For dem som har prøvet at sælge sin serviceydelser, kan det lyde som en fantasi. Det er ikke desto mindre hverdag for Daniel Paarup – en af Danmarks absolut top elite tatovører. Da jeg hørte om hans imponerende tal og så nogle af hans værker blev jeg meget nysgerrig efter at lære ham bedre at kende og prøve at forstå hvordan og med hvilke kvaliteter han har skabt så åbenlys en succes. Han har lavet mere end 10.000 tatoveringer og han har lidt over 78.000 følgere på instagram.
Daniel er en ung mand som er stærkt interesseret i motivation og hvad der egentlig rører sig i mennesker inde bag facade, så han var så venlig at klemme et møde ind med mig i sin stramme kalender, så vi kunne få en snak om hans historie og hvad han gjorde.
En sen eftermiddag mødtes vi i det studie i Vejle hvor han arbejdede denne dag. Et studie på 500 kvadratmeter og vel sagtens 15 brikse hvor tatovører kunne gøre deres arbejde. Vejle afdelingen er blot en af 6 afdelinger, hvor Daniels daglige arbejde normalt foregår i Århus.
Der er unægtelig sket en udvikling i de små 25 år der er gået siden jeg selv fik lavet en fugl på højre skulder. En fugl der i dag egentlig minder mest om en grånende klat. Og Daniel er på forkant med den udvikling. Han viste mig nogle af sine værker og det er ren kunst. De er sindssygt flotte.
Her er Daniels historie:
For omkring 11 år siden kom Daniel ud for en ulykke – hans netværks forbindelse blev sat ud af drift hvilket betød at der ikke var internet og TV en hel uge. En aften fangede et par stykker papir, der lå på stuebordet, hans opmærksomhed. Han satte sig ned og begyndte at tegne. Til sin overraskelse kunne han lide at tegne og han synes at hans skilderier faktisk slet ikke så tossede ud. Daniel er og var jyde så naturligvis genfortæller han ikke dette med store armbevægelser og udsagn om det store talent han vitterligt har.
Han var også elite gymnast på et meget højt plan, så det der med at arbejde hårdt for at perfektionere sine handlinger lå allerede dybt i ham. Så han fortsatte tegneriet og satte meget ind på konstant at lære hvordan han kunne gøre den næste tegning endnu bedre.
I den tid hvor Daniel gjorde en stor indsats for at forbedre sin tegneteknik gik det op for ham at jobbet med at sælge mobiltelefoner og kabler nede i den lokale telebutik måske ikke kunne udfylde hans rum med kreativitet resten af livet. Han begyndte at se sig om efter andre karrierevalg. Kort fortalt var processen at han havde set Miami Ink. – en Discovery serie om tatovører i USA – og han elskede at tegne og en dag sagde det klik-connect… Han ville leve af at tegne og kunne ikke slippe den idé igen. Så efter at have researchet området i et år, ville han prøve det af.
Det var ikke visionen om at sidde i dunkle tilrøgede kælderlokaler med ølsjatter og tatovere store rockerlignende typer med kæmpe skæg der tiltrak. Det var idéen om at her var en måde han kunne tjene penge på at tegne. Så måtte det med miljøet rette sig. Og at det her rettet sig kan man roligt sige. Det studie Daniel viste mig rundt i lignede mest af alt en fashionabel skønhedsklinik. Lækre faciliteter og kaffebar der ikke står tilbage fra Joe and the juice. Det ville slet ikke være kommet bag på mig hvis en sød blondine havde budt mig velkommen med tilbud om alt fra simpel kandekaffe til en havremælks baseret latte med skum af hør ekstrakter.
Selv da jeg i min umådelige klodsethed fik væltet et stativ fyldt med kort ned på gulvet, kom der straks en mørklødet kæmpe – komplet med kæmpe skæg og tatoveringer på et par enorme muskelsvulmende arme – og hjalp mig med at samle rodet op.
Så hvad var det Daniel, gjorde som han fik ham helt i toppen af sin branche? Hvilke personlige egenskaber havde han som han brugte?
