Hvordan får man venner?

Det er noget de fleste spørger dem selv den første dag i børnehaven. Og igen den første skoledag. I dag, efter at have været mange steder i livet, så ville jeg nok sige at, dem man kan blive enige med og har noget til fælles med, dem kan man hurtigt blive venner med. Men da man stod der for et par årtier siden med skoletasken på ryggen i sit flotte skoletøj og ikke kendte nogen, der havde man i virkeligheden meget til fælles med de andre børn. Men man havde ikke prøvet at række ud efter kontakt så meget som man har nu. Man vidste ikke hvordan man kunne og frygten for at tabe var stor. Man ville jo heller slet ikke skille sig ud. Men svaret er det samme. Man får venner ved at række sig ud og give mindst lige så meget som man tager. Nogle vil acceptere, i nogen tid, at man tager mere end man giver, men hvis der ikke er en balance og en enighed, så synker venskabet, som en lækket båd, med tiden bort.

Hvad er godt venskab?

De tætte venskaber skabes i åbenhed og nærhed. De stærke venskaber smedes gennem livets modgange. Og efter min mening skabes de mest værdifulde, ved en udveksling ikke kun af oplevelser, gaver eller tjenester, men af bevidshedsudvidende viden og erfaring. De venskaber som beriger os med yderligere inspiration, forståelse og dermed forøgelse af livskvalitet, er de mest givtige venskaber man kan være så heldig at deltage i.

Der er meget man kan få tiden til at gå med på denne jord, men der er meget lidt udover personlige mål, familie og kærlighed, som kan overgå glæden ved et stærkt venskab. Er man af den spirituelle natur, så kunne man betragte, at noget som kan bestå livsvejens sving og tidens grøfter, er en opnåelse af noget naturstridigt i sig selv. Og at bevare et venskab, kræver den sidste del af ordet – skab. Det er noget der skal skabes igen og igen for at bestå. Formår man det, så har man virkelig også en ven.