid kan gøre noget ved. Ja, nogle gange med disciplin men langt hen ad vejen også med en dyb interesse for det han arbejder med.

Selvom Daniel i dag kan leve rigtig fornuftigt – for ikke at sige velhavende – af sin passion, så har det aldrig været pengene, der var målet for ham. Og hans råd til andre der gerne vil forfølge drømmen om at kunne leve af sin passion er at sørge for at lave noget der kan sikre en indkomst man kan leve af. Ikke være bange for at nedgradere ens behov i en periode, men sørge for at være i en position hvor det ikke er pengene der driver værket. Så arbejde med passionen ved siden af og så virkelige knokle for det.

Daniel brugte youtube, bøger, andres værker, egne tegninger, samtale, møder med andre og mere af den slags for at finde data om sit fag og bruge det til at dygtiggøre sig yderligere. Navnlig synes det at komme ud af sine vante rammer og møde nye mennesker at være en væsentlig inspiration også. ”Mange ligger jo på min briks i op til 6-7 timer og det giver jo rig mulighed for en masse dybere samtaler. Og jeg lærer bare en masse af andre mennesker som jeg slet ikke regnede med, har en ekstraordinær historie. Men det er gået op for mig at det har de jo alle sammen” siger Daniel.

Det har også været vigtigt at sætte sig mål for Daniel. Men her skynder han sig at understrege at det ikke bare er store, høje mål der ligger langt ude i fremtiden. ”Det har jeg slet ikke tålmodigheden til”. ”Jeg er nødt til at have dele det overordnede mål op i del-mål, som jeg kan nå rimeligt hurtigt for at det virker for mig. Det gøre det mere overskueligt”. ”Det er dog vigtigt at sætte nye mål inden et er nået”. Her fortæller Daniel en lille historie for at understøtte det. I en del år var det hans mål at tatovere på Bang Bang. Bang Bang er et tattoo studie i New York som anses for at være det absolutte top tatoo studie i verdenen. Det er her flere af de store berømtheder får lavet deres tatoveringer.

Det er ikke hvem som helst der får lov at tatovere hos BangBang. Du kan slet ikke søge om det. Du skal inviteres. Og når du er blevet inviteret, skal du indsende eksempler på noget at dit arbejde. Og kun hvis dit arbejde er vurderet godt nok får du lov. Denne drøm blev pludselig realiseret for Daniel og nu har han faktisk tatoveret hos Bang Bang 2 gange. Daniel havde slet ikke regnet med at nå dette mål så hurtigt, men pludselig gennem et møde med en person opstod der en mulighed for at Daniel kunne blive inviteret. Hans arbejde blev godkendt og bom! Der sad Daniel pludselig og tatoverede løs i Bang Bang studiet.

Efter det ramte Daniel en slags målmæssig ”mur” han kalder the olympic blues. Han har nået det højeste man kunne nå rent fagligt. Hvad nu? Det tog ham noget tid men efterhånden fik han sat sig nye mål som han kan brænde for. Hans mål er stadig at blive den bedste, men nu også at kunne bidrage til branchen bl. a. ved at sammensætte oplæringsprogrammer for lærlinge og være en mentor for dem. På den måde vil han gerne give noget tilbage til en branche, der har givet ham så meget. Hans målsætning er skiftet fra hvad han kunne opnå til en målsætning om at skabe større værdi for virksomheden han arbejder i. Sammen med virksomheden arbejde han på at skabe et forløb for nye tatovører, der måske en der måske en dag i fremtiden kunne være grundlag for en decideret tatovør uddannelse.

Det er i hvert fald håbet.

Skrevet i: Kulturstof Tags: #tatovering #danielpaarup

Livet som skakspil – hvordan spillede Warren Buffet det?

16. september 2019

For nyligt holdt en kinesisk-amerikansk forretningsmand et seminar om hvordan man kunne leve livet fuldt ud, i alle områder. Hans familie var flygtet fra Kina til Hong Kong og videre til USA, da han var barn. I dag er han som 56-årig trådt tilbage som ejer af en virksomhed og udover sit familieliv, så bruger han ca. 1 time om ugen på arbejde og resten af tiden på at rejse rundt i verden og inspirere andre.

I seminaret var en analogi omkring livet. En sammenligning af livet med et skakspil. Der er et spillerum, regler og en modstander. I livet er modstanderen de mange barrierer man støder ind i. Problemer med at studere, generthed, mangel på penge, arbejdspres og mange flere.

Skakmesteren slår ham der har læst regelbogen 100 gange ud af 100

En af pointerne i seminaret var, at man skal studere og få viden omkring livet for at overvinde barriererne. Og så langt er rimeligt mange kommet. Men studie er ikke nok – man skal øve sig. Til sammenligning spurgte seminarlederen, at hvis man så et skakbræt og læste regelbogen, ville man så kunne vinde over en skakmester? Fordi livet er en skakmester. Det venter ikke til du er klar. Skakmesteren slår ham der har læst regelbogen 100 gange ud af 100. Fordi der skal erfaring, der skal praktisk anvendelse til.

Hvis det sidste er rigtigt, så burde vi finde, at folk som har vundet dette skakspil, de både studerede og skabte erfaring i områder, hvor de havde barrierer.

Så jeg kiggede mig om efter et eksempel. De fleste har hørt om Warren Buffet. Den mest succesfulde investor der har levet, The Oracle of Omaha, som han kaldes blandt amerikanere. En mand som i dag også nok er en af de største humanister i verden. Buffet har doneret omkring 46 milliarder dollars til velgørende organisationer indenfor stort set alle områder. (Dette beløb svarer til 299.000.000.000 danske kroner.)

I dokumentarfilmen Becoming Warren Buffet, fortæller Buffet at han havde læst alle hans fars bøger om økonomi allerede da han var 11 år gammel. Han begyndte at arbejde med at sælge ting dør-til-dør som dreng og havde investeret sine første penge inden han var 13 år.

Havde Warren Buffet nogen barrierer?

I dokumentarfilmen fortæller Buffet så at han vidste han var nødt til at overkomme sin frygt for at tale foran et publikum. Og han vidste at han måtte hellere gøre det mens han var ung, fordi hvis han ikke gjorde det da, ville han aldrig få det gjort. Han tilmeldte sig Dale Carnegie’s Course in Effective Speaking, Leadership Training and the Art of Winning Friends and Influencing People.

Kurset bestod ikke kun af teori omkring kommunikation med andre, men også praktiske øvelser. “De fik os til at gøre mærkelige ting foran hinanden, for at komme ud af os selv”, fortalte Buffet om kurset. Og det virkede. Så godt at Buffet, når han viser sit kontor i Omaha frem, ikke viser hans diplomer som bachelor fra University of Nebraska, eller hans master i økonomi fra Columbia Business School, men i stedet sit certifikat for gennemførelsen af Dale Carnegie kommunikationskurset. Han nævner også i et interview med CBS News at kurset hjalp ham fri til sin kone Susie.

Kender I flere eksempler på studie og praktisk anvendelse for at vinde livets skakspil, så del dem gerne i kommentarsporet herunder.

Skrevet i: Kulturstof

ROUTE 196

22. maj 2017

Thorsten Overgaard/WireImage.com

“Mor, det er mig. Kim. Jeg står oppe i Sverige og skal lave frikadeller og stuvet hvidkål til 20 mennesker. Hvordan er det man laver det?”

“Man tager en gryde …”

Nej, sådan kan man ikke gøre. Hvad svarer man når man ikke har set eller hørt fra sin søn i tre år. Sidst man så ham vejede han 62 kilo, lignede trods sine 25 år en gammel mand, og var bevæbnet med en 9 mm tromlerevolver. Stiknarkoman. Pusher. Kronisk taber.

Man må først vide hvad der er sket. Det er meget forvirrende. Man kunne lade som om man ikke har nogen søn – men det er svært at løbe fra i længden. Vi andre må også vide det, for hvad skal man med en tromlerevolver når man laver mad til 20 svenskere.

Så vi starter lige et helt andet sted

Linie 196 fra “De Grønne Busser” holdt prominent parkeret langs kantstenen i Blågårdsgade, langt fra sin sædvanlige rute hvor den kørte det bedre borgerskab fra Lynby til fjernere destinationer såsom Gl. Holte om morgenen og tilbage igen om aftenen. Chaufføren var ingen steder at se. Parkeringsvagten rystede på hovedet – man kan ikke notere en rutebil – og gik videre til en Morris der holdt parkeret med baghjulet oppe på kantstenen. Den slags kan man forholde sig til.

Præcis syv minutter senere kom chaufføren pustende, smækkede dørene efter sig før han satte sig på gulvet midt i bussen og tog sit grej frem. 400 kroner heroin blev på et øjeblik varmet med en ske og sprøjtet ind i en solid blodåre. Der gik nogle øjeblikke, så var der ro. Helt ro.

Da han havde pakket udstyret omstændigt sammen, satte han sig til rattet, drejede nøglen og kørte tilbage til ruten, som intet var hændt. Ingen opdagede nogen sinde noget.

