For nyligt holdt en kinesisk-amerikansk forretningsmand et seminar om hvordan man kunne leve livet fuldt ud, i alle områder. Hans familie var flygtet fra Kina til Hong Kong og videre til USA, da han var barn. I dag er han som 56-årig trådt tilbage som ejer af en virksomhed og udover sit familieliv, så bruger han ca. 1 time om ugen på arbejde og resten af tiden på at rejse rundt i verden og inspirere andre.

I seminaret var en analogi omkring livet. En sammenligning af livet med et skakspil. Der er et spillerum, regler og en modstander. I livet er modstanderen de mange barrierer man støder ind i. Problemer med at studere, generthed, mangel på penge, arbejdspres og mange flere.

Skakmesteren slår ham der har læst regelbogen 100 gange ud af 100

En af pointerne i seminaret var, at man skal studere og få viden omkring livet for at overvinde barriererne. Og så langt er rimeligt mange kommet. Men studie er ikke nok – man skal øve sig. Til sammenligning spurgte seminarlederen, at hvis man så et skakbræt og læste regelbogen, ville man så kunne vinde over en skakmester? Fordi livet er en skakmester. Det venter ikke til du er klar. Skakmesteren slår ham der har læst regelbogen 100 gange ud af 100. Fordi der skal erfaring, der skal praktisk anvendelse til.

Hvis det sidste er rigtigt, så burde vi finde, at folk som har vundet dette skakspil, de både studerede og skabte erfaring i områder, hvor de havde barrierer.

Så jeg kiggede mig om efter et eksempel. De fleste har hørt om Warren Buffet. Den mest succesfulde investor der har levet, The Oracle of Omaha, som han kaldes blandt amerikanere. En mand som i dag også nok er en af de største humanister i verden. Buffet har doneret omkring 46 milliarder dollars til velgørende organisationer indenfor stort set alle områder. (Dette beløb svarer til 299.000.000.000 danske kroner.)

I dokumentarfilmen Becoming Warren Buffet, fortæller Buffet at han havde læst alle hans fars bøger om økonomi allerede da han var 11 år gammel. Han begyndte at arbejde med at sælge ting dør-til-dør som dreng og havde investeret sine første penge inden han var 13 år.

Havde Warren Buffet nogen barrierer?

I dokumentarfilmen fortæller Buffet så at han vidste han var nødt til at overkomme sin frygt for at tale foran et publikum. Og han vidste at han måtte hellere gøre det mens han var ung, fordi hvis han ikke gjorde det da, ville han aldrig få det gjort. Han tilmeldte sig Dale Carnegie’s Course in Effective Speaking, Leadership Training and the Art of Winning Friends and Influencing People.

Kurset bestod ikke kun af teori omkring kommunikation med andre, men også praktiske øvelser. “De fik os til at gøre mærkelige ting foran hinanden, for at komme ud af os selv”, fortalte Buffet om kurset. Og det virkede. Så godt at Buffet, når han viser sit kontor i Omaha frem, ikke viser hans diplomer som bachelor fra University of Nebraska, eller hans master i økonomi fra Columbia Business School, men i stedet sit certifikat for gennemførelsen af Dale Carnegie kommunikationskurset. Han nævner også i et interview med CBS News at kurset hjalp ham fri til sin kone Susie.

Kender I flere eksempler på studie og praktisk anvendelse for at vinde livets skakspil, så del dem gerne i kommentarsporet herunder.

De taler om den i aviserne, den annonceres i biografen og dramatiseres på scenen. Ondskaben og de onde mænd og kvinder, som skjult eller åbenlyst ønsker og efterlader sig blod, død og ødelæggelse. Psykologerne søger at beskrive den og medierne har rapporteret hvordan de har analyseret helt ud i hvilken type mad, deres onde psykopater foretrækker.

Findes ondskaben som en tyk tåge, der kan indhylle den almindelige husfar og drive ham til djævlens gerninger? Findes den som et slumrende nervecenter i alle vore hjerner. Hvorledes kan man ellers forklare de gyselige handlinger, ingen kan fornægte sker selv hver dag i vores moderne alvidende samfund. Filosoffer og religiøse har sikkert diskuteret hvad godt og ondt er siden talens brug blev opfundet.

Emnet har ikke kun vakt andres nysgerrighed, men også min egen, og i min søgen efter svar, fandt jeg humanisten L. Ron Hubbard’s ord: “Mennesket er grundlæggende set godt” og en logik som spændte fra produktiv og godt ned til destruktivt og ondt. Men hvordan kan et grundlæggende godt individ gøre noget som er ondt?

