Verden rundt!

Menneskerettighedsaktivist i New York

31. juli 2018

Danske Cassandra Brandt som er frivillig i Unge for Menneskerettigheder beretter herunder om sit besøg ved en konference hos FN i New York.

Unge for Menneskerettigheder er en international organisation, der beskæftiger sig med at oplyse/informere folk om deres basale menneskerettigheder.

Hvert år bliver der afholdt et internationalt møde i FN-bygningen, hvor der er repræsentanter fra vidt forskellige lande, såsom; Uganda, Colombia, USA, Ukraine, Taiwan, Danmark osv. I år var der 106 unge der repræsenterede deres land, og derved blev repræsenteret mere end 60 lande til mødet.

I den anledning blev en lille gruppe fra Danmark, på et hold bestående af 5 frivillige, sendt afsted fra den danske sommerhede til New Yorks sommervarme. Her blev der afholdt det årlige internationale møde, hvor frivillige fra vores organisationen “Youth for Human Rights” (på dansk Unge for Menneskerettigheder) deltog i 3 tætpakkede dage til konferencer og spændende arrangementer.

Billederne her er taget foran FN-bygningen og inden i, hvor alle de frivillige fra forskellige lande, står samlet (i blandt står vi to fra Danmark). De er taget til en af dagene under en af konferencerne i FN-bygningen. Billedet i toppen viser de to repræsentanter fra Danmark.

Konferencerne er sprængfyldt med inspirerende taler og ideer til, hvordan vi fælles kan gøre menneskerettighederne gyldige og en realitet i alle lande.

En af de danske repræsentanter fik muligheden for at snakke i FN-bygningen, og fortælle om det arbejde vi gør i Danmark med menneskerettighederne.

De to unge danske repræsentanter mødte også den danske ambassadør i FN-bygningen som ses herunder.

Derudover blev der tilbragt en dag i Harlem Community Center, hvor vi fortsatte arbejdet som frivillige, og de danske repræsentanter skabte en plan for, hvilke ting og arrangementer der skal laves og gøres i det kommende år i Danmark, mht. arbejdet med menneskerettighederne.

Som en af de danske frivillige, og en af de unge der repræsenterede Danmark i New York, har oplevelsen været intet mindre en fantastisk og øjeåbnende. Muligheden for at høre andre frivillige fra andre lande, fortælle om de udfordringer de står overfor i deres land, var overvældende men inspirerende.

Vores rejsende medarbejder

15. juni 2014

60_article

Af: Else-Marie Ditlevsen

Vores rejsende medarbejder skriver under navnet Humanisten; han giver ikke kun navn til vores hjemmeside, men er også den, der viser os rundt blandt store og små humanistiske initiativer rundt om i verden.
Humanisten er immun over for løse rygter, dårlige nyheder, underkendelse af dygtighed og generaliseringer; han går simpelthen langt uden om de undertrykkende elementer i de samfund, han besøger, og opsøger i stedet de visionære mennesker, der vil have bedre forhold – især dem, der er villige til selv at gå foran og gøre noget ved tingene. Lokal hjælp er noget han bestemt ikke er ked af at gøre brug af, tværtimod: Kan han finde et eller flere mennesker på stedet, der faktisk kender historien – fordi de selv er med, eller med egne øjne har set, hvad der er i gang her – så er de hans guider. Hvor han kommer frem, finder han de folk, der har observationsevnen intakt, kan vurdere selv og kan tage beslutninger – de lytter altså ikke bare til autoriteter og følger med strømmen. Vores ven, Humanisten, ved selvfølgelig, at vores forening består af lutter mennesker, der “samler på” en bestemt slags projekter – dem, der skaber mere trivsel over hele linjen. Og han er også klar over, hvad det er, han skal se efter i et projekt: han er blevet den centrale figur i vores hjemmeside, HUMANISTEN.ORG, fordi han er gearet til at genkende “Respekten for det enkelte Menneske” – nøglebegrebet i den Humanisme, vi er på jagt efter. Hvis I kan lide ham, bliver han hos os længe og det kan måske også udvikle sig til, at læserne kan skrive til ham og foreslå, at han kigger nærmere på projekter, de har fået nys om.

HISTORISK

Ordet humanisme møder vi først gang i littaraturen i 1809, hvor den tyske teolog, filosof og uddannelses-reformator, Friederich I. Niethammer i sin bog taler for uddannelse, der er både praktisk og fysisk, og imod sin tids udenadslære af klassikerne. Han præsenterer den idé, at børn bør lære medborgerkundskab og høflighed, og taler i den forbindelse om “humanisme” – et ord han havde afledt af Ciceros “humanitas”. Cicero (106 – 43 f.kr.) brugte ordet “humanitas” til at beskrive, hvad der kræves af den ideelle taler (orator). Han skulle have mange gode fortrin, der passer til livet som embedsmand; humanitas var for Cisero en måde at tænke på, ikke en formel doktrin; havde man den, sagde han, bekræftede det, at man var et kulturelt menneske – i kontrol af sit eget moralske univers. Den, der praktiserer humanitas, er sikker på sit eget værd, høflig over for andre, anstændig i samfundslivet og aktiv i sin politiske rolle. Han er desuden en person, der møder livet med modig skepsis: ved, at han må tænke selv og ikke bare løbe med strømmen, fordi det er det, “man” gør. Mennesket bliver nemlig mere menneske, jo mere han/hun forædler sig selv – bliver måske endda gudeagtig.

I DAG

Hvad HUMANISTENs fremtidige artikler gerne skulle vise, så var der humanisme i verden, langt før begrebet fik sit eget navn, og vi har heldigvis bevaret meget af det den dag i dag, mens der til stadighed sker initiativer til endnu mere. I de kommende artikler, dykker vi ned i historien, ser på nutiden og spår om fremtiden – for hvad skulle vi ellers spå om. Hold øje med næste artikel, som handler om HVERDAGSHUMANISME.