 

Nej, vi tager den helt fra starten

Men lad os starte dengang alt var forstadsidyl og Kim som 7-årig havde livet for sig. Første klasse var indenfor rækkevidde, et liv kunne begynde, hvor hans planlagte motto skulle være retfærdighed, ære og etik . Men der var knas med forældrene, det lå ellers i kortene at farfars store maskinfabrik skulle gå i arv, men på en eller anden måde slog hans far ikke til. En luser der svigtede familien, arbejde, ja alt hvad der er kært. Og til sidst var en skilsmisse det mest naturlige. Måske var dét der filmen første gang knækkede. “Nå, så hvis det er sådan de voksne er, så vil jeg ikke være voksen,” besluttede han dengang.

Mange drikker for at glemme, og ofte skal de ikke have gjort det i ret mange måneder, før de også glemmer hvorfor. Kim prøvede hash som 15-årig og det udviklede sig hurtigt til en vane. Mormor havde en tobaksbutik, og en torsdag manglede der hundrede kroner i kassen. Hash kostede fem kroner grammet, dengang.

“Mit liv har altid været en balance mellem det normale og så det andet. Når det er kørt skævt har jeg forsøgt at få det hen imod at få det til at se normalt ud på overfladen. Så var jeg tryg. Derfor røg jeg kun om fredagen og lørdagen så jeg kunne nå at være klar til om mandagen.”

Men det vokser – naturligvis gør det det – og som 17-årig er de fleste af ugedagene inddraget i et misbrug der omfatter hash, speed og ferietabletter. Forbruget finansieres ved en lille geshæft som lokal pusher. På mirakuløs vis er Kim havnet som flying ingeneer elev hos SAS. Det er bedre end den mest normale tilværelse man kan få, for kedeldragten med SAS-logoet indgyder respekt og bringer ære til familien; det er næsten lige så godt som at være reder i Maersk.

Tiden hos SAS spænder mellem Kims normale overflade og at han i smug ryger hash på toilettet. Der er store forventninger til den unge Kim – tilfældet vil at han deler efternavn med Fogelstrøm, der er en mangeårig og højt værdsat leverandør af maskindele til SAS – så tiden hos SAS er også en god skole i at opføre sig normalt og samtidig leve en dobbelttilværelse.

 

Rigtigt og forkert glider ud

“Hash har den effekt, at det flytter den sunde fornuft – “rigtig og forkert” glider ud. Det hele bliver lige meget. Men det har også den effekt, at man ikke er tilstede. Man tror at man gør en ting, men i virkeligheden laver man noget helt andet. En dag skulle jeg nitte en brændstofluge på en flyver. Alt skal være perfekt på flyvere så der ikke er noget der bliver revet op eller flået af. Jeg lavede et perfekt stykke håndværk. Men næste dag, da jeg så det, var det jo vind og skæv og dødsensfarligt. Men i min rus var alt perfekt.”

Det er en lettelse for ham at få sparket fra SAS. Han var ikke tilliden værdig, og han vidste det. Retfærdighed, ære, etik – på en eller anden måde lever han op til sit motto.

De næste år tilbringes med at dyrke hash, spise piller og lave lædervarer fra et Jysk bondehus. LSD skal også lige prøves, og hele tilværelsen er så tilfældig karrierren der består af småjobs indenfor lagerarbejde, pornobranche og truckfører. For nu at nævne nogle få.

Det er selvfølgelig ikke ideelt. Han har nået alderen – 21 år – hvor lysten til kone, familie, stabil indtægt melder sig – et rigtigt comeback til det normale .

“Jeg mødte en dejlig pige, og vi blev gift i Bagsværd. Men det varede kun en uge, det var bare noget hun gerne ville prøve! Dér tabte jeg mig selv fuldstændig, jeg tabte troen på det normale tilværelse.”

Hvor dybt kan man synke? Meget kunne man sige om Kim, men kriminel, det var han ikke. Men det blev han. Han begyndte at liste ud om natten for at lave indbrud. Pakistanske morfintabletter blev en del af sortimentet iblandt et stort dagligt forbrug af hash. Hver dag bød på nye oplevelser der skulle glemmes af vejen.

Foto: Thorsten Overgaard/WireImage.com

“Morfintabletter gør dig iskold. Alle følelser lukkes af. Jeg kan huske hvodan det var at have abstinenser. Hele verden er efter dig, alle mennesker. Men når du så får dit fix, bliver du alene. Nej, det er ikke dig der bliver usynlig, det er bare alle de andre der forsvinder ud af din verden.”

Men efter et par år forsøger han at vende tilbage til det normale igen.

“Når jeg jeg ikke havde stoffer i blodet, havde jeg abstinenser og så kunne jeg ikke passe et job. Jeg kom til behandlingsstedet P65 i Glostrup hvor jeg fik samtale og nervepiller og lovning på metadon, hvis jeg kunne bevise jeg kunne passe et job.”

Snart fandt Kim Fogelstrøm sig selv som HT chauffør på ruten fra Lyngby til Gl. Holte, “De Grønne Busser.” Den normale overflade var genetableret. Men i weekenderne fik den hele armen. Som den trænede misbruger, trappede han ned søndag for at være klar til en mandagen som normalt menneske.

“Metadon er stærkere end heroin. At give en narkoman metadon er som at afvænne en alkoholiker med guldøl.”

Derfor var det også nødvendigt med lidt ind i mellem. Og så var det at Kim kørte af ruten en dag for at få et rigtigt fix. Men som nævnt opdagede ingen noget. Hvad de til gengæld senere opdagede, var at hans billettaske med en sum byttepenge var tom.

“Jeg havde lavet alskens numre med at låne fra byttepengene, for at få råd til stoffer, og så dække ind med lønnen. Man har jo hele tiden det mål, at det går i orden igen. Snart finder jeg en løsning – jeg skal bare liiige have det næste fix. Som narkoman – på metadon eller “rigtige” stoffer – lever du ikke i nuet. Du tror du opfører dig helt normalt og måske endda gør fremskridt. Men i virkeligheden laver du noget helt andet.”

Buskarrieren sluttede. Han havde opbygget en difference i byttepengene på to tusinde kroner. Nedturen syntes komplet, hvis det ikke lige var for det faktum, at der ikke er nogen nedre grænse for hvor langt man kan synke som narkoman.

Kirkens Korshær gør atter et forsøg på at hjælpe Kim med en kold tyrker og tilbud om at komme på plejehjem. Men Kim ender på bistand og et værelse på Amager. Hans nye karriere bliver som klunser. En slank ung man på 75 kilo med hængerøv og et slukøret udtryk. Hans mor får et chock da hun ser ham, men det er dog for intet at regne mod det chock hun får, da hun opdager at han har hugget hendes guldarmbånd.

Imens mormoderen indløser arvestykket fra en guldsmed for 2.000 kroner, fortsætter Kim ned af karrierestigen og bliver pusherens “filipus,” en taber der går til hånde for pusheren mod lettere adgang til stoffer. Bevæbnet med metadon, ketogan, en vakkelvoren schæferhund og 9 mm tromlerevolver synes Kim væbnet til at klare dagen og vejen. Ud over stofferne indbringer hans arbejde ham et par brækkede næser fra pusheren.

Kim skal løse en opgave for sin pusher. Han skal hente et jagtgevær. Skæv af sovepiller vader han gennem gaderne med et tæppe over geværet, men falder i søvn imens han går, så tæppet falder af imens han slæber geværet efter sig i remmen. Han vågner først da hans pande rammer forkøleren på en politibil og manden siger “Du er anholdt.” Han tilbringer det næste døgn på politistationen i en døs så han dårligt ænser, at han bliverr afhørt. Næste dag glemmer han sin schæferhund på stationen, og må tilbage efter den. Men han skal ikke hjem – det korte af det lange er at han simpelthen ikke kan vende tilbage til pusheren. Han ræsonnment er, at enten må han slå pusheren ihjel, ellers må han flygte væk herfra. Vægten er nede på 62 kilo og hans nerver er tyndslidte. Via Kirkens Korshær kommer han på metadon og samtale og videre til familiepleje på Møn.

“Jeg tager en kold tyrker, men metadon er det sværeste stof at komme ud af. Jeg falder i et par gange hvor jeg fixer heroin. Det bliver selvfølgelig opdaget, og jeg får en sidste chance.”

Løsningen er at drikke øl for en tid, men en tidlig morgen tager han til København og køber sit første heroin-fix i halvandet år.

“Der går omtrent 10 minutter fra jeg er af bussen til jeg sidder med kanylen i armen. Jeg er tilbage.”

Den nyvundne frihed skal finansieres, og Kim er faktisk ligeglad med hvordan. Løsningen bliver checkbedrageri, en metode der giver luft for en tid, fordi det ikke opdages lige med det samme. Men selvfølgelig indhenter det én, og i dette tilfælde er belønningen syv ugers varetægtsfængsling i Vestre Fængsel. I modsætning til hvad man kunne formode, har selv narkomaner samvittighed.