Hubbard identificerede menneskets primære drivkraft i sin bog Dianetik, som drivkraften i retning af  overlevelse. Hvad end individer søger at gøre, så søger de altså at overleve. Så kunne man tage fejl – kunne man vælge den forkerte løsning til at overleve? Ja, det kunne man vel. Havde man den ide at andre ville gøre det af med én, ja så er overlevelse altså at gøre det af med dem først. I Star Wars taler de om at had leder til frygt, som leder til onde handlinger. Har man den ide at man ikke kan tjene penge ærligt og redeligt, jamen så er det overlevelse at stjæle dem i stedet. Ja, selv ægtemanden med de hvide løgne, fortæller dem måske, fordi han mener, det er nødvendigt for konens og familiens overleve.

Set fra dette perspektiv er der intet mystisk ved ondskab. Den er skabt af løgne – en løgn om at man overlever ved at lyve, stjæle eller gøre andet for at overleve. En løgn om at andre er dårlige og vil én det dårligt. Ondskaben er i sig selv en løgn, fordi den ikke findes i menneskets grundlæggende natur. Der findes kun individer som gør onde og destruktive handlinger, fordi de tror, at det fremhjælper deres overlevelse. Det er ekstremt ulogisk i sin gerning, men set fra dette perspektiv, så kræver en dårlig handling ikke andet end en fastlåst falsk ide som nogen fører ud i livet. Og ved at forstå dette, så forstår man bedre sine medmennesker, i både deres gode og dårlige handlinger. Men tag ikke fejl; der er nogle få, som mener, de kun kan overleve gennem andres destruktion.

Foto: Ubirajara Machado/MDS

Nobel Fredspris modtager Kailash Satyarthi står på auditoriets scene i FN Byen i København, foran mere end fire hundrede forsamlede på UNICEFs Børnenes Dag 2015. Hans udstråling er på én gang både rolig, venlig, robust og bestemt. Satyarthi modtog i 2014 Nobel Fredsprisen for sit femogtredive år lange arbejde med at befri børn fra slaveri, først i sit hjemland Indien og siden over hele verden. Han har personligt været med til at befri over 80.000 børn og i den forbindelse overlevet adskillige attentatforsøg fra slavehandlere. Som han står en synlige stivhed i hans overkrop skyldes, at han siden et overfald, ikke længere kan hæve sin højre skulder. Hans blik er fast og der er ingen tvivl om at der bag hans øjne bor en jernvilje, der driver hans fortsatte kamp for børns vilkår.

Satyarthi er keynote taleren på denne dag og foran ham sidder UNICEFs præsidium, Social- og Indenrigsminister Karen Elleman og repræsentanter fra Danmarks regering, kommuner, offentlige og ikke-statslige børne- og menneskerettighedsorganisationer. Forventningerne til en Nobel Fredspris modtager er store og Satyarthi lægger ud med den humoristiske historie om Einstein og hans chauffør som skiftedes til at holde foredrag, da Einstein som Nobelpris modtager blev inviteret til at tale verden over. Satyarthi er en af få raske, nulevende modtagere og han rejser verden over for at leve op til ansvaret, og glæder sig på sin vis til at Obama afslutter sit præsidentembede så han kan tage sin del, og Satyarthi får mere tid til sit arbejde.

160 millioner børn i slaveri

Varmen og medfølelsen stråler ud af den 61-årige, let gråhårede Satyarthi, der har åbnet sig og vist sin jordnære og rummelige persona. Det er tid til at takle det vi er samlet om – børns rettigheder og vilkår. Han ridser situationen op med mere end 160 millioner børn i slaveri i dag. Og den absurde virkelighed af en verden, hvor en uges militære udgifter kunne sende alle de børn igennem hele deres skolegang. Han anerkender de nordiske lande for deres arbejde og udenlandsstøtte, men spørger, hver gang han står med et forældreløst barn, et barn der væver gulvtæpper i kælderen på en fabrik, et barn tvunget ud i sexhandel – hvis barn er det?

Globalisering er en realitet indenfor produktion og finans, fremhæver Satyarthi, men hans ønske er, at vi får globaliseret medfølelse. Menneskeheden er en familie og hvert barn tilhører os alle, fastslår han og ser på publikum, mens han gentager spørgsmålet – hvis børn er de? Vi tager os alle af børn, men vi skal udbrede den medfølelse til vores globale børn. Intet land kan stå alene, intet barn bør stå alene, siger han.

Hvad er drøm?

Salens stilhed i talens små pauser, afbrydes kun af dybe vejrtræk og suk, efterhånden som Satyarthi rammer dybt og vækker medfølelsen hos hver tilhører. Han tager os med til Pakistan, hvor han spørger drengen som syer fodbolde sammen, hvad er din drøm? Han ser på os, mens han såret fortæller drengens svar; hvad er drøm?