Redaktøren

Kunstner med stort C – CocoRosie

22. maj 2014

Thorsten Overgaard/Getty Images

At opleve et publikum i alderen 13 til 50 år er et særsyn. Især når alle står og skiftevis nynner og bevæger sig rytmisk op og ned på stedet til lyden fra legetøjsinstrumenter og haveslanger

Scenen er sat på VEGA i København hvor det amerikanske kultfænomen CocoRosie optræder. Eneste scenebelysning under hele koncerten er en projekter, der projekterer avantgarde videoklip i syrede farver på bagvæggen og musikerne.

And if you take me inside

And you give me a place to hide and cry

I’ll bathe you in the crystal light

(“Promise”)

De lader sig ikke mærke med, at de om eftermiddagen var centrum i årets tv-lavpunkt, hvor Mads Brügger i Den 11 Time forsøgte at gøre deres kunst forståelig. Autonom kunst er et begreb, der dækker over, at beskueren af et værk, læseren af et digt eller musikkens publikum kan opfatte og tolke et værk, præcis som de opfatter det. Med autonom kunst er det ens egen tolkning, der er den eneste rigtige, og man skal ikke stå til ansvar for nogen, om man har forstået det rigtigt.

Således var det ekstra stort, at CocoRosie ikke lod sig mærke med, at de forud for koncerten havde været hovedpersoner i årets tv-lavpunkt hvor en selventreret ’undersøgende’ Mads Brügger i Den 11 Time på DR2 forsøgte at skabe sin egen lille Muhammed-krise ved at få dem til at forklare, hvad deres ’mærkelige’ kunst gik ud på.

Det pinlige optrin i et dansk tv-studie synes glemt af både CocoRosie og publikum, nu hvor der spilles på vandslange og en beatboxer i baggrunden, iklædt kraftige sorte briller, istemmer med en dyb bas-rytme ved nærmest at spytte luft i mikrofonen, han holder helt tæt på munden.

I forgrunden står den ene af CocoRosie søstrene med et plasticpiano og den anden sidder og spiller på en harpe. Dette er enten enormt stort, eller helt forkert. Det lyder ikke bare anderledes og spændende, det lyder også godt. Og for en del af publikummet, som klart er kendere, er det genhørets glæde, selv om de fleste af numrene er fra den nyeste plade.

CocoRosie på VEGA. Foto: Thorsten Overgaard/Getty Images

We are rainbowarriors

Evil come not near

Rainbow love awaits us

With hearts of love and tearz

(“Rainbowarriors”)

De to amerikanske søstre Sierra Rosie og Bianca Coco Casady kom nærmest til at spille sammen ved en tilfældighed i 2003, da Sierra forsøgte sig som operasanger på musikkonservatoriet i Paris. Søsteren Coco arbejdede som billedkunstner i Brooklyn, men valgte at tage på ferie i Europa, hvor hun uventet dukkede op i søsterens lejlighed. De havde ellers ikke set meget til hinanden, efter en barndom hvor de mildt sagt ikke kom særlig godt overens, og derefter teenageår hvor de slet ikke sås. Men i Paris endte de med at bruge de fleste af døgnets timer i Sierra’s badeværelse, hvor de indspillede deres debut-plade, ”La maison de mon rêve” (”Mit Drømmehus”), der til ikke mindst deres egen overraskelse, gik hen og blev et hit.

Albummet var tænkt som en lille udgivelse, de ville distribuere blandt deres venner, men et pladeselskab fik fat i en kopi, og siden blev nogle af numrene også anvendt i reklamer og shows for Kenzo og PRADA.

At se søstrene give interviews er omtrent som at se en kunstinstallation. Deres tøj, sminke og tilgang til alt, er meget anderledes og kreativ. Rosie med en tåre monteret på den ene kind under øjet. Cocie’s ansigt nærmest glansbilledagtigt blank og iført en vejarbejdervest i advarselsfarver og med enorme reflekser. De forsøger aktivt at gøre alting på nye, originale måder, hvilket må siges at være en udfordring, når ens første album er indspillet på et badeværelse. Deres seneste album blev indspillet på en farm om natten, imens de om dagen dyrkede avanceret gymnastik og aerobics på nye måder, kreativ madlavning, alt imens de fordrev tiden med også at male og skrive.

I april 2008 optrådte CocoRosie sammen med ”Royal Concertgebouw Orchestra,” der er det mest kendte og mest respekterede symfoniorkester i Holland.

This is for the eyes that hold my glow

They tell the story that you, you already know

For the pain we”ve had and

For the joy to come,

We”ll swim off together someday In an ocean of our own

(“Dizzy Dog”)

Diskografi

La maison de mon rêve (Touch and Go/Quarterstick Records 2004)

Beautiful Boyz EP (Touch and Go/Quarterstick Records 2004)

Noah”s Ark (Touch and Go/Quarterstick Records 2005)

The Adventures of Ghosthorse and Stillborn (Touch and Go Records 2007)

http://www.cocorosieland.com

http://www.myspace.com/cocorosie

Sierra Rose Casady (“Rosie”) and Bianca Leilani Casady (“Coco”)

VIDSTE DU, AT DU EJER LAND MIDT I NEW YORK CITY?