“Vestre Fængsel gjorde det ved mig, at enten stopper du, ellers er du færdig. Det var en umulig situation. Jeg havde ikke alene svigtet de mennesker, der holdt af mig, jeg havde også stjålet fra hver og en af dem.”

Foto: Thorsten Overgaard/WireImage.com

I en form for afklarethed omkring hele situationen – kald det blot retfærdighed, ære og etik i hyperpotens – besluttede han sig for at tage en overdosis. En almindelig tirsdag havde han sat sig på afsatsen ud for 4 sal i Arbejdernes Landsbanks bygning ved hovedbanegården. Ved siden af sig havde han en klump heroin, en Coca Cola, engangslighteren og en spiseske. Det lignede måske business as usual, men for Kim var det afskedsfixet, en udregning af at han ville gøre mere gavn for familie og venner hinsides end som narkoman. Tolv års misbrug, en del på sprøjten, nu skulle det være slut. Kim havde regnet den ud.

Her opstår imidlertid en mellemregning: Bygningen er beklædt med stilladser hele vejen rundt, fordi et firma er ved at renovere facaden. En af arbejderne kommer forbi Kim på trappen og spørger henkastet, “Hvad laver du her?”

“Han vidste sgu da godt hvad jeg lavede, der lå jo en ske, lighter og det hele. Han kunne jo bare kigge på mig, skind og ben og ar i ansigtet.”

De snakkede en times tid. Om livet, vitaminer, muligheder, stofmisbrug. Det endte med den helt usansynlige udgang, at Kim aftalte med firmaets indehaver, at han skulle møde på arbejde næste morgen klokken syv.

Kuren tilbage til livet skulle være vitaminer, ordentlig mad og fast arbejde med at sandblæse facader. Det kørte nogen tid, med stor forståelse og velvillighed fra firmaets indehaver og medarbejdere.

“Jeg fixede engang imellem de næste tre måneder. Jeg ville fandeme så gerne klare den, men jeg havde bare stadig et problem. Det blev selvfølgelig opdaget, og jeg tænkte, “shit, nu bliver jeg fyret.”

Men indehaveren var medlem af Scientologi Kirken og havde et andet syn på tingene. Kirkens grundlægger, L. Ron Hubbard, havde udviklet en metode til at gøre folk stoffri og i Sverige fandtes der et rehabiliteringscenter, Narconon, der kørte efter den metode. På forunderlig vis blev aftalen, at Høyers Sandblæseri betalte for Kims ophold på Narconon 100 kilometer fra Malmö, mod at han blev afvænnet og kom tilbage som clean og betalte lånet tilbage. Uden renter.

“Det var for godt til at være sandt. Det var som et deja vu. Da jeg var 17 år var jeg på et kommunikationskursus i Scientologi Kirken, men jeg blev væk fordi jeg røg hash og det måtte jeg ikke. Jeg turde ikke fortælle kursuslederen det. Tænk hvis jeg havde sagt det dengang, og havde fået hjælp, alt den lidelse jeg kunne have undgået.”

Syv uger senere er Kim stoffri. Narconon rehabiliteringscentret i Eslöv i Sverige har en afvænningsrate nær de halvfjerds procent – dvs. at 70% af de der gennemfører programmet, er stoffri fire år efter de har forladt stedet – det er verdensrekord.

Kims mor vidste intet, han kunne have være død, for hun havede intet hørt fra ham i lange tider og undgik heslt at tænke på det. Men da han skulle lave frikadeller og stuvet hvidkål til 20 svenskere på Narconon – det står iøvrigt for “non narko” – ringede han til hende. Hun var forbløffet, men kunne godt høre at han lød anderledes. Men hun havde oplevet en del de sidste 12 år med en afhængig søn, så det var først da han besøgte hende i København, hun fik syn for sagen. Kim var faktisk clean, og han så tilmed sund og rask ud. 32 år gammel og i live. Et mirakel.

“Høyers Sandblæseri var firmaet der reddede mit liv. Jeg skylde dem meget. De reddede mit liv.”

Han tilbragte nogen tid som betroet medarbejder på Narconon, tog på indkøb i Malmö og følte ingen fristelser selv om København og stofferne lå lige om hjørnet. Narconon i Sverige havde arbejdet med hans stofafhængighed ved at han havde lavet “saunaprogrammet” hvor man sveder de stoffer ud, der stadig sidder i fedtvævet og som ellers ofte kan resultere i at stof(mis)brugere oplever trips igen, selv om det er år siden de tog noget. Saunaprogrammet kombineres med vitaminer, motion, sund kost og søvn så kroppen bliver genrejst.

“Men det er faktisk ikke det fysiske, der er det væsentligste. Det kan man jo se hvis man tager en kold tyrker eller er på metadon. Det går altid galt igen på et tidspunkt, og det er fordi man ikke får taget hånd om roden. Der er jo en grund til at man oprindeligt startede på rutsjeturen ned af stofbanen, og det er dén Narconon håndterer én gang for alle.”

Narconon opholdet inkluderede derfor en grunduddannelse i etik, moral og almindelig dannelse. For eksempel hvad det vil sige at tjene penge på ærlig vis. Helt banale færdigheder vil de fleste synes, men netop grundlæggende for en tilværelse uden stoffer.

Men Kim havede jo en aftale i København med firmaet om at han ville komme tilbage og arbejde så han kunne betale gælden. Ikke meget, små 15.000 kroner, men alligevel.

“Jeg ryddede også op i alt det lort jeg havde lavet. Ud at sige undskyld til alle de mennesker, man har løget, bedraget og bestjålet gennem årene. “Dav, jeg hedder Kim. Det var mig der brækkede din terassedør op og huggede din guldbroche for otte år siden. Jeg er frygtelig ked af det, jeg var på stoffer dengang, men nu er jeg stoffri og har et normalt liv og arbejde.” Det er folk ganske enkelt ikke vant til, og de fleste tilgiver én.”

Narconon bliver på mange måder Kim”s skæbne. Ikke blot vil en række pengemænd i Danmark gerne donere en bygning til at han kan starte et Narconon rehabiliteringscenter i Danmark, men det bliver også der han møder sin fremtidige kone, da han har etableret centret i Mørkøv på Sjælland i september 1986.

Hans 3-værelses i Valby giver han til sin mor som tak for opvæksten og hvad der ellers har været, og så drager han til Mørkøv hvor han bygger et rehabiliteringscenter op fra bunden.

“Jeg har personligt hjulpet over 100 mennesker ud af misbrug og holdt mange hundreder af foredrag på skoler. Når det har reddet ens eget liv, bliver man nødt til at give noget igen.”

Kim tog simpelthen ind til København og talte med narkomanerne på gaden. Mange narkomaner har han selv prøvet samtale hos Kirkens Korshær, metadon fra såkaldte behandlere og ind og ud af rehabiliteringscentre. Svingdørsbehandling der får mange til at opgive håbet. Kim tog dem der var kommet dertil hvor han stort set selv var kommet til: døden eller mirakuløs rehabilitering.

Finansieringen måtte de låne sig til eller klare som afdrag af deres sygedagpenge eller hvad de ellers havde. Få kommuner, heriblandt Ballerup, villes støtte deres borgere økonomisk i at gennemføre Narconon programmet. Men i 1994 vendte lykken og Kim Fogelstrøm fik godkendt Narconon hos VestSjællands Amt så de betalte for at narkomaner kunne gennenføre programmet.

 


Narconon

Narconon, som Kim grundlage, afvænner hver måned narkomaner, hvoraf en betydelig del forbliver stoffri og formår at opbygge en normal tilværelse med familie, arbejde og venner. En del bliver selvstændige, for som det lakonisk lyder blandt de tidligere afvænnede, så “er narkomaner vant til at arbejde hårdt, både dag og nat.”

Narkomisbrug, medicinmisbrug og alkoholmisbrug for personer på 18 år og opefter er det man gør i. En del af klientellet er fra Norge og Grækenland – det er personer, der bor i de pågældende lande og som kommer til Danmark for at blive afvænnede, hvorefter de rejser hjem og starter en ny tilværelse.

Narconon er godkendt som behandlingssted indenfor døgnbehandling, hvilket betyder at man kan få tilskud til behandlinge fra sin hjemkommune. De fleste betaler dog selv for opholdet, da reglerne for afvænning er skruet samnen på en måde, så personen, der udtrykker ønske om at starte på Narconon, ikke tilbydes at starte direkte på Narconon, men først lige skal igennem en række kommunale tilbud. For at komme i gang med det samme og blive afvænnet, vælger de fleste derfor at sige nej-tak til kommunernes andre tilbud, mod selv at betale. Også ofte, fordi at når beslutningen om at de vil afvænnes, er taget, er de nærmest på vej til Narconon, fordi de har hørt om stedet fra tidligere narkomaner.