Som i sin Nobel Pris tale, siger Satyarthi, at han er utilfreds med en verden, hvor bare ét barn ikke har friheden til at være et barn, med et barns rettigheder. Derfor er hans appel, at vi hver og én gør vores del, for vores børn og vores fremtid. Salen rejser sig og bifaldet er øredøvende, mens Satyarthi vinker og hilser på dem nær scenen inden han tager videre ud for at sprede sit budskab. Jeg håber denne artikel har fået det bragt videre til flere som vil gøre deres del.

En gymnasieklasse besøger udstillingen “PSYKIATRI – Hjælp eller død?” på Strøget i Århus. Foto: Thorsten Overgaard/WireImage.com

Udstillingen ”PSYKIATRI – Hjælp eller død?” blev i januar og februar vist for godt 6.000 besøgende i Århus og København. Søndag, den 21. januar 2007 afholdt en kunstnergruppe et special-arrangement for andre kunstnere på Nytorv i København. Illustrator Linda Gil giver her sin førstehåndsberetning fra arrangementet

Rapport fra vores udsendte medarbejder Linda Gil:

Kunstnere har i Eva Järnerud fået en stjerne, der brænder for kunstnere. Hun er svensk og har levet af sin billedkunst professionelt, så hun ved, hvad en kunstner er og duplikerer universet 100%. Hendes første indskydelse var, at kunstnere derfor som de første skal advares inderligt og opfordres til at værne om den kreativitet, der giver samfundet liv og fremtid. Det var en fuldkommen spontant opstået ide, der tændte både skuespiller Trine Borg og undertegnede illustrator Linda Gil med det samme, og vi skred til værket uden at ane, hvor vi endte, for det her er aldrig gjort før på en psykiatri-udstilling!

Vi besluttede at lægge en aften KUN for kunstnere, sådan at vi ikke kørte med en hovsa-invitation på “kan du komme i morgen”, og samtidig ville der være 1 uge tilbage af udstillingen, sådan at fremmødte kunstnere, kunne sprede ordet og sende flere ind på udstillingen. Valget faldt på 21.1. kl. 19:00.

Aldrig så snart var beslutningen taget, før kunstnere faktisk begyndte at invadere udstillingen. Manuskriptforfattere mm. med notesblokke fremme for notater, malere, instruktører, skuespillere – alle havnede sjovt nok hos Eva, der inviterede til aftenen og fik super respons på ideen. En producer for byens jazzradio var også forbi og endte med Eva over telefonen, da han ønskede at annoncere aftenen på radioen. I mellemtiden forfattede Linda en personlig invitation fra de 3 kunstnere (Trine, Eva, Linda), som ,vedhæftet den officielle udstillingsinvitation, i hast blev sendt videre i kædebrevstradition til folk med kontakt til danske kunstnere.

Herefter blev en invitation også trykt op og fordelt af begejstrede hjælpere på kunstskoler, kunstbutikker, cafeer, arkitekt-& teaterskolen osv. osv.

Kl. 18 var der totalt run på almindelige besøgende, men kunstnergruppen var benhård og sidste del af udstillingen blev lukket af og lynhurtigt forvandlet ud af ingenting til et hyggeligt rum med duge, stearinlys og friske grene på bordene, et par neonrør blev slukket og et udstillingsbanner dannede baggrund for talere. Et kaffebord blev sat op og så anede vi ellers ikke, hvad der ville ske! Men Evas krav var, at alle tilstede i området var kunstnere.

Klokken 19 sharp stillede første begejstrede unge fyr, der havde læst et opslag, mens han købte maling, og den kombination af kunst og psykiatri var for interessant for ham – han MÅTTE møde op for at se, hvad det gik ud på. To minutter efter dukkede en skuespiller fra Det Kongelige Teater op, efterfulgt af en ukrainsk filminstruktør, der pt. producerer for russisk tv, mens han forsøger at komme ind på det danske marked. En norsk skuespiller bosat i Danmark dukkede op med sin kreative hustru, et andet par (vist indenfor malerkunsten) kom og Eva gik i gang med sin tale, hvor hun først fortalte de fremmødte om, hvad en kunstner er og hvad han gør for samfundet, hvorefter hun gik over til at fortælle om psykiatriens trussel mod kunstnere. Hun opfordrede til at vi går hånd i hånd og advarer vores kolleger og verden.