4. april 2014

En tur til New York City blev en øjenåbner på mere end én måde. Turen skyldtes en af vore Menneskerettigheder – retten til at rejse frit – og der var gode oplevelser på den front.
Her i USA’s største by var der propfyldt med mennesker i alle afskygninger og fra alle nationer – New York City kaldes USA’s ”smeltedigel” og her er alle lige og det enkelte menneske behandles med venlighed og respekt. Kun 74 % af de mennesker, der bor i N.Y. er ”indfødte” amerikanere – som for øvrigt for størstepartens vedkommende er børn og børnebørn af tilflyttere fra Europa, Afrika, Asien og Syd- og Mellemamerika. Det var Five Points-kvarteret i det sydlige Manhattan, der oprindeligt fortjente tilnavnet ”smeltedigel”; for ved slaveriets ophør (4. juli 1827) var det her de frigivne slaver boede sammen med de irere, som havde været en minoritet i området siden 1600-tallet. Der var gnidninger i begyndelsen – primært grundet korruption og religiøs forskelsbehandling, men disse menneskers samliv blev det første skridt i stor skala mod frivillig integration af forskellige racer i amerikansk historie.

ALLE INDIVIDER HAR RET TIL EN NATIONALITET
Artikel 13.

1. Enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted inden for hver stats grænser.

2. Enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sig eget, og til at vende tilbage til sit eget land.

Artikel 15.

1. Enhver har ret til en nationalitet.

2. Ingen må vilkårligt berøves sin nationalitet eller nægtes ret til at skifte nationalitet.

Kilde: Menneskerettigheder fra http://menneskeret.dk

Som danskere har vi vore grundlovssikrede rettigheder og vi har dem, hvad enten vi kender dem eller ej, fordi der er mennesker, der med deres utrættelige arbejde har sikret dem og stadigt sikrer dem. Som eksempel har vi ikke blot ret til at være i Danmark, vi har også ret til og rige muligheder for at bevæge os frit uden for vores eget lands grænser; til det skal der blot anskaffes et pas – til visse rejsemål også Visa. Jeg fik for nyligt brug for at få mit pas fornyet i USA og ringede og fik en aftale med det eneste danske konsulat på Østkysten af USA, der kan den slags; det ligger på Manhattan, så jeg bookede en tur til New York.

Der er faktisk er 108 konsulater i New York City, som næsten alle ligger i samme nabolag; efter besøget på det danske konsulat på ”One Dag Hammerskjold’s Plaza” – hvor jeg blev ”badet” i venlig og hjemlig betjening og fik alt ordnet i en fart – gik turen forbi repræsentationerne for Japan, Libyen, Sudan og Shanghai ned mod vandet og FNs hovedsæde. Ambitionen den dag var at få den oprindelige Declaration of Human Rights at se; men sådan skulle det ikke gå.

Det viste sig, at man ikke bare kan vade ind i FN – selvom man er medlem; der er for det første et fuldt skikkerheds-system, man skal igennem, med gennemlysning og det hele som vi kender det fra lufthavnene – og af skiltningen fremgår det, at dér kommer man kun igennem, hvis man enten har et sikkerhedskort eller en billet (og der er ingen billetluger på stedet). Her er FNs hjemmeside et besøg værd inden man tager afsted.

… da det er af afgørende betydning at fremme udviklingen af venskabelige forhold mellem nationerne,
Disse ord står i indledningen til den Charter, som ca. 45 nationers repræsentanter vedtog og underskrev i San Francisco den 24. oktober 1945 ved FNs konference om International Organisering. Det er et af principperne bag det arbejde, som sker i og hele vejen rundt om FN’s hovedkvarter i New York. Alene i bygningen overfor FN arbejder 150 mennesker på det; i selve FN-hovedkvarteret arbejder tusinder af mennesker på det hver dag; det samme gør de tusinder, der er fordelt på FNs satellitter i Geneve i Schweiz, Wien i Østrig og Nairobi i Kenya. Det kunne helt sikkert være spændende personligt at følge en repræsentant, der sidder i enten Sikkerhedsrådet, eller et af de andre råd, og dagligt tager sig af at udvikle venskabelige forhold nationerne imellem – så nationale rettigheder ikke overtrædes og så de enkelte mennesker i befolkningerne kender og håndhæver deres egne og andres rettigheder.

Når man nu ikke kan komme inden for, må man ty til at nærstudere omgivelserne for at få noget med hjem. Bag hundreder af fodgængere – sikkerhedsfolk, fotograferende turister, dusinvis af gule taxier, TV-vognen fra CNN, kamera-kraner på konstant udkig, tungt ”bevæbnede” kamera-crews på jagt hen ad fortovet efter et godt motiv, lige forbi et godt besøgt interview af en jakkeklædt herre med slips og velklippet hår på en minimal græsplæne mellem fortovet og hækken omkring FN-området (og med kameraets søger vinklet, så FN-bygningens velkende profil ses bag mandens hoved – trods hækken bag ham) – faldt mit øje på ”799 United Nations Plaza”; det er en skyskraber direkte over for FN’s hovedkvarter, som spejler FN i sin glasfacade og på baldakinen skilter med, at den er: ”UNITED STATES MISSION TO UNITED NATIONS” – halløjsa! Hvad har vi her?

US_Mission_to_UN

”UNITED STATES MISSION TO THE UNITED NATIONS” Foto: Smarie

HUSEJER I MANHATTAN
Efterfølgende studier af FNs website og Charter afslørede, at i hjertet af New York City på 1st Avenue mellem 42. og 48. Gade, ligger et stykke land på 18 acres (ca. 14 tønder land). Området har tidligere huset et slagtehus og var blevet opkøbt til byudvikling; i 1947 købte Nelson Rockfeller området for 8,5 Millioner dollars (i dag ca. 83 mio), som hans far John D. Rockefeller gav New York City til formålet; United Nations indgik nu en aftale med USA og den aftale slår bl.a. fast, at dette område er ”Internationalt Territorium” med egne love og regler. Det tilhører nu De Forenede Nationers 193 medlemsstater – altså også Danmark.

