Ud af Ritalin-helvedet

Anders blev stemplet som “DAMP-BARN,” da han var fire. Som 14-årig måtte han vælge mellem livet eller Ritalinen

Ritalin skulle gøre Anders til en rolig og normal dreng, der passede sin skole og lærte at læse. I virkeligheden gjorde den det modsatte – skabte en unormal dreng, der gik på specialskoler for DAMP-børn, hvor konflikter med lærer og elever hørte til dagens orden. Da han kom til den tredje skole som 12-årig, kunne han stadig ikke læse to sammenhængende ord.

Da tog forældrene sagen i egen hånd og søgte hjælp uden for det psykiatriske system. Da Anders stoppede med Ritalin, blev han med ét en normal ung mand, der kørte udenom konflikter – og han lærte at læse.

Der er ikke så meget ’nu skal du bare høre’ over Anders, da vi mødes på efterskolen ved Storebæltsbroen. Han virker som om, at han helst var fri for at tale om sin fortid som et adfærdsvanskeligt, fortabt DAMP-barn på Ritalin.

”Pludselig var jeg vågen. Jeg kunne mærke min krop.
Jeg var glad og ikke spor aggressiv…”

Fjorten år tidligere var Anders en fremmelig dreng, der lærte at gå, allerede da han var ni måneder. Men han var måske mere end fremmelig, han stablede stole, ting og sager foran vinduer, så han kunne kravle op i vindueskarmen. Og blev han sat i en højstol, så han den som en udfordring af sin frihedstrang – han tog ganske enkelt springet, hvis han kunne komme af sted med det.

Det var dagplejemoderen, der først påpegede, at Anders altså ikke var som de andre. Det var for meget af det gode, syntes hun. Anders var deres første barn, så forældrene lyttede bekymret til dagplejemoderen. ”Jamen, Anders havde haft meningitis, da han var tre uger gammel og havde været i respirator som ganske lille spæd. Vi havde altid spurgt os selv, om det mon havde skadet ham. Vi var bange for, at det vitterligt havde skadet ham. Han var vores første barn og græd meget, var meget urolig. Der var simpelthen fart over den dreng. Der var også det, at han kunne vågne og skrige helt ekstremt højt om natten – og så helst skulle høre musik, så hele huset gyngede, for at falde i søvn igen,” husker hans mor. ”Vi tænkte hele tiden, at det havde noget med den meningitis at gøre, og at han måske havde en skade i hjernen.”

”Jeg prøvede at gemme pillerne i munden, men de tvang os til at spise dem …”

 

Til undersøgelse

”Det endte med, at vi tog Anders til en række undersøgelser på Hillerød sygehus hvor overlægen henviste til børnepsykiateren, som lavede alle mulige tester på ham. Så sagde hun, det var DAMP, og at han skulle have Ritalin mod det.”

På den ene side var forældrene lettede over, at der var noget, og at det havde et navn. Men de følte sig også lidt i ingenmandsland. ”At få sat navn på ændrer jo ikke situationen som sådan. Men at give et barn på fire-fem år piller, lød skørt, men vi lod os overtale til at give Anders Ritalin. De sagde, at Ritalin ville gøre ham mere rolig og gøre ham i stand til at koncentrere sig.”

For Anders blev det et chok, som han genkalder klart, men ikke har den store lyst til at dele med nogen: ”Kroppen sagde bare ’sæt dig’ – og jeg blev sløj og negativ. Jeg blev rigtig ked af det og aggressiv. Jeg kunne ikke sove om natten og smed mig på gulvet om dagen. Jeg var fire år.”

Nogenlunde samme erindring har Anders’ mor også om den første Ritalin: ”Det gik helt galt. Helt og aldeles galt. Han fik nærmest en depression, græd og græd og var fuldstændig fra den. Så vi holdt simpelthen op efter nogle dage. Det kunne vi ikke være med til.”

”Vi lod bare være med at give ham det. Så måtte vi jo tage det derfra, vi kunne jo ikke have en dreng, der græd og græd. Vi tænkte bare, ’det her er ikke godt for ham,’ så meget kunne vi i hvert fald se. Vi ville ikke give ham mere af det der. Det var uhyggeligt, at man forsøgte med Ritalin, selv på så små børn.”