Narconon”s danske hjemmeside

Læs mere om Narconon i Danmark på http://www.narcononeurope.org

Narconon”s internationale hjemmeside
Læs mere om Narconon”s mange centre rundt om i verden på den engelske hjemmeside http://www.narconon.org

Skrevet i: Kulturstof Tags: stoffer, stofmisbrug

Ondskab – en søgen på svar

25. april 2017

De taler om den i aviserne, den annonceres i biografen og dramatiseres på scenen. Ondskaben og de onde mænd og kvinder, som skjult eller åbenlyst ønsker og efterlader sig blod, død og ødelæggelse. Psykologerne søger at beskrive den og medierne har rapporteret hvordan de har analyseret helt ud i hvilken type mad, deres onde psykopater foretrækker.

Findes ondskaben som en tyk tåge, der kan indhylle den almindelige husfar og drive ham til djævlens gerninger? Findes den som et slumrende nervecenter i alle vore hjerner. Hvorledes kan man ellers forklare de gyselige handlinger, ingen kan fornægte sker selv hver dag i vores moderne alvidende samfund. Filosoffer og religiøse har sikkert diskuteret hvad godt og ondt er siden talens brug blev opfundet.

Emnet har ikke kun vakt andres nysgerrighed, men også min egen, og i min søgen efter svar, fandt jeg humanisten L. Ron Hubbard’s ord: “Mennesket er grundlæggende set godt” og en logik som spændte fra produktiv og godt ned til destruktivt og ondt. Men hvordan kan et grundlæggende godt individ gøre noget som er ondt?

Hubbard identificerede menneskets primære drivkraft i sin bog Dianetik, som drivkraften i retning af  overlevelse. Hvad end individer søger at gøre, så søger de altså at overleve. Så kunne man tage fejl – kunne man vælge den forkerte løsning til at overleve? Ja, det kunne man vel. Havde man den ide at andre ville gøre det af med én, ja så er overlevelse altså at gøre det af med dem først. I Star Wars taler de om at had leder til frygt, som leder til onde handlinger. Har man den ide at man ikke kan tjene penge ærligt og redeligt, jamen så er det overlevelse at stjæle dem i stedet. Ja, selv ægtemanden med de hvide løgne, fortæller dem måske, fordi han mener, det er nødvendigt for konens og familiens overleve.

Set fra dette perspektiv er der intet mystisk ved ondskab. Den er skabt af løgne – en løgn om at man overlever ved at lyve, stjæle eller gøre andet for at overleve. En løgn om at andre er dårlige og vil én det dårligt. Ondskaben er i sig selv en løgn, fordi den ikke findes i menneskets grundlæggende natur. Der findes kun individer som gør onde og destruktive handlinger, fordi de tror, at det fremhjælper deres overlevelse. Det er ekstremt ulogisk i sin gerning, men set fra dette perspektiv, så kræver en dårlig handling ikke andet end en fastlåst falsk ide som nogen fører ud i livet. Og ved at forstå dette, så forstår man bedre sine medmennesker, i både deres gode og dårlige handlinger. Men tag ikke fejl; der er nogle få, som mener, de kun kan overleve gennem andres destruktion.

Skrevet i: Kulturstof

Venskab – hvordan får man venner?

6. august 2016

Hvordan får man venner?

Det er noget de fleste spørger dem selv den første dag i børnehaven. Og igen den første skoledag. I dag, efter at have været mange steder i livet, så ville jeg nok sige at, dem man kan blive enige med og har noget til fælles med, dem kan man hurtigt blive venner med. Men da man stod der for et par årtier siden med skoletasken på ryggen i sit flotte skoletøj og ikke kendte nogen, der havde man i virkeligheden meget til fælles med de andre børn. Men man havde ikke prøvet at række ud efter kontakt så meget som man har nu. Man vidste ikke hvordan man kunne og frygten for at tabe var stor. Man ville jo heller slet ikke skille sig ud. Men svaret er det samme. Man får venner ved at række sig ud og give mindst lige så meget som man tager. Nogle vil acceptere, i nogen tid, at man tager mere end man giver, men hvis der ikke er en balance og en enighed, så synker venskabet, som en lækket båd, med tiden bort.

Hvad er godt venskab?

De tætte venskaber skabes i åbenhed og nærhed. De stærke venskaber smedes gennem livets modgange. Og efter min mening skabes de mest værdifulde, ved en udveksling ikke kun af oplevelser, gaver eller tjenester, men af bevidshedsudvidende viden og erfaring. De venskaber som beriger os med yderligere inspiration, forståelse og dermed forøgelse af livskvalitet, er de mest givtige venskaber man kan være så heldig at deltage i.

Der er meget man kan få tiden til at gå med på denne jord, men der er meget lidt udover personlige mål, familie og kærlighed, som kan overgå glæden ved et stærkt venskab. Er man af den spirituelle natur, så kunne man betragte, at noget som kan bestå livsvejens sving og tidens grøfter, er en opnåelse af noget naturstridigt i sig selv. Og at bevare et venskab, kræver den sidste del af ordet – skab. Det er noget der skal skabes igen og igen for at bestå. Formår man det, så har man virkelig også en ven.

Skrevet i: Kulturstof Tags: unge, værdier, venskab

Hvis barn er det på tæppefabrikkens gulv?

21. november 2015

Foto: Ubirajara Machado/MDS

Nobel Fredspris modtager Kailash Satyarthi står på auditoriets scene i FN Byen i København, foran mere end fire hundrede forsamlede på UNICEFs Børnenes Dag 2015. Hans udstråling er på én gang både rolig, venlig, robust og bestemt. Satyarthi modtog i 2014 Nobel Fredsprisen for sit femogtredive år lange arbejde med at befri børn fra slaveri, først i sit hjemland Indien og siden over hele verden. Han har personligt været med til at befri over 80.000 børn og i den forbindelse overlevet adskillige attentatforsøg fra slavehandlere. Som han står en synlige stivhed i hans overkrop skyldes, at han siden et overfald, ikke længere kan hæve sin højre skulder. Hans blik er fast og der er ingen tvivl om at der bag hans øjne bor en jernvilje, der driver hans fortsatte kamp for børns vilkår.

Satyarthi er keynote taleren på denne dag og foran ham sidder UNICEFs præsidium, Social- og Indenrigsminister Karen Elleman og repræsentanter fra Danmarks regering, kommuner, offentlige og ikke-statslige børne- og menneskerettighedsorganisationer. Forventningerne til en Nobel Fredspris modtager er store og Satyarthi lægger ud med den humoristiske historie om Einstein og hans chauffør som skiftedes til at holde foredrag, da Einstein som Nobelpris modtager blev inviteret til at tale verden over. Satyarthi er en af få raske, nulevende modtagere og han rejser verden over for at leve op til ansvaret, og glæder sig på sin vis til at Obama afslutter sit præsidentembede så han kan tage sin del, og Satyarthi får mere tid til sit arbejde.

160 millioner børn i slaveri

Varmen og medfølelsen stråler ud af den 61-årige, let gråhårede Satyarthi, der har åbnet sig og vist sin jordnære og rummelige persona. Det er tid til at takle det vi er samlet om – børns rettigheder og vilkår. Han ridser situationen op med mere end 160 millioner børn i slaveri i dag. Og den absurde virkelighed af en verden, hvor en uges militære udgifter kunne sende alle de børn igennem hele deres skolegang. Han anerkender de nordiske lande for deres arbejde og udenlandsstøtte, men spørger, hver gang han står med et forældreløst barn, et barn der væver gulvtæpper i kælderen på en fabrik, et barn tvunget ud i sexhandel – hvis barn er det?

Globalisering er en realitet indenfor produktion og finans, fremhæver Satyarthi, men hans ønske er, at vi får globaliseret medfølelse. Menneskeheden er en familie og hvert barn tilhører os alle, fastslår han og ser på publikum, mens han gentager spørgsmålet – hvis børn er de? Vi tager os alle af børn, men vi skal udbrede den medfølelse til vores globale børn. Intet land kan stå alene, intet barn bør stå alene, siger han.

Hvad er drøm?

Salens stilhed i talens små pauser, afbrydes kun af dybe vejrtræk og suk, efterhånden som Satyarthi rammer dybt og vækker medfølelsen hos hver tilhører. Han tager os med til Pakistan, hvor han spørger drengen som syer fodbolde sammen, hvad er din drøm? Han ser på os, mens han såret fortæller drengens svar; hvad er drøm?

Som i sin Nobel Pris tale, siger Satyarthi, at han er utilfreds med en verden, hvor bare ét barn ikke har friheden til at være et barn, med et barns rettigheder. Derfor er hans appel, at vi hver og én gør vores del, for vores børn og vores fremtid. Salen rejser sig og bifaldet er øredøvende, mens Satyarthi vinker og hilser på dem nær scenen inden han tager videre ud for at sprede sit budskab. Jeg håber denne artikel har fået det bragt videre til flere som vil gøre deres del.

Skrevet i: Kulturstof

Havde H. C. Andersen ADHD?