UN_Map_close

Det aflange, grå område langs med East River er delvist dansk; http://visit.un.org/content/location

Vil du besøge dit parcel i New York City, skal du regne med at have dit pas klar, bestille tid i forvejen på nettet og købe din billet samme sted (den er for øvrigt ikke dyr). Vil du være medarbejder, er der stillingsopslag på FNs hjemmeside og vil du være delegeret og tage del i de beslutninger, der tages på stedet, kræver det, at du er aktiv og synlig i dine aktiviteter som politiker, i din lokalforening, NGO, eller hvilken kurv du nu lægger dine æg i – hvem ved, måske oplever du en dag at blive inviteret inden for på grunden!

Mere om Forenede Nationer findes her:

http://www.un.org/en/

– eller bliv venner med United Nations på Facebook

Følg Det danske institut for Menneskerettigheders aktiviteter her:

http://humanrights.dk/news/everyone-has-right-nationality

Følg arbejdet på US MISSION TO UN:

http://usun.state.gov/about/

Fremtidige artikler: Initiativer i det danske samfund for åbenhed, menneskeret, pressefrihed under ansvar, verdensfreden og den tredie part, samt hvordan man får lærdom for livet.

Gennem nåleøjet

22. september 2013

Foto: Privatfoto

En varm augustdag hvor teenagerne steger i sololie langs kysterne, er to F-16-jagere på patruljeflyvning over Østersøen. Langt over skyerne beriger solens stråler et langstrakt udsyn fra cockpittet, flere hundrede kilometer til alle sider og ned til de få pufskyer på himlen.

Trods brølet fra jetmotorerne, er der stille i cockpittet imens jagerne med 950 kilometer i timen skærer sig igennem den frostklare luft, 14 kilometer over havet, imens femogtyve liter brændstof hvert minut forvandles til en hvid stribe efter hver jager.

Da de nærmer sig russisk territorialfarvand tolv mil ud for Kaliningrad og den russiske flådestation, er flyvehøjden reduceret til 100 meter hvor luften er tungere og brændstofforbruget øges til over tres liter i minuttet. Piloterne holder øje med instrumenterne. En scanner vil fortælle når og hvis de opfanges af en russisk radar, men det er ikke sket endnu.

Men lidt efter lyder der et kort ”beep” da en russisk radarstation har opdaget dem og der lyder advarsler på den internationale nødfrekvens. Kort tid efter figurerer en russisk Sukoi jager på radaren som en kontant opfølgning på advarslerne. Der lyder en kort udveksling af ordrer over radioen, og de to F-16-jageren drejer ned langs grænsen over internationalt farvand.

Standard Operating Procedure for russiske jagere er, at de lægger sig bag fjenden og låser missilet fast på ham, så de kan affyre i samme sekund, han overskrider grænsen. Derfor så meget desto større grund til at gribe situationen intelligent ad. Selv om de endnu er et stykke fra grænsen og dermed Russisk territorie, er det ikke noget at spøge med. Lidt efter har Sukoi-jageren krydset grænsen og befinder sig i internationalt farvand med direkte kurs mod dem. Leadpiloten udsteder ordre og de to danske jagere laver et skarpt drej til højre i lav højde henover vandoverfladen, og den russiske jager flyver forbi over dem og har tilsyneladende mistet dem på sin radar. Lead udsteder en ny kortfattet ordre, og de to danske jagere accelerer opad og følger efter russeren. Russeren har stadig ikke opdaget dem, før leadpiloten flyver op på siden af ham, imens den anden danske F-16-jager har lagt sig i skudafstand bag russeren. Nu har alle tre jagere retning ud mod Østersøen, væk fra russisk territorium.

De vinker til hinanden

Den danske leadpilot vipper med vingerne, det internationale tegn til at man skal lægge sig i formation, men dog ikke nødvendigvis gældende for russeren. Russeren tager overraskende imod invitationen og lægger sig i tæt formation med den danske F-16-jager, vinge til vinge, så tæt at man tydeligt kan se fra cockpit til cockpit. Sådan flyver de for en tid næsten hånd i hånd imens de to piloter udveksler fagter og vinker til hinanden. Pludselig foretager russeren en kraftig acceleration opad og drejer tilbage mod grænsen. Piloterne har ikke brændstof til at følge efter, selv om de gerne ville.

”Vi fik ham… men det var godt nok kun med kamera. Det var et godt øjeblik.”

Det var i 1995, fem år efter murens fald. Tilbage på jorden en solrig sommerdag i Danmark. Lars Najbjerg ligger på græsplænen og beretter, imens en pilotjakke hænger på en af æbletræets grene og hans kone går inde i huset maler førstesalen i deres villa et solidt stenkast fra Himmelbjerget.

Begge er de netop returneret fra et fireårigt ophold i England, og nu skal huset sættes i stand igen, efter at det har været lejet ud. Selv er han iført hvid t-shirt med et motiv af to Draken jagerfly, lystigt dekoreret med hvide malerstænk i samme farve som stuens nymalede vægge.

Lars Najbjerg i frit fald over Danmark

Lars Najbjerg er pilot, ”distinguished graduate” fra NATO’s flyveskole i Texas, Sheppard Air Force Base. Dette er historien om, hvordan en dreng der drømte om at flyve, kom gennem nåleøjet og realiserede sin drøm om at få vinger.

”Jeg har altid villet være pilot. Fra femårsalderen begyndte jeg at samle og flyve mine første modelfly. Da jeg var seksten sprang jeg faldskærm … vel fordi jeg tænkte at det var en praktisk forberedelse for en pilot. Så kan man komme ned, hvis det er.”

”Når folk spurgte hvad jeg ville være, sagde jeg pilot. Det var der som regel ikke nogen der troede på kunne lade sig gøre, så oftest var kommentaren, at det ku’ jeg godt glemme.”