Herefter var første gæstetaler Torsten Hjelmar fra MMK. Han medbragte en liste over symptomer på en enkelt diagnose, der alle svarede til de evner en kunstner besidder. Herefter læste han en chokerende lang liste over nulevende og afdøde kunstnere, der – om de havde fået blot en diagnose – ville være blevet ofre for psykiatrisk behandling i dag (herunder Chopin, Einstein osv.) og stillede det tankevækkende spørgsmål om vi ville have fået arven fra H. C. Andersen, hvis han havde været en lille dreng i dag….skræmmende!

Hovedtaleren var Evas scoop: Selveste Primaballerinaen fra statsballetten ved La Scala i Milano ankom i ægte stjernestil med chauffør. Hun gæster pt. København, og hun er VIP af en sådan kaliber – hun er lissom MEGA!

Hun gav deltagerne en lang og indgående tale, hvor hun beskrev, hvordan psykiatriske drugs fratager individet dets særlige kendetegn og gør alle ens. Og for kunstnere er disse særlige “kanter” netop den kilde og individualitet, der gør dem til det, de er for verden og kunsten. Hun beskrev, hvordan normalitetsbegrebet inden for de sidste 50 år er blevet indskrumpet i samfundet og afsluttede bl.a. sit indslag med at konstatere, at vi ikke er syge, vi er anderledes. Store klapsalver. Herefter blev der lagt op til fri improvisation… Nogle fremmødte kunstnere havde allerede besøgt udstillingen tidligere på ugen, andre blev opfordret til at se den. Inspirationen væltede rundt i lokalerne og kommunikation foregik på højtryk mellem kunstnerne indbyrdes samt med folk rundt i lokalerne.

Den ukrainske instruktør er oppe og ringe fuldkommen kraftigt på ideen om at skabe et stykke baseret på dataene fra udstillingen (to af hans skuespillere er i øvrigt døde af psykiatrisk behandling). Med de kanter, han kommer fra var han lissom ikke i tvivl om psykiatriens væsen og indflydelse…! Og den kongelige skuespiller var dybt, dybt seriøst optaget af samtaler med Torsten Hjelmar, David m.fl. aftenen igennem og har også nogen planer. Selv talte jeg med den førstankomne unge fyr. Han modtog både gode råd fra instruktøren og kom igennem et par film og var helt oppe at ringe. Han er historiestuderende og maler, synger og optræder i fritiden og han havde ingen tvivl om, at det han har set, var den skinbarlige sande historiske sammenhæng og baggrund for dagens samfund. Der er ingen tvivl om, at disse kunstnere spreder dette videre som ringe i vandet.

Arrangementet var helt igennem improviseret og taget fra hoften. Vi ville have holdt en efterfølgende samlet debat, men – folk var simpelthen for optagede af at udveksle indbyrdes synspunkter – der var VILDT liv i kludene og en vanvittig intens stemning og høj interesse.

Kunstnere taler med deres kunst til mange og skaber fremtidens synspunkter. Eventen var let at holde og gav inspiration til både os selv for opfølgning og for brug til andre landes kunstnere, som udstillingen skal videre til.

– Linda Gil

Fakta:

Udstillingen ”PSYKIATRI – Hjælp eller død?” er en rejsende udstilling fra Medborgernes Menneskerettighedskommission (MMK). Udstillingen blev vist 2-6. Januar 2007 i Århus og derefter fire uger i København.

Psykiatrien advarer mod udstilling

Udstillingen blev kritiseret kraftigt af bl.a. formanden for psykiatri i Midtjylland og en række prominente psykiatere i Danmark, hvoraf enkelte advarede om at man kunne ”dø af at se udstillingen.”

Advarslerne blev ikke overhørt: Besøgstallet steg markant, efter at psykiaterne havde advaret imod udstillingen om dem selv i bl.a. TV2 Nyhederne. Mange danskere ville se udstillingen og var rystede over at erfare, at psykiatrien i Danmark anvender tvang flere end 40.000 gange årligt.

Danmark eneste land i Europa med chok-tavng

Tilsvarende kom det som en overraskelse for mange, at man stadig anvender elektrochok i Danmark – samt at danske psykiatere som de eneste i Europa giver elektrochok-behandling under tvang 500 gange årligt.

Se selv udstillingen:

Udstilligen kan ses hver torsdag og lørdag i Menneskerettighedscentret på Vesterbrogade 22 i København. Foto: Thorsten Overgaard/WireImage.com

Efter den store interesse for den rejsende udstilling er en kopi af udstillingen blevet et fast indslag i Menneskerettighedscentret, Vesterbrogade 22, København.