22. maj 2015

En gymnasieklasse besøger udstillingen “PSYKIATRI – Hjælp eller død?” på Strøget i Århus. Foto: Thorsten Overgaard/WireImage.com

Udstillingen ”PSYKIATRI – Hjælp eller død?” blev i januar og februar vist for godt 6.000 besøgende i Århus og København. Søndag, den 21. januar 2007 afholdt en kunstnergruppe et special-arrangement for andre kunstnere på Nytorv i København. Illustrator Linda Gil giver her sin førstehåndsberetning fra arrangementet

Rapport fra vores udsendte medarbejder Linda Gil:

Kunstnere har i Eva Järnerud fået en stjerne, der brænder for kunstnere. Hun er svensk og har levet af sin billedkunst professionelt, så hun ved, hvad en kunstner er og duplikerer universet 100%. Hendes første indskydelse var, at kunstnere derfor som de første skal advares inderligt og opfordres til at værne om den kreativitet, der giver samfundet liv og fremtid. Det var en fuldkommen spontant opstået ide, der tændte både skuespiller Trine Borg og undertegnede illustrator Linda Gil med det samme, og vi skred til værket uden at ane, hvor vi endte, for det her er aldrig gjort før på en psykiatri-udstilling!

Vi besluttede at lægge en aften KUN for kunstnere, sådan at vi ikke kørte med en hovsa-invitation på “kan du komme i morgen”, og samtidig ville der være 1 uge tilbage af udstillingen, sådan at fremmødte kunstnere, kunne sprede ordet og sende flere ind på udstillingen. Valget faldt på 21.1. kl. 19:00.

Aldrig så snart var beslutningen taget, før kunstnere faktisk begyndte at invadere udstillingen. Manuskriptforfattere mm. med notesblokke fremme for notater, malere, instruktører, skuespillere – alle havnede sjovt nok hos Eva, der inviterede til aftenen og fik super respons på ideen. En producer for byens jazzradio var også forbi og endte med Eva over telefonen, da han ønskede at annoncere aftenen på radioen. I mellemtiden forfattede Linda en personlig invitation fra de 3 kunstnere (Trine, Eva, Linda), som ,vedhæftet den officielle udstillingsinvitation, i hast blev sendt videre i kædebrevstradition til folk med kontakt til danske kunstnere.

Herefter blev en invitation også trykt op og fordelt af begejstrede hjælpere på kunstskoler, kunstbutikker, cafeer, arkitekt-& teaterskolen osv. osv.

Kl. 18 var der totalt run på almindelige besøgende, men kunstnergruppen var benhård og sidste del af udstillingen blev lukket af og lynhurtigt forvandlet ud af ingenting til et hyggeligt rum med duge, stearinlys og friske grene på bordene, et par neonrør blev slukket og et udstillingsbanner dannede baggrund for talere. Et kaffebord blev sat op og så anede vi ellers ikke, hvad der ville ske! Men Evas krav var, at alle tilstede i området var kunstnere.

Klokken 19 sharp stillede første begejstrede unge fyr, der havde læst et opslag, mens han købte maling, og den kombination af kunst og psykiatri var for interessant for ham – han MÅTTE møde op for at se, hvad det gik ud på. To minutter efter dukkede en skuespiller fra Det Kongelige Teater op, efterfulgt af en ukrainsk filminstruktør, der pt. producerer for russisk tv, mens han forsøger at komme ind på det danske marked. En norsk skuespiller bosat i Danmark dukkede op med sin kreative hustru, et andet par (vist indenfor malerkunsten) kom og Eva gik i gang med sin tale, hvor hun først fortalte de fremmødte om, hvad en kunstner er og hvad han gør for samfundet, hvorefter hun gik over til at fortælle om psykiatriens trussel mod kunstnere. Hun opfordrede til at vi går hånd i hånd og advarer vores kolleger og verden.

Herefter var første gæstetaler Torsten Hjelmar fra MMK. Han medbragte en liste over symptomer på en enkelt diagnose, der alle svarede til de evner en kunstner besidder. Herefter læste han en chokerende lang liste over nulevende og afdøde kunstnere, der – om de havde fået blot en diagnose – ville være blevet ofre for psykiatrisk behandling i dag (herunder Chopin, Einstein osv.) og stillede det tankevækkende spørgsmål om vi ville have fået arven fra H. C. Andersen, hvis han havde været en lille dreng i dag….skræmmende!

Hovedtaleren var Evas scoop: Selveste Primaballerinaen fra statsballetten ved La Scala i Milano ankom i ægte stjernestil med chauffør. Hun gæster pt. København, og hun er VIP af en sådan kaliber – hun er lissom MEGA!

Hun gav deltagerne en lang og indgående tale, hvor hun beskrev, hvordan psykiatriske drugs fratager individet dets særlige kendetegn og gør alle ens. Og for kunstnere er disse særlige “kanter” netop den kilde og individualitet, der gør dem til det, de er for verden og kunsten. Hun beskrev, hvordan normalitetsbegrebet inden for de sidste 50 år er blevet indskrumpet i samfundet og afsluttede bl.a. sit indslag med at konstatere, at vi ikke er syge, vi er anderledes. Store klapsalver. Herefter blev der lagt op til fri improvisation… Nogle fremmødte kunstnere havde allerede besøgt udstillingen tidligere på ugen, andre blev opfordret til at se den. Inspirationen væltede rundt i lokalerne og kommunikation foregik på højtryk mellem kunstnerne indbyrdes samt med folk rundt i lokalerne.

Den ukrainske instruktør er oppe og ringe fuldkommen kraftigt på ideen om at skabe et stykke baseret på dataene fra udstillingen (to af hans skuespillere er i øvrigt døde af psykiatrisk behandling). Med de kanter, han kommer fra var han lissom ikke i tvivl om psykiatriens væsen og indflydelse…! Og den kongelige skuespiller var dybt, dybt seriøst optaget af samtaler med Torsten Hjelmar, David m.fl. aftenen igennem og har også nogen planer. Selv talte jeg med den førstankomne unge fyr. Han modtog både gode råd fra instruktøren og kom igennem et par film og var helt oppe at ringe. Han er historiestuderende og maler, synger og optræder i fritiden og han havde ingen tvivl om, at det han har set, var den skinbarlige sande historiske sammenhæng og baggrund for dagens samfund. Der er ingen tvivl om, at disse kunstnere spreder dette videre som ringe i vandet.

Arrangementet var helt igennem improviseret og taget fra hoften. Vi ville have holdt en efterfølgende samlet debat, men – folk var simpelthen for optagede af at udveksle indbyrdes synspunkter – der var VILDT liv i kludene og en vanvittig intens stemning og høj interesse.

Kunstnere taler med deres kunst til mange og skaber fremtidens synspunkter. Eventen var let at holde og gav inspiration til både os selv for opfølgning og for brug til andre landes kunstnere, som udstillingen skal videre til.

– Linda Gil


Fakta:

Udstillingen ”PSYKIATRI – Hjælp eller død?” er en rejsende udstilling fra Medborgernes Menneskerettighedskommission (MMK). Udstillingen blev vist 2-6. Januar 2007 i Århus og derefter fire uger i København.

Psykiatrien advarer mod udstilling

Udstillingen blev kritiseret kraftigt af bl.a. formanden for psykiatri i Midtjylland og en række prominente psykiatere i Danmark, hvoraf enkelte advarede om at man kunne ”dø af at se udstillingen.”

Advarslerne blev ikke overhørt: Besøgstallet steg markant, efter at psykiaterne havde advaret imod udstillingen om dem selv i bl.a. TV2 Nyhederne. Mange danskere ville se udstillingen og var rystede over at erfare, at psykiatrien i Danmark anvender tvang flere end 40.000 gange årligt.

Danmark eneste land i Europa med chok-tavng

Tilsvarende kom det som en overraskelse for mange, at man stadig anvender elektrochok i Danmark – samt at danske psykiatere som de eneste i Europa giver elektrochok-behandling under tvang 500 gange årligt.

Se selv udstillingen:

Udstilligen kan ses hver torsdag og lørdag i Menneskerettighedscentret på Vesterbrogade 22 i København. Foto: Thorsten Overgaard/WireImage.com

Efter den store interesse for den rejsende udstilling er en kopi af udstillingen blevet et fast indslag i Menneskerettighedscentret, Vesterbrogade 22, København.

Her kan udstillingen derfor ses hver torsdag 14.00 – 18.00 og lørdage 11.00 – 16.00. Desuden kan man der også købe den 60 minutter lange DVD ”Psykiatri – Hjælp eller død?” med tilhørende hæfte med dokumentation.

Skrevet i: Kulturstof

Et liv vel levet

25. marts 2015

 

Ved Gregory Christensen

Du tror måske ikke, at du kender nogen helte, men til forskel fra fortællingerne i den nordiske mytologi eller historierne om guderne i det gamle Grækenland, rider helte ikke nødvendigvis rundt til hest.