”Før jeg blev 18 år, startede jeg på mit privatflyver-certifikatet, idet jeg egentlig havde tænkt mig at tage uddannelsen civilt, men min instruktør fik mig på andre tanker. Han var selv jagerpilot i militæret, og sagde at jeg var godt dum hvis jeg ikke i det mindste prøvede at blive militærpilot.”

Hundredevis af aspiranter bliver til 5 piloter

Som 18-årig søgte Lars Najbjerg om at komme til optagelsesprøven som jagerpilot. Et sandt nåleøje, hvor der bliver sorteret grundigt i ansøgerne allerede før selve prøven. Ud af de skriftlige ansøgere udvælges årligt nogle hundrede, der findes egnede til at få adgang til selve optagelsesprøven, og deraf findes kun omkring 20 pilotaspiranter egnede til rent faktisk at starte på Flyvevåbnets flyveskole. Efter en række flyveprøver er der 5 tilbage af de 20, og disse 5 sendes videre til Sheppard Air Force Base i Texas, hvor de gennemgår uddannelsen som jagerpilot.

”Allerede da jeg sprang faldskærm, blev jeg hurtigt klar over at det ikke er de fysiske forhindringer, men de mentale, der sætter grænserne for hvad man kan og ikke kan. Så jeg begyndte at læse bøger om psykologi. Da jeg fandt Dianetik var jeg i gang med min træning til civilpilot, og jeg tænkte ”her er det sgu, her er en konkret metode til at flytte sine mentale grænser i stedet for en hel masse snik-snak.” Man flyver ikke flyvemaskiner med meninger og overtro, som var indholdet i mange af de andre bøger; der er en helt specifik fremgangsmåde, som virker. Dianetikbogen og bøger om flyvning havde en praktisk og anvendelig indfaldsvinkel, som var meget ens. Det var det, der appellerede til mig, da jeg først læste Dianetikbogen.”

Lars Najbjerg er ”distinguished graduate” fra NATO’s flyveskole i Texas, Sheppard Air Force Base

Så selv om optagelsesprøven er lang, fem dage, og byder deltagerne store udfordringer, følte Lars Najbjerg sig godt forberedt:

”Bare det at du ved, hvad det er der er skyld i at man ikke kan det man vil … jamen, det ændrer jo alt. Man kan så ikke længere skyde skylden på andre ting såsom dårlige gener, en hård barndom og hvad man ellers kan finde på. Bare det at man kan identificere en årsag hos sig selv betyder meget. Gener kan man jo ikke gøre noget ved, så hvorfor prøve. En identificerbar årsag hos sig selv kan man gøre noget ved og det ændrer hele ens indstilling, og netop indstillingen er forskellen på den der klarer det og den der ikke gør. Da jeg gik til optagelsesprøven havde jeg endnu ikke prøvet Dianetik men jeg havde læst både Dianetik, En videnskabs udvikling og Tankens Grundbegreber og det alene hjalp mig helt sikkert.”

At blive en god pilot

På flyveskolen i USA var han i 13 måneder, inden han kom hjem og påbegyndte den egentlige træning som operativ jagerpilot. Lars Najbjerg blev især fascineret af ”Close Air Support” hvor man flyver med 900 kilometer i timen i en højde af 30 til 100 meter for at yde luftstøtte til tropperne helt fremme ved fronten.

”I fredstid er der selvfølgelig visse begrænsninger men i tilfælde af krig ville du flyve så lavt og så hurtigt som du turde. Flyver du for højt, bliver det lettere at ramme sine mål, men også lettere for andre at ramme dig. Når du forlader basen, ved du ikke hvad dit mål er. Det får du først at vide, når du når frem. En soldat ved fronten udpeger målet, og hjælper dig så godt han kan over radioen. Ved hjælp af hans øjne skal du danne dig et billede af målet og målområdet, alt imens du flyver, navigerer og selv nærmer dig målet med en fart af 900 kilometer i timen. Til allersidst har du kun sekunder til selv at finde målet, sigte, ramme plet og komme væk. Dét er en af de mest udfordrende discipliner, hvor man kommer helt ud til kanten af hvad man kan håndtere”

”Jeg har altid ønsket at prøve mig selv af, udforske grænserne. Når du flyver jager, finder du ret tidligt ud af, at det ikke er flyveren, men hvad du selv kan kapere mentalt, der sætter grænserne. Selvfølgelig er der også fysiske belastninger, det er f.eks. ret fysisk krævende at dreje så kraftigt at man bliver udsat for et tryk der er 9 gange så kraftig som tyngdekraften. Men når du har lært at håndtere de fysiske belastninger, er der kun de mentale grænser tilbage.”

Nødlanding og tilstanden Clear

Målet med Dianetik er at blive Clear, dvs. en person i sin bedst mulige eller optimale tilstand. For Lars Najbjerg betød det at han blev Clear, en mærkbar forandring i livet og i flyvningen.

”Jeg ville være Clear, komme af med mit reaktive sind og engrammerne (se artiklen Terra Incognita først i bladet, red). Det var meget virkeligt for mig, at det var dét, der satte grænserne for min mentale kunnen og dermed min kunnen som pilot. Målet var at operere så optimalt som muligt.”

”Jeg har et eksempel, som måske kan illustrere forskellen. Før jeg blev Clear, havde jeg engang lejet en Cessna 172 propelflyver, og var oppe at flyve, da motoren langsomt satte ud. Jeg skyndte mig at se mig om efter en mark at nødlande på, imens jeg udsendte nødkald over radioen. Jeg husker tydeligt hvor lidt overskud jeg havde til at analysere situationen. Der var stort set ikke overskud til andet end at kaste flyveren ned på den første og den bedste mark. Det var en flad fornemmelse efterfølgende, for selv om jeg godt nok havde reddet mig selv og flyveren, så kunne hele situationen have været undgået hvis jeg bare havde trukket i karburator forvarmeren – det var nemlig karburator-is der gjorde at motoren satte ud.”