 

Etiketten

Der er det ubehagelige ved medicinske etiketter, der sættes på folk, at de aldrig bliver taget af igen. Det ligger i sagens natur, at DAMP er en kronisk sygdom eller tilstand, som ifølge psykiatere ikke kan helbredes, men kun dulmes. Anders havde allerede som fire-årig fået en mappe, hvori der stod, at han havde DAMP, så da han i skolen ikke lærte at læse, var det derfor mere oplagt at pege på Anders’ DAMP som den sandsynlige årsag, end at vurdere undervisningens kvalitet.

 

”Ritalin kan lære dig at læse”

”Da Anders gik i 4. klasse, overbeviste skolen os om, at hvis han fik Ritalin kunne han lære at læse. Hvis han fik Ritalin, ville han simpelthen kunne læse. 10 mg om morgenen og 10 mg til middag, så han var på Ritalin i undervisningstiden. De fik jo ikke ret i det der. Han lærte jo ikke at læse. Faktisk fandt vi igen ud af, at han ikke blev en særlig glad dreng. Han var ikke den samme Anders.”

Men trods forældrenes kvaler og Anders’ ubehag ved Ritalinen, fortsatte Anders med at få Ritalin hver dag, blandt andet fordi han nu gik på Krumsø Fri- og Kostskole, der er en special-skole for DAMP-børn.

”Forstanderen sagde, jeg skulle starte med Ritalin. Vi var 58 elever, og der var 43, der fik Ritalin. Det gik de meget ind for. Hver morgen kom ’morgendamerne’ ind og stillede plastikkrus på bordene med piller og kiggede på, at vi spiste dem …” fortæller Anders. ”Jeg prøvede at gemme pillerne i munden, men de tvang os til at spise dem.”

 

Flere lærere end elever

Skolen var i sig selv en prøvelse for Anders. ”Jeg har aldrig set så mange mennesker til at passe så få elever. Der var en lærer til hver 3-4 elever, vagter, damer til at vække os om morgenen og pussenusse om os, kontordamer – jeg mener, der var flere voksne, end der var elever.”

Tiden på Krumsø Fri- og Kostskole var aggressiv og voldelig i bedste DAMP-stil og i mere end én forstand. Ud over konflikter eleverne imellem, var der også en usædvanlig lærerstab: ”De sendte breve til forældrene med løgn og overdrivelser. Enten at vi var aggressive, eller at vi var åbne og glade. Forstanderen blev fyret, fordi han tog kvælertag på en anden elev – og truede mig med, at jeg ikke måtte sige, hvad jeg havde set. Det kom i BT og på tv.” Hvad Anders ikke fortæller, er, at en anden lærer blev bortvist for at vride skulderen af led på en elev. Og at en anden lærer igen blev fyret, fordi han havde vidnet om, hvad der skete på skolen. Sagen var omkring både justitsministeren, undervisningsministeren og i Folketingets spørgetid.

Anders flyttede til en ny efterskole. Men nu var han 14 år, og hans forældre var for alvor blevet bekymrede. ”Det virkede overhovedet ikke. Han havde været på to dyre skoler for DAMP-børn, fået Ritalin og specialundervisning. Men da Anders blev 14, kunne han stadig ikke læse, han kunne ikke engang alfabetet,” fortæller hans mor. Der var ingen hjælp at hente nogen steder, alle mente nok, at man gjorde, hvad man kunne. ”Jeg søgte på nettet efter hjælp til læsehandicappede og fandt en FEGU læseskole i Hellerup, som så ud til at have gode resultater. Jeg talte med René Steffensen der og aftalte, at vi skulle mødes.”