De er ikke altid iklædt rustning og ser ikke nødvendigvis meget anderledes ud end manden eller damen, der ekspederer i det lokale supermarked. Kort sagt, er der intet til hinder for, at den livserfarne mand, der forunderligt ubemærket sidder på sin yndlingsbænk i parken og iagttager foråret, ikke kunne have været en helt; en humanist for mange. De fleste af os har oplevet tidspunkter i vores liv, hvor vi fik en chance til; en hjælpende hånd. Nogle er blevet reddet ud af skæbnens klør af et andet menneske og de fleste af os har gengældt hjælpen, ved at give den videre til andre, i større eller mindre omfang. Jeg tror, at de fleste vil være enige i, at humanitære gerninger giver genlyd i vores egen natur, når vi ser dem eller hører om dem. Vi bliver mindet om det bedste i os selv. Jeg havde for nylig den inspirerende oplevelse og ære, at sende en næsten 97 år gammel mand, hvis gerninger har rørt og inspireret mange, afsted på sin sidste rejste.

Denis Shuttleworth, født i King Williamstown, Sydafrika, d. 27. marts 1918, var en af syv brødre. Hans mor var lærer og trods hårde økonomiske tider i 1920’erne og 30’erne sørgede hun for, at hendes sønner blev veluddannede. Denis gik i skole og blev herefter optaget på universitet, hvor han studerede biologi og fik sin bachelor i videnskab i 1939.

Da Tyskland invaderede Polen i efteråret 1939 og 2. verdenskrig brød ud i Europa valgte Denis at melde sig til militærtjeneste. Krigen spredte sig til Nordafrika gennem Italien, ledet af Mussolini, og Denis tjente i militæret i 6 lange år, hvor han kæmpede på den allierede side mod aksemagterne i Italien og Nordafrika. Hitlers avancerede raketter og missiler truede de allierede og særlige hold af fotografer blev sendt op i Spitfire fly for at fotografere affyringspladserne. Denis var en af de modige soldater, som fik til opgave at finde pladserne og tage de billeder, som ledte til luftangreb, der ødelagde aksemagternes overlegne våben. Uden sådan indsats ville missilerne have kostet utallige liv. Løjtnant Shuttleworth modtog adskillige udmærkelser, hvilket inkluderede The Military Cross for sit exceptionelle mod i 1943. I udmærkelsen stod det noteret, at Denis med ”vedvarende foragt for sin egen sikkerhed og trofast pligtopfyldende” var løbet ind i skudlinjerne igen og igen, for at bære de sårede soldater i sikkerhed.

Efter krigen arbejdede Denis som skribent for Ugeskrift for Landmænd i Sydafrika, hvor han brugte sin viden om biologi i artikler om kvæg og afgrøder. Han blev gift og fik seks børn. Da han også tog tilbage på universitetet for at studere jura, blev han nødt til at balancere pligterne som fader med sine studier. Et eksempel på den balance var da han tog sine børn på campingtur til Rustenburgdammen. Der sad han i sin klapstol og gennemgik sine notater som forberedelse til juraeksamen, mens hans børn legede omkring ham. Han blev uddannet advokat ved juristsamfundet i Transvaal i 1971 og blev kendt som en ”hård men respekteret modstander i retssalen”.

Denis var et stiftende medlem af Scientologi kirken og arbejdede frivilligt som præst i kirken i Johannesburg. I 1980 flyttede Denis til København, hvor han dedikerede sig selv til at tjene i den Europæiske Scientologi kirke. Her underviste han som supervisor for folk på kursus og var en ledende spirituel rådgiver, som hjalp andre med at lære og drage nytte af de religiøse filosofier, som han selv havde levet efter i næsten seks årtier.

Det var i denne kirke, at jeg var så heldig at møde Denis og selvom han var i 90’ere bemærkede jeg, at han havde en urokkelig vilje. En af mine venner oplevede til sin store forbløffelse, da han stod og ventede indenfor på, at en snestorm skulle falde til ro, at Denis, allerede 96 år gammel, pludselig kom ind ad døren, fuldstændig dækket af sne. Der var intet, der skulle stoppe Denis i at gøre præcis, hvad han havde sat sig for.

Han vendte også tilbage til Italien efter krigen og i 2005 modtog han på Palazza Vecchio i Venedig, den UNESCO sponsorerede Taglia Corto Human Rights Film Festival pris for musik videoen UNITED, på vegne af sit barnebarn, filminstruktør Taron Lexton.

Efter at have levet et fuldt liv forlod Denis Shuttleworth, i en alder af næsten 97 år, fredeligt denne Jord tidligt om morgenen d. 7. februar 2015. Til ære for ham blev der i kirken holdt en storslået mindehøjtidelighed forestået af præst Nir Amotz. En af hans døtre, Mary Shuttleworth, grundlægger af Youth for Human Rights International, præsenterede hyldester til Denis sendt fra familiemedlemmer og venner rundt omkring i verden. Hjertevarme fortællinger fra hans børn, børnebørn og oldebørn, viste hans nære forhold til familie og venner. Jeg sad blandt de heldige som kom til at kende hans historie, så samme aften, inspireret af en fortælling, der næsten spænder over et århundrede, besluttede jeg, at dele den med andre.

Gennem seks børn, spredt i verden fra Australien til USA, var Denis en stolt bedstefar til tretten og oldefar til fjorten børn på tre kontinenter.

Filosoffen L. Ron Hubbard skrev engang om to kriterier for et vellykket liv. Fik man gjort det, man havde til hensigt at gøre? Og var andre mennesker glade for, at man havde levet? Jeg tror at Denis Shuttleworth gjorde præcis som han havde planlagt, gjorde så mange mennesker glade og hjalp så mange.

Det var i sandhed et liv vel levet. Far vel Denis!

 

Skrevet i: Kulturstof

Den Gamle By: Manden kommer hjem til middag

13. november 2014

1910 : Sønderjysk kaffebord i Als hvor Lærerinde Frøken Ludvigsen (tv) er hjemvendt fra Aabenraa og beretter nyt til Fyrbøderfrue Møller og Boghandlerfrue Johansen om kvindernes emancipering (frigørelse og ligestilling). På grund af tyskernes belejring må der kun undervises i tysk i skolerne i det sønderjyske, ligesom danske sange ikke måtte kunne høres udenfor. Ved kaffebordet nyder man derfor jødekager der er bagt i det nymodens støbejernskomfur og slutter hyggen med en dansk sang fra højskolesangbogen. Lærerinde Frøken Ludvigsen underviser i dansk historie og dansk sprog privat. Fyrbøderfrue Møller underviser i klaver i hjemmet imens Boghandlerfruen står for husførelsen hjemme.

 

Det Levende Museum i Den Gamle By består skuespillere, der iført periodens tøj udlever visse epoker og bortset fra en smule el og rindende vand lever og arbejder de i 1864, 1910, …

Det Levende Museum er så autentisk, som det kan blive, når man har parkeret bilen uden for Den Gamle By og sat mobiltelefonen på lydløs. Huset i Havbogade 3 er desuden rammen om et projekt, hvor små grupper af demente ældre oplever noget, de kender, og pludseligt kan huske mange ting. ”De kan jo sagtens bruge en kaffekværn fra dengang, og støbejernskomfuret kan de også betjene. Det ligger i rygraden og pludselig er det der. Der sker de mest forunderlige, positive ændringer hos demente, der med ét er i kendte rammer og kan fortælle os ting, vi ikke vidste om den tid; de kan bidrage.”

Det Levende Museum 1864:

Der kæmpes bravt mod tyskerne under den 2. Slesvigske Krig (1. februar – 20. juli 1964), men her i Århus passer skolebørnene deres skole. Iklædt de mange lag tøj fra den tid, er det 3C fra Rosenvangsskolen, der i nogle timer er trådt ind i rollerne som skoleelever. Det er på forhånd bestemt, hvilke familier de tilhører, så de fine har det bedste tøj på og sidder forrest i klassen. Det kan heller ikke undre, at det er et barn fra fattiggården, der står i skammekrogen.

Eleverne skal på en kort tur gennem Den Gamle By, hvor de skal se Kerteminde Skole så de kan få et indtryk af en lille landsbyskole. Undervejs må pigerne neje og bukke og drengene løfte på kasketten, når de møder en voksen på gaden.

Spanskrøret kommer næsten i brug, da børnene senere skal terpe salmer, men lærerinden glemmer det, da præsten til alles overraskelse kommer på uventet besøg for at høre børnene. Undervisningsniveauet er nemlig en sag for byens præst, der i dag roser børnene; i forbifarten orienterer han børnene om, at de gør bedst i at lade som om, de ikke ser tyskerne i gaderne, og de skal ikke tale til dem. ”Lad som om I ikke forstår tysk, hvis I bliver tiltalt, det er sikrest”, indskærper præsten og fortæller, at man i nat har afmonteret hjulene på alle jernbanetog og gemt dem på et sikkert sted i Randers, så den fremrykkende hær ikke kan benytte togene.