Lars Najbjerg ved boligen udenfor Silkeborg

”Efter jeg blev Clear og for ikke så lang tid siden, var jeg ude at teste min Giles 202 kunstflyver. Jeg skulle teste forskellige former for spind, en manøvre hvor flyet flyves ud af kontrol og bare roterer i små cirkler direkte ned mod jorden. Bedst som jeg ligger midt i et spind stopper motoren pludselig! Det er mildt sagt ikke det bedste sted at få et motorstop, men det var tydeligt at mærke at jeg denne gang havde et helt andet mentalt overskud. I stedet for at få svedige håndflader og reagere lettere panisk, fik jeg først rettet flyet op, derefter analyseret hvad der var galt med motoren og fik den i gang igen. Da der atter var kontrol over situationen steg jeg lidt højere op og prøvede en gang mere med samme resultat: Et nyt motorstop. Efter flere forsøg fandt jeg ud af, hvad det var der skete og kunne justere motoren derefter.”

”Der var stor forskel på hvordan jeg håndterede situationen før og efter Clear – ene og alene fordi grænsen for hvad jeg mentalt kunne håndtere var blevet flyttet. Jeg havde fået mere overskud!”

”Jeg oplevede også en anden ændring på vej til at blive Clear. Tidligere fandt jeg det ukomfortabelt at flyve i tæt formation højt oppe. Ikke at jeg var bange, men jeg var meget opmærksom og havde en slags uro som ikke var tilfredsstillende. I lavere højder havde jeg den ikke og var fuldt ud komfortabel. Alt i alt var det ikke logisk, og jeg tænkte at der måtte være en årsag. Og det var der ganske rigtigt, for senere fandt jeg den præcise årsag til det, og kunne udviske den. Det kan man læse om i Dianetikbogen og en bogen Har du levet før dette liv?”

At flytte mentale grænser

Imens han arbejdede som jagerpilot, var Lars Najbjerg i sin fritid med til at starte et flyselskab, hvor han og tre kammerater købte og solgte fly og flydele. I 1998 havde han pensioneret sig selv fra militæret og solgte også sin andel i flyselskabet og flyttede til England for at studere Dianetik og perfektionere sin viden om sindet og dets barrierer. Resultatet er at han i dag er stort set lige så veluddannet indenfor Dianetik som indenfor flyvning.

”Jeg var glad for min tid i Flyvevåbnet, specielt fordi jeg var så vild med at flyve. Man skal dog huske på at hvis man ser bort fra de mange fredstidsopgaver så er Flyvevåbnets krigstidsfunktion jo løsningen på en problem som burde at have været håndteret på et tidligere tidspunkt. Et problem som oftest har sin rod i manglende forståelse og intolerance –mangler af en mental natur. Man kunne måske sige at krig er en dårlig løsning på manglende forståelse. Mental udvikling ville nok være en bedre og mere human løsning.”

”Det er en udfordring i sig selv at få lov at hjælpe andre med at udvikle sig mentalt. Jeg har hørt at det er et problem at rekruttere kvalificerede piloter, fordi den mentale holdning – indstillingen til tingene – har ændret sig. I stedet for at være målrettet, giver man efter: ”Nå-ja, hvis jeg ikke kan finde ud af at blive optaget som pilot, så må jeg prøve noget andet,” synes holdningen af være. Folk har lært at leve med deres grænser, snarere end at flytte dem efter hvad de har behov for.”

Legetøj for vovehalse

Imens Lars Najbjerg studerede i England, samlede han sit nye legetøj som byggesæt. En Giles 202, hvilket formodentligt siger de færreste noget, men for piloter og kendere er det en ”unlimited” kunstflyver.

”Man øver forskellige discipliner som loops, spin osv. og så er der mesterskabsturneringer rundt omkring i verden. Man flyver i ”the box” som er et luftrum på 1 x 1 x 1 kilometer som man selvfølgelig skal holde sig indenfor, og så sidder der et dommerpanel på jorden og giver point. Det man flyver, er dels ens eget program, samt et fast program, men også et program man får udleveret kort tid inden det skal flyves, altså uden en chance for først at øve det.”

”Ens grænser bliver sjældent afprøvet til dagligt når man lever et normalt liv. Men når man kommer op i et high stress environment som det at flyve kunstflyver, bliver ens grænser meget klart optrukne. Og uanset hvor god man er, kan man altid komme ud og finde grænserne. Det er bare at gøre programmet sværere.”

Link til najbjerg.info hjemmeside

Ud af Ritalin-helvedet

22. maj 2013

Foto: Thorsten Overgaard/WireImage

Anders blev stemplet som “DAMP-BARN,” da han var fire. Som 14-årig måtte han vælge mellem livet eller Ritalinen

Ritalin skulle gøre Anders til en rolig og normal dreng, der passede sin skole og lærte at læse. I virkeligheden gjorde den det modsatte – skabte en unormal dreng, der gik på specialskoler for DAMP-børn, hvor konflikter med lærer og elever hørte til dagens orden. Da han kom til den tredje skole som 12-årig, kunne han stadig ikke læse to sammenhængende ord.

Da tog forældrene sagen i egen hånd og søgte hjælp uden for det psykiatriske system. Da Anders stoppede med Ritalin, blev han med ét en normal ung mand, der kørte udenom konflikter – og han lærte at læse.

Der er ikke så meget ’nu skal du bare høre’ over Anders, da vi mødes på efterskolen ved Storebæltsbroen. Han virker som om, at han helst var fri for at tale om sin fortid som et adfærdsvanskeligt, fortabt DAMP-barn på Ritalin.