Her kan udstillingen derfor ses hver torsdag 14.00 – 18.00 og lørdage 11.00 – 16.00. Desuden kan man der også købe den 60 minutter lange DVD ”Psykiatri – Hjælp eller død?” med tilhørende hæfte med dokumentation.

Ved Gregory Christensen

Du tror måske ikke, at du kender nogen helte, men til forskel fra fortællingerne i den nordiske mytologi eller historierne om guderne i det gamle Grækenland, rider helte ikke nødvendigvis rundt til hest.

De er ikke altid iklædt rustning og ser ikke nødvendigvis meget anderledes ud end manden eller damen, der ekspederer i det lokale supermarked. Kort sagt, er der intet til hinder for, at den livserfarne mand, der forunderligt ubemærket sidder på sin yndlingsbænk i parken og iagttager foråret, ikke kunne have været en helt; en humanist for mange. De fleste af os har oplevet tidspunkter i vores liv, hvor vi fik en chance til; en hjælpende hånd. Nogle er blevet reddet ud af skæbnens klør af et andet menneske og de fleste af os har gengældt hjælpen, ved at give den videre til andre, i større eller mindre omfang. Jeg tror, at de fleste vil være enige i, at humanitære gerninger giver genlyd i vores egen natur, når vi ser dem eller hører om dem. Vi bliver mindet om det bedste i os selv. Jeg havde for nylig den inspirerende oplevelse og ære, at sende en næsten 97 år gammel mand, hvis gerninger har rørt og inspireret mange, afsted på sin sidste rejste.

Denis Shuttleworth, født i King Williamstown, Sydafrika, d. 27. marts 1918, var en af syv brødre. Hans mor var lærer og trods hårde økonomiske tider i 1920’erne og 30’erne sørgede hun for, at hendes sønner blev veluddannede. Denis gik i skole og blev herefter optaget på universitet, hvor han studerede biologi og fik sin bachelor i videnskab i 1939.

Da Tyskland invaderede Polen i efteråret 1939 og 2. verdenskrig brød ud i Europa valgte Denis at melde sig til militærtjeneste. Krigen spredte sig til Nordafrika gennem Italien, ledet af Mussolini, og Denis tjente i militæret i 6 lange år, hvor han kæmpede på den allierede side mod aksemagterne i Italien og Nordafrika. Hitlers avancerede raketter og missiler truede de allierede og særlige hold af fotografer blev sendt op i Spitfire fly for at fotografere affyringspladserne. Denis var en af de modige soldater, som fik til opgave at finde pladserne og tage de billeder, som ledte til luftangreb, der ødelagde aksemagternes overlegne våben. Uden sådan indsats ville missilerne have kostet utallige liv. Løjtnant Shuttleworth modtog adskillige udmærkelser, hvilket inkluderede The Military Cross for sit exceptionelle mod i 1943. I udmærkelsen stod det noteret, at Denis med ”vedvarende foragt for sin egen sikkerhed og trofast pligtopfyldende” var løbet ind i skudlinjerne igen og igen, for at bære de sårede soldater i sikkerhed.

Efter krigen arbejdede Denis som skribent for Ugeskrift for Landmænd i Sydafrika, hvor han brugte sin viden om biologi i artikler om kvæg og afgrøder. Han blev gift og fik seks børn. Da han også tog tilbage på universitetet for at studere jura, blev han nødt til at balancere pligterne som fader med sine studier. Et eksempel på den balance var da han tog sine børn på campingtur til Rustenburgdammen. Der sad han i sin klapstol og gennemgik sine notater som forberedelse til juraeksamen, mens hans børn legede omkring ham. Han blev uddannet advokat ved juristsamfundet i Transvaal i 1971 og blev kendt som en ”hård men respekteret modstander i retssalen”.

Denis var et stiftende medlem af Scientologi kirken og arbejdede frivilligt som præst i kirken i Johannesburg. I 1980 flyttede Denis til København, hvor han dedikerede sig selv til at tjene i den Europæiske Scientologi kirke. Her underviste han som supervisor for folk på kursus og var en ledende spirituel rådgiver, som hjalp andre med at lære og drage nytte af de religiøse filosofier, som han selv havde levet efter i næsten seks årtier.

Det var i denne kirke, at jeg var så heldig at møde Denis og selvom han var i 90’ere bemærkede jeg, at han havde en urokkelig vilje. En af mine venner oplevede til sin store forbløffelse, da han stod og ventede indenfor på, at en snestorm skulle falde til ro, at Denis, allerede 96 år gammel, pludselig kom ind ad døren, fuldstændig dækket af sne. Der var intet, der skulle stoppe Denis i at gøre præcis, hvad han havde sat sig for.

