En bekendt i mit netværk sagde en dag til mig; ”Jeg kender den her gut som jeg synes du skal træffe”. ”Han har, ene mand, fået en hel masse godt til at ske ude i slumkvarterer i Indien. Han lærer børnene at studere og han har fået helt utrolige resultater.”
Min bekendte blev ved med at fabulerer over hvor stor efterspørgsel denne fyr fik, universitetsstuderende stod i kø for at blive frivillige i hans projekt, universitetsprofessorer der blev ved med at henvende sig for at få fyren til at holde foredrag osv. osv.
Som enhver gennemsnitsdansker – og da især en Jysk en af slagsen – nærede jeg selvfølgelig en sund skepsis overfor disse noget utrolige historier. Og ja – ”det er jo ude i Indien. Der er det jo nemt nok…” tænkte jeg.
Men OK. Villig til at opleve hvad som helst og med gode, sunde forsvarsværker fra den Jyske hede kørt beredt i stilling fik jeg kontakt med denne mand og vi begyndte at tale sammen. William hedder han. William Tucker. William startede sin beretning med at fortælle at han som ganske ung altid har haft et brændende ønske om at skabe forbedringer i verdenen. I hvert tilfælde den del af verdenen man må formode de har en idé om at livet måske godt kunne være en lille smule bedre.
”Fint nok” tænker jeg ”det er da meget godt. Men skal vi nu ikke lige…”
Sådan tænkte William ikke. Han havde et aha-moment en dag hvor han bestyrede sin forretning med at sælge sundhedsprodukter på Amazon til overvægtige, diabetes plagede amerikanere. En forretning som han tjente gode penge på og som en dag ville gøre ham rigtig rig, hvorefter han så kunne gøre verdenen til et bedre sted. En dag i et klartskuende øjeblik sagde han til sig selv ”William. Who are you kidding?” (William taler engelsk). ”Det jeg har gang i her, forbedrer jo ikke verdenen… og det der med at skulle tjene en masse penge for så… kan jeg rigtig gøre noget ved det hele”. ”Det er jo bare at prøve at gøre det på en via.”
Jeg skulle komme til at lære William at kende som en mand, der ikke pjatter rundt med sine erkendelser. Han er konsekvent. Så han solgte sin forretning og sit hus og med lidt kapital på lommen fra disse salg tog han ud til slumkvarterer i verdenen for at redde dem.
Her fortæller William om sin rejser til forskellige slumkvarterer i bl. a. Sydafrika hvor han bogstaveligt talt satte sit liv på spil, da han gik ind i et af disse områder. Jeg vil ikke her prøve at gøre ham kunsten efter ved at genfortælle hans historie for du tror mig nok ikke alligevel og man skal simpelthen opleve ham selv fortælle om det.
Jeg vil i stedet fortælle om det arbejde han lavede i slumkvarterer i Indien.
Stik imod ”skik og brug” indenfor velgørenhed besluttede William at hvis han skulle hjælpe de virkeligt fattige mennesker i Indiens slumkvarterer, måtte han hellere begynde med spørge hvad de gerne vil have hjælp med. Det var jeg en smule overrasket over, for enhver ved da at de vil spørge efter penge. Eller måske mad eller noget lignende. Det ved alle da.
Men nej. Det der stod, absolut højest af deres ønsker var at deres børn lærer engelsk. De tilbød ovenikøbet penge til William, hvis han ville lære dem engelsk. De rakte bogstaveligt talt deres krøllede sedler frem mod ham. Selvfølgelig ikke store penge for os, men husk på at derude kan en dollar brødføde en hel familie en dag.
William afviste at tage penge fra dem men sagde i stedet at næste tirsdag på et bestemt gadehjørne ville han undervise enhver der mødte op i engelsk. Uden at ane hvordan i al verden han skulle undervise i engelsk. At tilbyde dem studiematerialer i studieteknikker gav slet ingen mening for de kunne jo ikke de ord, der står i de bøger. De kunne heller ikke læse. Hvordan i al verden skulle de så kunne læse om studieteknikker?