”Pludselig var jeg vågen. Jeg kunne mærke min krop.
Jeg var glad og ikke spor aggressiv…”

Fjorten år tidligere var Anders en fremmelig dreng, der lærte at gå, allerede da han var ni måneder. Men han var måske mere end fremmelig, han stablede stole, ting og sager foran vinduer, så han kunne kravle op i vindueskarmen. Og blev han sat i en højstol, så han den som en udfordring af sin frihedstrang – han tog ganske enkelt springet, hvis han kunne komme af sted med det.

Det var dagplejemoderen, der først påpegede, at Anders altså ikke var som de andre. Det var for meget af det gode, syntes hun. Anders var deres første barn, så forældrene lyttede bekymret til dagplejemoderen. ”Jamen, Anders havde haft meningitis, da han var tre uger gammel og havde været i respirator som ganske lille spæd. Vi havde altid spurgt os selv, om det mon havde skadet ham. Vi var bange for, at det vitterligt havde skadet ham. Han var vores første barn og græd meget, var meget urolig. Der var simpelthen fart over den dreng. Der var også det, at han kunne vågne og skrige helt ekstremt højt om natten – og så helst skulle høre musik, så hele huset gyngede, for at falde i søvn igen,” husker hans mor. ”Vi tænkte hele tiden, at det havde noget med den meningitis at gøre, og at han måske havde en skade i hjernen.”

Foto: Thorsten Overgaard/WireImage.com

”Jeg prøvede at gemme pillerne i munden, men de tvang os til at spise dem …”

Til undersøgelse

”Det endte med, at vi tog Anders til en række undersøgelser på Hillerød sygehus hvor overlægen henviste til børnepsykiateren, som lavede alle mulige tester på ham. Så sagde hun, det var DAMP, og at han skulle have Ritalin mod det.”

På den ene side var forældrene lettede over, at der var noget, og at det havde et navn. Men de følte sig også lidt i ingenmandsland. ”At få sat navn på ændrer jo ikke situationen som sådan. Men at give et barn på fire-fem år piller, lød skørt, men vi lod os overtale til at give Anders Ritalin. De sagde, at Ritalin ville gøre ham mere rolig og gøre ham i stand til at koncentrere sig.”

For Anders blev det et chok, som han genkalder klart, men ikke har den store lyst til at dele med nogen: ”Kroppen sagde bare ’sæt dig’ – og jeg blev sløj og negativ. Jeg blev rigtig ked af det og aggressiv. Jeg kunne ikke sove om natten og smed mig på gulvet om dagen. Jeg var fire år.”

Nogenlunde samme erindring har Anders’ mor også om den første Ritalin: ”Det gik helt galt. Helt og aldeles galt. Han fik nærmest en depression, græd og græd og var fuldstændig fra den. Så vi holdt simpelthen op efter nogle dage. Det kunne vi ikke være med til.”

”Vi lod bare være med at give ham det. Så måtte vi jo tage det derfra, vi kunne jo ikke have en dreng, der græd og græd. Vi tænkte bare, ’det her er ikke godt for ham,’ så meget kunne vi i hvert fald se. Vi ville ikke give ham mere af det der. Det var uhyggeligt, at man forsøgte med Ritalin, selv på så små børn.”

Etiketten

Der er det ubehagelige ved medicinske etiketter, der sættes på folk, at de aldrig bliver taget af igen. Det ligger i sagens natur, at DAMP er en kronisk sygdom eller tilstand, som ifølge psykiatere ikke kan helbredes, men kun dulmes. Anders havde allerede som fire-årig fået en mappe, hvori der stod, at han havde DAMP, så da han i skolen ikke lærte at læse, var det derfor mere oplagt at pege på Anders’ DAMP som den sandsynlige årsag, end at vurdere undervisningens kvalitet.

”Ritalin kan lære dig at læse”

”Da Anders gik i 4. klasse, overbeviste skolen os om, at hvis han fik Ritalin kunne han lære at læse. Hvis han fik Ritalin, ville han simpelthen kunne læse. 10 mg om morgenen og 10 mg til middag, så han var på Ritalin i undervisningstiden. De fik jo ikke ret i det der. Han lærte jo ikke at læse. Faktisk fandt vi igen ud af, at han ikke blev en særlig glad dreng. Han var ikke den samme Anders.”

Men trods forældrenes kvaler og Anders’ ubehag ved Ritalinen, fortsatte Anders med at få Ritalin hver dag, blandt andet fordi han nu gik på Krumsø Fri- og Kostskole, der er en special-skole for DAMP-børn.

”Forstanderen sagde, jeg skulle starte med Ritalin. Vi var 58 elever, og der var 43, der fik Ritalin. Det gik de meget ind for. Hver morgen kom ’morgendamerne’ ind og stillede plastikkrus på bordene med piller og kiggede på, at vi spiste dem …” fortæller Anders. ”Jeg prøvede at gemme pillerne i munden, men de tvang os til at spise dem.”

Foto: Thorsten Overgaard/WireImage.com

Flere lærere end elever

Skolen var i sig selv en prøvelse for Anders. ”Jeg har aldrig set så mange mennesker til at passe så få elever. Der var en lærer til hver 3-4 elever, vagter, damer til at vække os om morgenen og pussenusse om os, kontordamer – jeg mener, der var flere voksne, end der var elever.”