Han vendte også tilbage til Italien efter krigen og i 2005 modtog han på Palazza Vecchio i Venedig, den UNESCO sponsorerede Taglia Corto Human Rights Film Festival pris for musik videoen UNITED, på vegne af sit barnebarn, filminstruktør Taron Lexton.

Efter at have levet et fuldt liv forlod Denis Shuttleworth, i en alder af næsten 97 år, fredeligt denne Jord tidligt om morgenen d. 7. februar 2015. Til ære for ham blev der i kirken holdt en storslået mindehøjtidelighed forestået af præst Nir Amotz. En af hans døtre, Mary Shuttleworth, grundlægger af Youth for Human Rights International, præsenterede hyldester til Denis sendt fra familiemedlemmer og venner rundt omkring i verden. Hjertevarme fortællinger fra hans børn, børnebørn og oldebørn, viste hans nære forhold til familie og venner. Jeg sad blandt de heldige som kom til at kende hans historie, så samme aften, inspireret af en fortælling, der næsten spænder over et århundrede, besluttede jeg, at dele den med andre.

Gennem seks børn, spredt i verden fra Australien til USA, var Denis en stolt bedstefar til tretten og oldefar til fjorten børn på tre kontinenter.

Filosoffen L. Ron Hubbard skrev engang om to kriterier for et vellykket liv. Fik man gjort det, man havde til hensigt at gøre? Og var andre mennesker glade for, at man havde levet? Jeg tror at Denis Shuttleworth gjorde præcis som han havde planlagt, gjorde så mange mennesker glade og hjalp så mange.

Det var i sandhed et liv vel levet. Far vel Denis!

Det Levende Museum i Den Gamle By består skuespillere, der iført periodens tøj udlever visse epoker og bortset fra en smule el og rindende vand lever og arbejder de i 1864, 1910, …

Det Levende Museum er så autentisk, som det kan blive, når man har parkeret bilen uden for Den Gamle By og sat mobiltelefonen på lydløs. Huset i Havbogade 3 er desuden rammen om et projekt, hvor små grupper af demente ældre oplever noget, de kender, og pludseligt kan huske mange ting. ”De kan jo sagtens bruge en kaffekværn fra dengang, og støbejernskomfuret kan de også betjene. Det ligger i rygraden og pludselig er det der. Der sker de mest forunderlige, positive ændringer hos demente, der med ét er i kendte rammer og kan fortælle os ting, vi ikke vidste om den tid; de kan bidrage.”

Det Levende Museum 1864:

Der kæmpes bravt mod tyskerne under den 2. Slesvigske Krig (1. februar – 20. juli 1964), men her i Århus passer skolebørnene deres skole. Iklædt de mange lag tøj fra den tid, er det 3C fra Rosenvangsskolen, der i nogle timer er trådt ind i rollerne som skoleelever. Det er på forhånd bestemt, hvilke familier de tilhører, så de fine har det bedste tøj på og sidder forrest i klassen. Det kan heller ikke undre, at det er et barn fra fattiggården, der står i skammekrogen.

Eleverne skal på en kort tur gennem Den Gamle By, hvor de skal se Kerteminde Skole så de kan få et indtryk af en lille landsbyskole. Undervejs må pigerne neje og bukke og drengene løfte på kasketten, når de møder en voksen på gaden.

Spanskrøret kommer næsten i brug, da børnene senere skal terpe salmer, men lærerinden glemmer det, da præsten til alles overraskelse kommer på uventet besøg for at høre børnene. Undervisningsniveauet er nemlig en sag for byens præst, der i dag roser børnene; i forbifarten orienterer han børnene om, at de gør bedst i at lade som om, de ikke ser tyskerne i gaderne, og de skal ikke tale til dem. ”Lad som om I ikke forstår tysk, hvis I bliver tiltalt, det er sikrest”, indskærper præsten og fortæller, at man i nat har afmonteret hjulene på alle jernbanetog og gemt dem på et sikkert sted i Randers, så den fremrykkende hær ikke kan benytte togene.