1910: Sønderjysk kaffebord på Als

Vi er også til sønderjysk kaffebord på Als, hvor Lærerinde Frøken Ludvigsen (tv. i fotoet) er vendt hjem fra Aabenraa og her beretter nyt til fru Fyrbøder Møller og fru Boghandler Johansen om kvindernes emancipering (frigørelse og ligestilling).
Grundet tyskernes belejring må der kun undervises på tysk i sønderjyske skoler, og danske sange må slet ikke høres udendørs. Ved kaffebordet nyder man jødekager, bagt i det nymodens støbejernskomfur, og slutter hyggen af med en dansk sang fra højskolesangbogen.
Privat underviser Frøken Ludvigsen i dansk historie og det danske sprog. Fru Fyrbøder Møller underviser i klaver derhjemme, mens Boghandlerfruen står for hjemmets husførelse. I Havbogade 3 kan man møde fru Fyrbøder Møller, hvis mand arbejder ved jernbanen og kommer hjem til middag hver dag. ”Når folk spørger, så venter vi ham til middag; spørger de så igen, så har han lige været her”, fortæller fru Fyrbøder Møller, for i virkeligheden eksisterer han ikke. Men det er en del af rammerne for Det Levende Museum, at Hr. Møller kommer hjem til aftensmad og ”dér lukker vi for besøgende, for så er vi jo private, ligesom førstesalen, hvor vi sover, er privat”. ”Bor I her?” spørger folk nogle gange. ”Ja, i 1910.”

Der er forbud mod at stå i grupper i gaderne og tale sammen. Dette er baggrunden for det sønderjyske kaffebord, hvor man ud over at nyde Fru Møllers jødekager, diskuterer hverdagen og fremtidsudsigterne for Danmark. En tyskfjendtlig forsamling mødes – under helt lovlige, private former – og de slutter hyggen med danske sange fra højskolesangbogen. Kaffebordene vandt, kan man sige. I hvert fald trak tyskerne sig tilbage i 1920.

Hvad tænker hun?

”Jeg går og tænker på, at min tante, som er lærerinde, er en selvstændig kvinde, mens jeg passer hus. Hun er den frigjorte; men hun har ofret familien for det, for som lærerinde kan hun ikke være gift. Hun kan ikke passe hus og lave mad; derimod får hun som privatlærer kost og logi hos de familier, hvor hun underviser. Alene og selvstændig, ja, og jeg har familien. Det tænker jeg lidt på.”

”Vi deltager også i en del foreningsarbejde her på Als, hvor vi dansksindede finder sammen og forsøger at se, hvordan vi kan overleve disse tider med tysk besættelse. Tyskerne er begyndt at opkøbe danske ejendomme og danskere længere oppe i Danmark har ikke længere lov til at rejse til Tyskland, som vi jo nu er en del af. Min datter går på Uldum Højskole, og det er spændende, om hun får lov til at rejse tilbage til Als. Min ældste søn er i lære som tømrer og overvejer at rejse til Amerika for at undgå at aftjene de tre års værnepligt i Tyskland. Han er 21, så det nærmer sig.”

”Ja, jeg bruger meget tid på familie og hus og også på at besøge tanter og onkler i omegnen. Jeg har en vaskekone, der kommer og hjælper en gang om måneden, når vi har storvask; men ellers passer jeg selv det hele. Ovnene skal passes, og der skal laves mad. Jeg overvejer, om jeg skal bage i dag, nu hvor jeg alligevel skal sylte og stege; men jeg har jo fire elever til klaverundervisning her i eftermiddag. Det er såmænd det, jeg går og tænker på lige nu.”

1840:

I Vestergade i Århus spinder skomagermutter, Caroline Lynge uld i det ene af bygningens to rum. Det er der, familien sover, spiser og lever, mens det andet rum er det, hvor fatter har sit skomagerværksted og laver støvler, damesko og reparationer. Det er nu ikke så trangt, som det kunne lyde, for nu hvor de 7 børn er flyttet hjemmefra, har hun og fatter dobbeltsengen i hjørnet af stuen for sig selv, og de skal ikke sætte de mange ekstra sengepladser op i stuen hver nat. At hun er en mutter, kommer sig af, at de fine er fruer og middelklassen er madammer. Hun passer huset, strikker til sig selv og manden og til børnebørnene; hun laver også mad og fodrer brændeovnen. Oprindeligt boede der to familier i huset, men under finanskrisen i 1813 flyttede den anden familie, fordi de ikke havde råd. Familien Lynge havde sparet op, så fatter kunne etablere værksted i den anden families stue.”

Hvad tænker hun på?

“Jeg sidder såmænd og tænker på, at jeg har fire døtre og tre drenge, der alle lever. Ikke som kongen, der jo kun fik to levende piger ud af fem fødsler og derfor må finde en ny kone. Mine er alle flyttet hjemmefra nu, og de er i skomagerbranchen. To af sønnerne er på valsen, som man jo skal; de rejser tre år og én dag for at blive færdigudlærte skomagere. Én søn er i Frankfurt, en anden er i Israel – han er lidt religiøst anlagt, så han ville gerne se stedet. Der er mange, der spørger, hvorfor jeg ikke har et gadespejl, når jeg nu sidder så meget på mit lille podie og kan kigge ud af vinduet. Men jeg har skam en fin udsigt, og fatter har aldrig fået købt et nyt gadespejl, siden han kom til at gå ind i det gamle, da han en sen nat kom – vi kan jo sige – lidt vel beruset hjem. Vi hører om H. C. Andersen på markeder og andre steder rundt omkring. Jeg kender ham ikke, men jeg kender da hans mor, og faren var jo også skomagermester – dog ikke i lauget (sammenslutning af næringsdrivende, red.). Så da han drog med Napoleon i krig, gik det jo sådan, at han fik influenza og døde af det. Men når man ikke er med i lauget, må enken klare sig som vaskekone. Jeg ved, da H. C. Andersen var 10 år, fik hun den idé, at han kunne tjene en skilling ved at spinde uld. Han har jo en nydelig lys stemme, så den første dag kunne han synge for de andre, imens de spandt uld. Men da det så blev en andens tur til at synge næste dag, blev H. C. Andersen så forfærdet over deres sjofle sange, at han løb hjem til sin mor. Så måtte han arbejde derhjemme. Jeg tror han blev lidt overbeskyttet. Men han er vist dygtig. – Skomagermadamme Caroline Lynge

1864 i Købmandsgården

Emilie på 14 år arbejder i køkkenet. Det var normalt, når børn blev konfirmeret, at de trådte de ind i de voksnes rækker og flyttede hjemmefra. Ofte arbejdede unge piger i huset i et år ad gangen, hvorefter det var skiftedag og de kom et nyt sted hen.

Hvad tænker hun på?

”Jeg tænker på, at det er meget anderledes at være kommet i huset her på den store købmandsgård, end derhjemme i Hadsten. Her er hele tiden masser af mennesker, og der dufter altid af spændende varer. Jeg er heldig, at mit første sted i huset er så velhavende og spændende – jeg håber, at jeg kan bliver her mere end et år. En pige som jeg kan næsten ikke få en bedre start end sådan et stort køkken i en så velanset familie, hvor vi tilmed får kød og det fineste brød hver dag. Jeg har også mit eget kammer sammen med de andre piger ovenpå. Andre steder sover pigen på gulvet i køkkenet.”

”Stemningen i huset er noget trykket for tiden, fordi den ældste søn på 18 er faldet i slaget ved Dybbøl og han ligger på lit de parade i stuen ved siden af butikken. Heldigvis er kisten lukket og hans soldaterhat og sværd ligger oven på den (der er nogen, der siger, hans mave er sprængt væk). Fruen i huset tager imod folk fra byen og byder dem englekage, cigar og et bæger vin, når de kommer for at kondolere. Købmanden er en travl mand, der flyver og farer rundt i byen og på havnen hver dag, når han ikke sidder i sit kontor og tinger med kunder og rejsende. Men selv om jeg ikke kender ham så godt, virker han lidt rystet over, at hans ældste søn er død. Han skulle jo overtage forretningen engang, og nu er der fire døtre og ingen sønner.”

”Jeg spekulerer også lidt over min egen fremtid, selv om der er lang tid, til jeg skal stifte familie. Peter er også fra Hadsten og er i lære som tømrer i Vestergade. Han kommer forbi, når han kan finde en anledning (det er lidt kejtet), men han er sød og har smukke øjne. Han er færdigudlært om seks år. Det er det, jeg tænker, og der er god tid, til jeg skal stifte mit eget hjem – seks-otte år måske – og der er mange spændende mennesker i sådan en stor by. Krigen lægger en dæmpe på det hele, og der er mange, der er bekymrede for fremtiden. Det er det, jeg også kan lide ved købmandsgården; for købmanden er optimist og lader sig ikke mærke med krigen. Han mener, den lige pludselig er ovre, og så er vi tilbage til normale tilstande. Hjemme i Hadsten var krigen også mere på afstand end her i Århus.”