 

En vending i Anders’ humør

Mødet gik dog radikalt anderledes, end Anders’ mor havde forventet. ”For det første sagde han konsekvent, at hvis Anders skulle gå på FEGU og lære at læse – og det var han i øvrigt ikke i tvivl om, at han kunne lære – så kunne det ikke ske, imens Anders fik Ritalin. De ville ganske enkelt ikke engang gøre forsøget at lære et barn, der tog Ritalin, noget.” Det var første gang, Anders’ mor mødte en, der sagde det, hun selv havde tænkt, siden psykiateren først gang gav Anders etiketten DAMP-barn. For det andet havde mødet en ganske usædvanlig virkning på Anders. ”Jamen, det var som om han fornemmede, hvad der skulle komme. Han nærmest sprang og fløjtede ned af trappen, da vi tog derfra.” Derefter startede Anders hos FEGU hver lørdag i to timer, når han var hjemme fra kost-skolen. Ritalinen holdt han op med at tage, efter at Anders’ mor havde spurgt Anders’ psykiater til råds. “Det viste sig faktisk, at psykiateren grundlæggende var imod, at Anders havde fået Ritalin, og så var beslutningen ret nem. Han stoppede med Ritalin,” fortæller Anders’ mor.

Ude af Ritalin-helvedet

”Pludselig var jeg vågen. Jeg kunne mærke min krop. Den var ligesom løs, og jeg kunne bevæge den. Jeg var glad og ikke spor aggressiv. Jeg kom ikke i slåskamp mere, da jeg holdt op med Ritalin,” husker Anders det. ”FEGU var sjovt. Det var som at komme tilbage i børnehaveklassen. De kunne virkelig lide at undervise mig – de kunne faktisk lide mig, vi fik kager til min fødselsdag, og de gjorde noget for mig. Vi tog A, B, C og så videre fra starten.”

”Jeg må sige, den måde René underviser på, er imponerende,” siger Anders’ mor. ”Normalt har Anders jo aldrig gidet blive undervist, men hver frilørdag tog han ind til René for at lære at læse. Han hyggede sig. Det er lidt morsomt, at det var sådan, men sådan var det.” Men hun husker også den nye Anders, efter at han stoppede med at få Ritalin. ”Da vi fik ham af Ritalin, havde vi den rigtige og den glade Anders. Han havde jo mistet livsmodet. Det er utroligt, at vi ikke havde set det. På Anders har det der Ritalin sat en dæmper på hans humør … alt muligt, hans livskvalitet,” fortæller hans mor lidt undrende. ”Vi havde længe snakket om, at han skulle af det, for det virkede jo ikke. Men han fik det, fordi skolen sagde, at han skulle have det. Men det var en fejl hele vejen igennem.”

”Jeg ville ønske, skolesystemet ville lytte mere til folk som René Steffensen fra FEGU. Vi foreslog skolen det, men de ville ikke, fordi det var L. Ron Hubbards metoder, og han er grundlægger af Scientologi Kirken. De mente, den havde et dårligt omdømme i nogle folks øjne. Det kan jo være fløjtende ligegyldigt, hvad man tror på, hvis det er noget, der virker. Det er i hvert fald vigtigere, at barnet lærer at læse.”

 

En skoleglad Anders

I dag går Anders på en helt normal efterskole og læser mange bøger. ”Her elsker jeg timerne – hellere det end frikvarterer.”

For Anders’ forældre er det en solstrålehistorie og noget, de aldrig troede ville være muligt. ”Han blev rolig, han håndterede alle mulige konflikter på kostskolen. Han blev glad og sig selv og viste sig at være en helt normal ung mand. Der skete utroligt meget, da han kom af Ritalin.”

 

Forældres råd til andre DAMP-forældre

”Men jeg forstår ikke andre forældre, der synes, Ritalin er godt for deres børn. Det kan godt være, at der bliver roligere hjemme i stuen, men børnene har det jo ikke godt,” siger Anders’ mor, der har været medlem af ADHD-foreningen i Odense, ligesom mange andre forældre til børn, der har fået etiketten ’DAMP-barn.’ ”Med den viden, vi har i dag, ville vi ønske, at vi som forældre havde lyttet til, hvad vi selv troede var rigtigt, i stedet for at tro så meget på autoriteterne på hospitalet. Intet af det, de har gjort for Anders, har gjort ham noget godt – eller virket. Intet af det har faktisk virket, overhovedet. Det er mærkeligt.”

Anders går nu på en almindelig kostskole, har en kæreste og har lige læst Da Vinci Mysteriet og Isabella Allende’s Zorro. Og er i gang med sin næste bog …