Tiden på Krumsø Fri- og Kostskole var aggressiv og voldelig i bedste DAMP-stil og i mere end én forstand. Ud over konflikter eleverne imellem, var der også en usædvanlig lærerstab: ”De sendte breve til forældrene med løgn og overdrivelser. Enten at vi var aggressive, eller at vi var åbne og glade. Forstanderen blev fyret, fordi han tog kvælertag på en anden elev – og truede mig med, at jeg ikke måtte sige, hvad jeg havde set. Det kom i BT og på tv.” Hvad Anders ikke fortæller, er, at en anden lærer blev bortvist for at vride skulderen af led på en elev. Og at en anden lærer igen blev fyret, fordi han havde vidnet om, hvad der skete på skolen. Sagen var omkring både justitsministeren, undervisningsministeren og i Folketingets spørgetid.

Anders flyttede til en ny efterskole. Men nu var han 14 år, og hans forældre var for alvor blevet bekymrede. ”Det virkede overhovedet ikke. Han havde været på to dyre skoler for DAMP-børn, fået Ritalin og specialundervisning. Men da Anders blev 14, kunne han stadig ikke læse, han kunne ikke engang alfabetet,” fortæller hans mor. Der var ingen hjælp at hente nogen steder, alle mente nok, at man gjorde, hvad man kunne. ”Jeg søgte på nettet efter hjælp til læsehandicappede og fandt en FEGU læseskole i Hellerup, som så ud til at have gode resultater. Jeg talte med René Steffensen der og aftalte, at vi skulle mødes.”

En vending i Anders’ humør

Mødet gik dog radikalt anderledes, end Anders’ mor havde forventet. ”For det første sagde han konsekvent, at hvis Anders skulle gå på FEGU og lære at læse – og det var han i øvrigt ikke i tvivl om, at han kunne lære – så kunne det ikke ske, imens Anders fik Ritalin. De ville ganske enkelt ikke engang gøre forsøget at lære et barn, der tog Ritalin, noget.” Det var første gang, Anders’ mor mødte en, der sagde det, hun selv havde tænkt, siden psykiateren først gang gav Anders etiketten DAMP-barn. For det andet havde mødet en ganske usædvanlig virkning på Anders. ”Jamen, det var som om han fornemmede, hvad der skulle komme. Han nærmest sprang og fløjtede ned af trappen, da vi tog derfra.” Derefter startede Anders hos FEGU hver lørdag i to timer, når han var hjemme fra kost-skolen. Ritalinen holdt han op med at tage, efter at Anders’ mor havde spurgt Anders’ psykiater til råds. “Det viste sig faktisk, at psykiateren grundlæggende var imod, at Anders havde fået Ritalin, og så var beslutningen ret nem. Han stoppede med Ritalin,” fortæller Anders’ mor.

Ude af Ritalin-helvedet

”Pludselig var jeg vågen. Jeg kunne mærke min krop. Den var ligesom løs, og jeg kunne bevæge den. Jeg var glad og ikke spor aggressiv. Jeg kom ikke i slåskamp mere, da jeg holdt op med Ritalin,” husker Anders det. ”FEGU var sjovt. Det var som at komme tilbage i børnehaveklassen. De kunne virkelig lide at undervise mig – de kunne faktisk lide mig, vi fik kager til min fødselsdag, og de gjorde noget for mig. Vi tog A, B, C og så videre fra starten.”

”Jeg må sige, den måde René underviser på, er imponerende,” siger Anders’ mor. ”Normalt har Anders jo aldrig gidet blive undervist, men hver frilørdag tog han ind til René for at lære at læse. Han hyggede sig. Det er lidt morsomt, at det var sådan, men sådan var det.” Men hun husker også den nye Anders, efter at han stoppede med at få Ritalin. ”Da vi fik ham af Ritalin, havde vi den rigtige og den glade Anders. Han havde jo mistet livsmodet. Det er utroligt, at vi ikke havde set det. På Anders har det der Ritalin sat en dæmper på hans humør … alt muligt, hans livskvalitet,” fortæller hans mor lidt undrende. ”Vi havde længe snakket om, at han skulle af det, for det virkede jo ikke. Men han fik det, fordi skolen sagde, at han skulle have det. Men det var en fejl hele vejen igennem.”

”Jeg ville ønske, skolesystemet ville lytte mere til folk som René Steffensen fra FEGU. Vi foreslog skolen det, men de ville ikke, fordi det var L. Ron Hubbards metoder, og han er grundlægger af Scientologi Kirken. De mente, den havde et dårligt omdømme i nogle folks øjne. Det kan jo være fløjtende ligegyldigt, hvad man tror på, hvis det er noget, der virker. Det er i hvert fald vigtigere, at barnet lærer at læse.”

En skoleglad Anders

I dag går Anders på en helt normal efterskole og læser mange bøger. ”Her elsker jeg timerne – hellere det end frikvarterer.”

For Anders’ forældre er det en solstrålehistorie og noget, de aldrig troede ville være muligt. ”Han blev rolig, han håndterede alle mulige konflikter på kostskolen. Han blev glad og sig selv og viste sig at være en helt normal ung mand. Der skete utroligt meget, da han kom af Ritalin.”

Forældres råd til andre DAMP-forældre

”Men jeg forstår ikke andre forældre, der synes, Ritalin er godt for deres børn. Det kan godt være, at der bliver roligere hjemme i stuen, men børnene har det jo ikke godt,” siger Anders’ mor, der har været medlem af ADHD-foreningen i Odense, ligesom mange andre forældre til børn, der har fået etiketten ’DAMP-barn.’ ”Med den viden, vi har i dag, ville vi ønske, at vi som forældre havde lyttet til, hvad vi selv troede var rigtigt, i stedet for at tro så meget på autoriteterne på hospitalet. Intet af det, de har gjort for Anders, har gjort ham noget godt – eller virket. Intet af det har faktisk virket, overhovedet. Det er mærkeligt.”

Anders går nu på en almindelig kostskole, har en kæreste og har lige læst Da Vinci Mysteriet og Isabella Allende’s Zorro. Og er i gang med sin næste bog …