Nej. Han måtte finde på noget andet. William kom i tanke om en bestemt slags øvelse han havde lavet hvor formålet er at gøre en person mere udadvendt ved at rette hans opmærksomhed hen på forskellige fysiske genstand i omgivelserne. Og at L. Ron Hubbard havde skrevet i en fodnote at denne proces også var meget effektiv til fremmedsprogsundervisning.
Det blev tirsdag og William begav sig hen til adressen hvor han havde lovet at levere engelsk undervisning, en smule nervøs over om der overhovedet kom nogen. Det gjorde der. Ca. 100 børn var mødt op for at få undervisning. En del mere end de 4-5 stykker William havde regnet med.
Nå. Men vi har jo lært William at kende som en handlingens mand, så han pegede op med himlen og spurgte højt ”Where is the sky?”. Herefter pegede han mod gulvet og spurgte ”Where is the floor?”. William gentog disse to spørgsmål mens han skiftevis pegede mod himlen og jorden indtil de første af børnene fangede pointen og råbte med ham, mens de pegede ”Where is the sky, where is the floor”. Børnene havde lært deres første engelske ord og da selve processen samtidig fæstnede deres opmærksomhed på noget udadvendt, ja så gik der ikke længe inden de alle strålede af begejstring.
William afsluttede lektionen for den dag og fortalte en af forældrene der kunne nogle få ord engelsk at han ville fortsætte undervisningen samme sted næste dag.
Næste dag var der mødt endnu flere børn frem og også flere voksne som gerne ville lære engelsk. Sådan blev det ved indtil William simpelt hen ikke selv kunne nå dem alle. William udvalgte de kvikkeste af børnene og med fakta og få ord instruerede han dem i hvordan de skulle udføre processen på de andre børn. Det gjorde de med stor succes og det hele begyndte at sprede sig endnu mere.
William fik hurtigt fremstillet en kæmpe stak flash cards som de største af børnene kan bruge til at køre processen endnu videre. Where is the house, where is the car, where is the tree osv.
Rygtet spredte sig og William begyndte at få henvendelser fra universiteter og universitetsstuderende. Universiteterne fordi de gerne ville have William til holde foredrag på deres universitet. De studerende fordi de gerne ville være frivillige i Williams arbejde.
William er nu i gang med at lave et komplet studieprogram, der er en underskæring af gradienten med at lære studieteknologi. For hvordan kan man læse om studieteknologi, når mam ikke engang kan den mest elementære grammatik endsige de ord, der bruges i materialerne, der underviser i studieteknologi. Og jeg kan love at det materiale han laver, er ikke mindre end genialt.
William blev også klar over at det for rigtig mange mennesker bliver at større og større problem at navigere i vor tids konstant stigende nyheds bombardement. Hvad er rigtig, hvad er forkert? Hvad er sundt, hvad er usundt? Det stod klart at der ikke findes nogen praktisk uddannelse, der lærer børn hvordan de skal sortere i de mange – ofte modstridende – data som de bombarderes med. Ingen der giver dem nogle simple værktøjer så de kan finde deres egen sandhed og stabile holdepunkter i livet.
Det ville William gøre noget ved. Så han har samlet viden om området logik og udgivet det i en serie af særdeles læsevenlige hæfter for børn der giver dem grundlæggende værktøjer i logisk tænkning.
Artiklens forfatter vedstår gerne at selv om hæfterne er lavet til børn, så var mit eget udbytte af at læse bøgerne betragteligt.
På Humanisten har vi været så heldige at få lov til at gengive disse hæfter. Nummer 1 i serien kommer på hjemmesiden med denne artikel. De næste numre vil blive lagt op med jævne mellemrum.
Du kan se mere om Williams arbejde på: https://charityunited.us/
GÅ SELV OMBORD I DEN FØRSTE BOG OM WILLIAMS UTROLIGE LÆSESTRATEGIER!
Oplev selv den første bog, som nænsomt forbereder gadebørn til at tage imod læseundervisning ved at skabe tryghed og logisk tænkning i en verden, som for dem ofte er kaotisk og ustabil.
Please wait while flipbook is loading. For more related info, FAQs and issues please refer to DearFlip WordPress Flipbook Plugin Help documentation.
Skribent: Thomas Vater