1910: Sønderjysk kaffebord på Als

Vi er også til sønderjysk kaffebord på Als, hvor Lærerinde Frøken Ludvigsen (tv. i fotoet) er vendt hjem fra Aabenraa og her beretter nyt til fru Fyrbøder Møller og fru Boghandler Johansen om kvindernes emancipering (frigørelse og ligestilling).
Grundet tyskernes belejring må der kun undervises på tysk i sønderjyske skoler, og danske sange må slet ikke høres udendørs. Ved kaffebordet nyder man jødekager, bagt i det nymodens støbejernskomfur, og slutter hyggen af med en dansk sang fra højskolesangbogen.
Privat underviser Frøken Ludvigsen i dansk historie og det danske sprog. Fru Fyrbøder Møller underviser i klaver derhjemme, mens Boghandlerfruen står for hjemmets husførelse. I Havbogade 3 kan man møde fru Fyrbøder Møller, hvis mand arbejder ved jernbanen og kommer hjem til middag hver dag. ”Når folk spørger, så venter vi ham til middag; spørger de så igen, så har han lige været her”, fortæller fru Fyrbøder Møller, for i virkeligheden eksisterer han ikke. Men det er en del af rammerne for Det Levende Museum, at Hr. Møller kommer hjem til aftensmad og ”dér lukker vi for besøgende, for så er vi jo private, ligesom førstesalen, hvor vi sover, er privat”. ”Bor I her?” spørger folk nogle gange. ”Ja, i 1910.”

Der er forbud mod at stå i grupper i gaderne og tale sammen. Dette er baggrunden for det sønderjyske kaffebord, hvor man ud over at nyde Fru Møllers jødekager, diskuterer hverdagen og fremtidsudsigterne for Danmark. En tyskfjendtlig forsamling mødes – under helt lovlige, private former – og de slutter hyggen med danske sange fra højskolesangbogen. Kaffebordene vandt, kan man sige. I hvert fald trak tyskerne sig tilbage i 1920.

Hvad tænker hun?

”Jeg går og tænker på, at min tante, som er lærerinde, er en selvstændig kvinde, mens jeg passer hus. Hun er den frigjorte; men hun har ofret familien for det, for som lærerinde kan hun ikke være gift. Hun kan ikke passe hus og lave mad; derimod får hun som privatlærer kost og logi hos de familier, hvor hun underviser. Alene og selvstændig, ja, og jeg har familien. Det tænker jeg lidt på.”

”Vi deltager også i en del foreningsarbejde her på Als, hvor vi dansksindede finder sammen og forsøger at se, hvordan vi kan overleve disse tider med tysk besættelse. Tyskerne er begyndt at opkøbe danske ejendomme og danskere længere oppe i Danmark har ikke længere lov til at rejse til Tyskland, som vi jo nu er en del af. Min datter går på Uldum Højskole, og det er spændende, om hun får lov til at rejse tilbage til Als. Min ældste søn er i lære som tømrer og overvejer at rejse til Amerika for at undgå at aftjene de tre års værnepligt i Tyskland. Han er 21, så det nærmer sig.”

”Ja, jeg bruger meget tid på familie og hus og også på at besøge tanter og onkler i omegnen. Jeg har en vaskekone, der kommer og hjælper en gang om måneden, når vi har storvask; men ellers passer jeg selv det hele. Ovnene skal passes, og der skal laves mad. Jeg overvejer, om jeg skal bage i dag, nu hvor jeg alligevel skal sylte og stege; men jeg har jo fire elever til klaverundervisning her i eftermiddag. Det er såmænd det, jeg går og tænker på lige nu.”

1840:

I Vestergade i Århus spinder skomagermutter, Caroline Lynge uld i det ene af bygningens to rum. Det er der, familien sover, spiser og lever, mens det andet rum er det, hvor fatter har sit skomagerværksted og laver støvler, damesko og reparationer. Det er nu ikke så trangt, som det kunne lyde, for nu hvor de 7 børn er flyttet hjemmefra, har hun og fatter dobbeltsengen i hjørnet af stuen for sig selv, og de skal ikke sætte de mange ekstra sengepladser op i stuen hver nat. At hun er en mutter, kommer sig af, at de fine er fruer og middelklassen er madammer. Hun passer huset, strikker til sig selv og manden og til børnebørnene; hun laver også mad og fodrer brændeovnen. Oprindeligt boede der to familier i huset, men under finanskrisen i 1813 flyttede den anden familie, fordi de ikke havde råd. Familien Lynge havde sparet op, så fatter kunne etablere værksted i den anden families stue.”

Hvad tænker hun på?