”Hårdt arbejde” var Daniels umiddelbare svar. Men udfordret lidt på dette uddybede han svaret med at det hårde arbejde egentlig bestod i konstant at observere efter hvad han kunne gøre bedre. Efter hver eneste tegning eller ”tus” som tatoveringer kaldes på hipster jargon nærstuderede han resultatet for at se hvilke detaljer han kunne forbedre. Simpelt hen blive ved med at finde detaljer og teknikker som han kunne gøre endnu bedre. Aldrig blive selvfed og hvile på laurbærrene. Daniel mener ikke han har haft et særligt talent, udover at have evnen til at lægge hårdt arbejde i at nå sine mål. Han ser det han laver som et håndværk med teknikker som han konstant kan forbedre sig selv på og hele vejen igennem har han været fuldstændig villig til at gøre det arbejde, der skulle til.
Så i virkeligheden er det måske bedre at nuancere begrebet ”hårdt arbejde” med villighed til at gøre det der skal til. Den villighed er nemlig et område for Daniel som han altid kan gøre noget ved. Ja, nogle gange med disciplin men langt hen ad vejen også med en dyb interesse for det han arbejder med.
Selvom Daniel i dag kan leve rigtig fornuftigt – for ikke at sige velhavende – af sin passion, så har det aldrig været pengene, der var målet for ham. Og hans råd til andre der gerne vil forfølge drømmen om at kunne leve af sin passion er at sørge for at lave noget der kan sikre en indkomst man kan leve af. Ikke være bange for at nedgradere ens behov i en periode, men sørge for at være i en position hvor det ikke er pengene der driver værket. Så arbejde med passionen ved siden af og så virkelige knokle for det.
Daniel brugte youtube, bøger, andres værker, egne tegninger, samtale, møder med andre og mere af den slags for at finde data om sit fag og bruge det til at dygtiggøre sig yderligere. Navnlig synes det at komme ud af sine vante rammer og møde nye mennesker at være en væsentlig inspiration også. ”Mange ligger jo på min briks i op til 6-7 timer og det giver jo rig mulighed for en masse dybere samtaler. Og jeg lærer bare en masse af andre mennesker som jeg slet ikke regnede med, har en ekstraordinær historie. Men det er gået op for mig at det har de jo alle sammen” siger Daniel.
Det har også været vigtigt at sætte sig mål for Daniel. Men her skynder han sig at understrege at det ikke bare er store, høje mål der ligger langt ude i fremtiden. ”Det har jeg slet ikke tålmodigheden til”. ”Jeg er nødt til at have dele det overordnede mål op i del-mål, som jeg kan nå rimeligt hurtigt for at det virker for mig. Det gøre det mere overskueligt”. ”Det er dog vigtigt at sætte nye mål inden et er nået”. Her fortæller Daniel en lille historie for at understøtte det. I en del år var det hans mål at tatovere på Bang Bang. Bang Bang er et tattoo studie i New York som anses for at være det absolutte top tatoo studie i verdenen. Det er her flere af de store berømtheder får lavet deres tatoveringer.
Det er ikke hvem som helst der får lov at tatovere hos BangBang. Du kan slet ikke søge om det. Du skal inviteres. Og når du er blevet inviteret, skal du indsende eksempler på noget at dit arbejde. Og kun hvis dit arbejde er vurderet godt nok får du lov. Denne drøm blev pludselig realiseret for Daniel og nu har han faktisk tatoveret hos Bang Bang 2 gange. Daniel havde slet ikke regnet med at nå dette mål så hurtigt, men pludselig gennem et møde med en person opstod der en mulighed for at Daniel kunne blive inviteret. Hans arbejde blev godkendt og bom! Der sad Daniel pludselig og tatoverede løs i Bang Bang studiet.
Efter det ramte Daniel en slags målmæssig ”mur” han kalder the olympic blues. Han har nået det højeste man kunne nå rent fagligt. Hvad nu? Det tog ham noget tid men efterhånden fik han sat sig nye mål som han kan brænde for. Hans mål er stadig at blive den bedste, men nu også at kunne bidrage til branchen bl. a. ved at sammensætte oplæringsprogrammer for lærlinge og være en mentor for dem. På den måde vil han gerne give noget tilbage til en branche, der har givet ham så meget. Hans målsætning er skiftet fra hvad han kunne opnå til en målsætning om at skabe større værdi for virksomheden han arbejder i. Sammen med virksomheden arbejde han på at skabe et forløb for nye tatovører, der måske en der måske en dag i fremtiden kunne være grundlag for en decideret tatovør uddannelse.
Det er i hvert fald håbet.