”Når jeg er færdig med at gøre køkkenet rent, skal jeg op i køkkenhaven bagved og arbejde. Jeg ved, at Peter kan se mig ovre fra Vestergade, og så finder han sikkert på en mærkelig grund til at komme over. Jeg tror jeg vil give ham et par radiser, det har købmanden ikke noget imod.” -Emilie på 14 år

Den Gamle By

Credits:

Skoleklasse: 3C Rosenvangsskolen. Lærerinde: Pia Hessner. Fyrbøderfrue Møller: Pia Hessner. Frøken Lærerinde Ludvigsen: Birgitta Fuglsang. Boghandlerfrue Johansen: Else Johansen. Skomagermadamme Lynge: Ingrid Dal. Ung pige i huset: Emilie Larsen.

Hjemmeside

www.dengamleby.dk

Skrevet i: Kulturstof

Kunstner med stort C – CocoRosie

22. maj 2014

Thorsten Overgaard/Getty Images

At opleve et publikum i alderen 13 til 50 år er et særsyn. Især når alle står og skiftevis nynner og bevæger sig rytmisk op og ned på stedet til lyden fra legetøjsinstrumenter og haveslanger

Scenen er sat på VEGA i København hvor det amerikanske kultfænomen CocoRosie optræder. Eneste scenebelysning under hele koncerten er en projekter, der projekterer avantgarde videoklip i syrede farver på bagvæggen og musikerne.

And if you take me inside

And you give me a place to hide and cry

I’ll bathe you in the crystal light

(“Promise”)

De lader sig ikke mærke med, at de om eftermiddagen var centrum i årets tv-lavpunkt, hvor Mads Brügger i Den 11 Time forsøgte at gøre deres kunst forståelig. Autonom kunst er et begreb, der dækker over, at beskueren af et værk, læseren af et digt eller musikkens publikum kan opfatte og tolke et værk, præcis som de opfatter det. Med autonom kunst er det ens egen tolkning, der er den eneste rigtige, og man skal ikke stå til ansvar for nogen, om man har forstået det rigtigt.

Således var det ekstra stort, at CocoRosie ikke lod sig mærke med, at de forud for koncerten havde været hovedpersoner i årets tv-lavpunkt hvor en selventreret ’undersøgende’ Mads Brügger i Den 11 Time på DR2 forsøgte at skabe sin egen lille Muhammed-krise ved at få dem til at forklare, hvad deres ’mærkelige’ kunst gik ud på.

Det pinlige optrin i et dansk tv-studie synes glemt af både CocoRosie og publikum, nu hvor der spilles på vandslange og en beatboxer i baggrunden, iklædt kraftige sorte briller, istemmer med en dyb bas-rytme ved nærmest at spytte luft i mikrofonen, han holder helt tæt på munden.

I forgrunden står den ene af CocoRosie søstrene med et plasticpiano og den anden sidder og spiller på en harpe. Dette er enten enormt stort, eller helt forkert. Det lyder ikke bare anderledes og spændende, det lyder også godt. Og for en del af publikummet, som klart er kendere, er det genhørets glæde, selv om de fleste af numrene er fra den nyeste plade.

CocoRosie på VEGA. Foto: Thorsten Overgaard/Getty Images

We are rainbowarriors

Evil come not near

Rainbow love awaits us

With hearts of love and tearz

(“Rainbowarriors”)

 

De to amerikanske søstre Sierra Rosie og Bianca Coco Casady kom nærmest til at spille sammen ved en tilfældighed i 2003, da Sierra forsøgte sig som operasanger på musikkonservatoriet i Paris. Søsteren Coco arbejdede som billedkunstner i Brooklyn, men valgte at tage på ferie i Europa, hvor hun uventet dukkede op i søsterens lejlighed. De havde ellers ikke set meget til hinanden, efter en barndom hvor de mildt sagt ikke kom særlig godt overens, og derefter teenageår hvor de slet ikke sås. Men i Paris endte de med at bruge de fleste af døgnets timer i Sierra’s badeværelse, hvor de indspillede deres debut-plade, ”La maison de mon rêve” (”Mit Drømmehus”), der til ikke mindst deres egen overraskelse, gik hen og blev et hit.

Albummet var tænkt som en lille udgivelse, de ville distribuere blandt deres venner, men et pladeselskab fik fat i en kopi, og siden blev nogle af numrene også anvendt i reklamer og shows for Kenzo og PRADA.

At se søstrene give interviews er omtrent som at se en kunstinstallation. Deres tøj, sminke og tilgang til alt, er meget anderledes og kreativ. Rosie med en tåre monteret på den ene kind under øjet. Cocie’s ansigt nærmest glansbilledagtigt blank og iført en vejarbejdervest i advarselsfarver og med enorme reflekser. De forsøger aktivt at gøre alting på nye, originale måder, hvilket må siges at være en udfordring, når ens første album er indspillet på et badeværelse. Deres seneste album blev indspillet på en farm om natten, imens de om dagen dyrkede avanceret gymnastik og aerobics på nye måder, kreativ madlavning, alt imens de fordrev tiden med også at male og skrive.

I april 2008 optrådte CocoRosie sammen med ”Royal Concertgebouw Orchestra,” der er det mest kendte og mest respekterede symfoniorkester i Holland.

This is for the eyes that hold my glow

They tell the story that you, you already know

For the pain we”ve had and

For the joy to come,

We”ll swim off together someday In an ocean of our own

(“Dizzy Dog”)

 

Diskografi

La maison de mon rêve (Touch and Go/Quarterstick Records 2004)

Beautiful Boyz EP (Touch and Go/Quarterstick Records 2004)

Noah”s Ark (Touch and Go/Quarterstick Records 2005)

The Adventures of Ghosthorse and Stillborn (Touch and Go Records 2007)

http://www.cocorosieland.com

http://www.myspace.com/cocorosie

Sierra Rose Casady (“Rosie”) and Bianca Leilani Casady (“Coco”)

Skrevet i: Kulturstof, Verden rundt!

  • 1
  • 2
  • Næste side »

Seneste artikler

  • Alt for mange lever for usundt. Hvordan bliver danskerne sundere?
  • Daniel får lidt over 1.100,- kr. i timen for sit job og er booket de næste 8 måneder
  • Sådan skaber du kontakt med mundbind: Brug blikket og smil med dine øjne!
  • Livet som skakspil – hvordan spillede Warren Buffet det?
  • Psykiatriens placebo

Populære tags

#tatovering #danielpaarup børn forenede nationer menneskerettigheder mundbind psykiatri stoffer stofmisbrug sundhed unge venskab værdier

Artikel kategorier

  • Besøg
  • Blog
  • Det sker!
  • Kulturstof
  • Sundhed
  • Verden rundt!

Fra arkivet

Alt for mange lever for usundt. Hvordan bliver danskerne sundere?

Alle mennesker har ret til sundhed og et mål alle mennesker i alle kulturer stræber efter
Når vi snakker sundhed er det meget mere end medicin og vaccinationer, som lige nu er meget ’hot’ i medierne. Det gælder også de mest basale og livsnødvendige sundhedsfaktorer som søvn, motion, rent vand, sund mad og vitaminer/mineraler.

35 år og endelig i live

Lederen af behandlingscentret Narconon fortæller her en meget personlig beretning om et liv som hård stofmisbruger – og hvordan han kom ud af det 35 år og endelig i live… ja, det kan måske lyde lidt langt ude i hampen, men ikke desto mindre er det faktisk hvad der skete. Lad mig give lidt baggrundshistorie […]

Børn proppes ukritisk med medicin

Børns og unges medicinforbrug stiger. Næsten ingen medicin er testet på børn, selvom medicin kan have en helt anden effekt på børn end på voksne Forbruget af medicin mod hovedpine, søvnbesvær, tristhed og stress er fordoblet blandt de 11-15 årige fra 1988 til 2006, viser en undersøgelse lavet af forskere på Københavns Universitet. Det skriver […]

URI – Et religionernes FN på græsrodsplan

  Dialog og samarbejde mellem mennesker fra forskellige religioner en af de mest vitale former for fredsarbejde i dag og United Religions Initiative (URI) spiller her en vigtig rolle på verdensplan De Forenede Religioners Initiativ United Religions Initiative (forkortet URI), som på dansk naturligt kaldes De Forenede Religioners Initiativ, er et verdensomspændende netværk af samarbejdskredse […]

OM HUMANISTEN

Vores idé med denne hjemmeside er at støtte de gode tiltag i samfundet med artikler, interviews og henvisninger

Kategorier

  • Besøg
  • Blog
  • Det sker!
  • Kulturstof
  • Sundhed
  • Verden rundt!

SENESTE ARTIKLER

  • Alt for mange lever for usundt. Hvordan bliver danskerne sundere?
  • Daniel får lidt over 1.100,- kr. i timen for sit job og er booket de næste 8 måneder
  • Sådan skaber du kontakt med mundbind: Brug blikket og smil med dine øjne!

Find mere

  • ANNONCERING
  • Kontakt
  • Om foreningen
  • Webinarer

SØG

Copyright © 2021 Den Humanitære Støtteforening. Alle rettigheder forbeholdt.