“Jeg sidder såmænd og tænker på, at jeg har fire døtre og tre drenge, der alle lever. Ikke som kongen, der jo kun fik to levende piger ud af fem fødsler og derfor må finde en ny kone. Mine er alle flyttet hjemmefra nu, og de er i skomagerbranchen. To af sønnerne er på valsen, som man jo skal; de rejser tre år og én dag for at blive færdigudlærte skomagere. Én søn er i Frankfurt, en anden er i Israel – han er lidt religiøst anlagt, så han ville gerne se stedet. Der er mange, der spørger, hvorfor jeg ikke har et gadespejl, når jeg nu sidder så meget på mit lille podie og kan kigge ud af vinduet. Men jeg har skam en fin udsigt, og fatter har aldrig fået købt et nyt gadespejl, siden han kom til at gå ind i det gamle, da han en sen nat kom – vi kan jo sige – lidt vel beruset hjem. Vi hører om H. C. Andersen på markeder og andre steder rundt omkring. Jeg kender ham ikke, men jeg kender da hans mor, og faren var jo også skomagermester – dog ikke i lauget (sammenslutning af næringsdrivende, red.). Så da han drog med Napoleon i krig, gik det jo sådan, at han fik influenza og døde af det. Men når man ikke er med i lauget, må enken klare sig som vaskekone. Jeg ved, da H. C. Andersen var 10 år, fik hun den idé, at han kunne tjene en skilling ved at spinde uld. Han har jo en nydelig lys stemme, så den første dag kunne han synge for de andre, imens de spandt uld. Men da det så blev en andens tur til at synge næste dag, blev H. C. Andersen så forfærdet over deres sjofle sange, at han løb hjem til sin mor. Så måtte han arbejde derhjemme. Jeg tror han blev lidt overbeskyttet. Men han er vist dygtig. – Skomagermadamme Caroline Lynge

1864 i Købmandsgården

Emilie på 14 år arbejder i køkkenet. Det var normalt, når børn blev konfirmeret, at de trådte de ind i de voksnes rækker og flyttede hjemmefra. Ofte arbejdede unge piger i huset i et år ad gangen, hvorefter det var skiftedag og de kom et nyt sted hen.

Hvad tænker hun på?

”Jeg tænker på, at det er meget anderledes at være kommet i huset her på den store købmandsgård, end derhjemme i Hadsten. Her er hele tiden masser af mennesker, og der dufter altid af spændende varer. Jeg er heldig, at mit første sted i huset er så velhavende og spændende – jeg håber, at jeg kan bliver her mere end et år. En pige som jeg kan næsten ikke få en bedre start end sådan et stort køkken i en så velanset familie, hvor vi tilmed får kød og det fineste brød hver dag. Jeg har også mit eget kammer sammen med de andre piger ovenpå. Andre steder sover pigen på gulvet i køkkenet.”

”Stemningen i huset er noget trykket for tiden, fordi den ældste søn på 18 er faldet i slaget ved Dybbøl og han ligger på lit de parade i stuen ved siden af butikken. Heldigvis er kisten lukket og hans soldaterhat og sværd ligger oven på den (der er nogen, der siger, hans mave er sprængt væk). Fruen i huset tager imod folk fra byen og byder dem englekage, cigar og et bæger vin, når de kommer for at kondolere. Købmanden er en travl mand, der flyver og farer rundt i byen og på havnen hver dag, når han ikke sidder i sit kontor og tinger med kunder og rejsende. Men selv om jeg ikke kender ham så godt, virker han lidt rystet over, at hans ældste søn er død. Han skulle jo overtage forretningen engang, og nu er der fire døtre og ingen sønner.”

”Jeg spekulerer også lidt over min egen fremtid, selv om der er lang tid, til jeg skal stifte familie. Peter er også fra Hadsten og er i lære som tømrer i Vestergade. Han kommer forbi, når han kan finde en anledning (det er lidt kejtet), men han er sød og har smukke øjne. Han er færdigudlært om seks år. Det er det, jeg tænker, og der er god tid, til jeg skal stifte mit eget hjem – seks-otte år måske – og der er mange spændende mennesker i sådan en stor by. Krigen lægger en dæmpe på det hele, og der er mange, der er bekymrede for fremtiden. Det er det, jeg også kan lide ved købmandsgården; for købmanden er optimist og lader sig ikke mærke med krigen. Han mener, den lige pludselig er ovre, og så er vi tilbage til normale tilstande. Hjemme i Hadsten var krigen også mere på afstand end her i Århus.”

”Når jeg er færdig med at gøre køkkenet rent, skal jeg op i køkkenhaven bagved og arbejde. Jeg ved, at Peter kan se mig ovre fra Vestergade, og så finder han sikkert på en mærkelig grund til at komme over. Jeg tror jeg vil give ham et par radiser, det har købmanden ikke noget imod.” -Emilie på 14 år

Den Gamle By

Credits:

Skoleklasse: 3C Rosenvangsskolen. Lærerinde: Pia Hessner. Fyrbøderfrue Møller: Pia Hessner. Frøken Lærerinde Ludvigsen: Birgitta Fuglsang. Boghandlerfrue Johansen: Else Johansen. Skomagermadamme Lynge: Ingrid Dal. Ung pige i huset: Emilie Larsen.

Hjemmeside

www.dengamleby.dk