Af: Else-Marie Ditlevsen
Vores rejsende medarbejder skriver under navnet Humanisten; han giver ikke kun navn til vores hjemmeside, men er også den, der viser os rundt blandt store og små humanistiske initiativer rundt om i verden.
Humanisten er immun over for løse rygter, dårlige nyheder, underkendelse af dygtighed og generaliseringer; han går simpelthen langt uden om de undertrykkende elementer i de samfund, han besøger, og opsøger i stedet de visionære mennesker, der vil have bedre forhold – især dem, der er villige til selv at gå foran og gøre noget ved tingene. Lokal hjælp er noget han bestemt ikke er ked af at gøre brug af, tværtimod: Kan han finde et eller flere mennesker på stedet, der faktisk kender historien – fordi de selv er med, eller med egne øjne har set, hvad der er i gang her – så er de hans guider. Hvor han kommer frem, finder han de folk, der har observationsevnen intakt, kan vurdere selv og kan tage beslutninger – de lytter altså ikke bare til autoriteter og følger med strømmen. Vores ven, Humanisten, ved selvfølgelig, at vores forening består af lutter mennesker, der “samler på” en bestemt slags projekter – dem, der skaber mere trivsel over hele linjen. Og han er også klar over, hvad det er, han skal se efter i et projekt: han er blevet den centrale figur i vores hjemmeside, HUMANISTEN.ORG, fordi han er gearet til at genkende “Respekten for det enkelte Menneske” – nøglebegrebet i den Humanisme, vi er på jagt efter. Hvis I kan lide ham, bliver han hos os længe og det kan måske også udvikle sig til, at læserne kan skrive til ham og foreslå, at han kigger nærmere på projekter, de har fået nys om.
HISTORISK
Ordet humanisme møder vi først gang i littaraturen i 1809, hvor den tyske teolog, filosof og uddannelses-reformator, Friederich I. Niethammer i sin bog taler for uddannelse, der er både praktisk og fysisk, og imod sin tids udenadslære af klassikerne. Han præsenterer den idé, at børn bør lære medborgerkundskab og høflighed, og taler i den forbindelse om “humanisme” – et ord han havde afledt af Ciceros “humanitas”. Cicero (106 – 43 f.kr.) brugte ordet “humanitas” til at beskrive, hvad der kræves af den ideelle taler (orator). Han skulle have mange gode fortrin, der passer til livet som embedsmand; humanitas var for Cisero en måde at tænke på, ikke en formel doktrin; havde man den, sagde han, bekræftede det, at man var et kulturelt menneske – i kontrol af sit eget moralske univers. Den, der praktiserer humanitas, er sikker på sit eget værd, høflig over for andre, anstændig i samfundslivet og aktiv i sin politiske rolle. Han er desuden en person, der møder livet med modig skepsis: ved, at han må tænke selv og ikke bare løbe med strømmen, fordi det er det, “man” gør. Mennesket bliver nemlig mere menneske, jo mere han/hun forædler sig selv – bliver måske endda gudeagtig.
I DAG
Hvad HUMANISTENs fremtidige artikler gerne skulle vise, så var der humanisme i verden, langt før begrebet fik sit eget navn, og vi har heldigvis bevaret meget af det den dag i dag, mens der til stadighed sker initiativer til endnu mere. I de kommende artikler, dykker vi ned i historien, ser på nutiden og spår om fremtiden – for hvad skulle vi ellers spå om. Hold øje med næste artikel, som handler om HVERDAGSHUMANISME.
Redaktøren
Skriv et svar