Psykiatriens placebo

Placebo er et virkningsløst stof, såsom fx sukker, der gives til patienter, som er i den tro, at de får et virkningsfuldt lægemiddel. Selvom de ikke får det, så er deres tro på, at de får noget, der virker, nok til, at de oplever en bedring i deres tilstand. Ofte kan den bedring også konstateres af undersøgende læger.

Den oplevede bedring som følge af indtagelse af placebo kaldes placebo-effekten. Al den stund, at psykofarmaka stort set er virkningsløse på de psykiske tilstande, de skal behandle, spiller placebo-effekten en stor rolle i kliniske undersøgelser af nye psykofarmaka. Uden placebo-effekten og et par yderligere tricks ville psykofarmaka næppe nogensinde kunne godkendes af lægemiddel-myndigheder til behandling af mennesker.

Det er interessant, at man kan give en gruppe af patienter en pille med næsten hvilket som helst indhold, og en del af dem vil fortælle, at de har fået det bedre. Placebo-effekten gør det således umiddelbart vanskeligt at vurdere den reelle virkning af et lægemiddel.

I såkaldt dobbelt-blindede kliniske undersøgelser får en gruppe af patienter et lægemiddel, der skal testes, og en anden gruppe får placebo, og hverken assisterende læger eller patienter ved, hvem der får hvad. Så skulle man synes, at placebo-effekten nok er nogenlunde den samme i begge grupper og at man derfor kan konstatere om lægemidlet har en positiv virkning ud over placebo-effekten, der gør, at gruppen, der får det, klarer sig bedre end placebogruppen.

Så vidt så godt, men hvad gør man så, hvis man skal teste et psykofarmakum, som reelt ikke bedrer den psykiske tilstand, det er tiltænkt at forbedre? Det ville jo betyde, at de to grupper af patienter med henholdsvis lægemiddel og placebo ville klare sig nogenlunde lige godt, bortset fra ubehagelige bivirkninger ved lægemidlet, som ville trække den “forkerte” vej for medicinalfirmaet bag det. Derfor kan placebo-effekten alene ikke brødføde en multi-milliard industri – der er brug for nogle tricks til at få lægemidlet til at se bedre ud end placebo, så det kan blive godkendt til salg. Mange ting kan gøres, bl.a. dette lille udvalg:

• • Hvis en klinisk undersøgelse viser et negativt resultat for lægemidlet, så undlader man at indsende dens resultater til lægemiddelmyndighederne og sætter gang i nye undersøgelser.
  • Man rekrutterer patienter til undersøgelserne, som allerede er på psykiatrisk medicin, såsom fx lykkepiller, som de stopper med lige før den nye undersøgelse. Disse patienter vil opleve meget ubehagelige abstinenssymptomer, som ikke dulmes, hvis de havner i placebo-gruppen af patienter. Derimod vil abstinenssymptomerne dulmes for de patienter, der havner i gruppen, som fx modtager en ny slags lykkepille. Derfor er patienter, der allerede er på psykiatrisk medicin yderst velkomne i medicinalfirmaernes kliniske undersøgelser, fordi de på forhånd trækker i retning af at få resultaterne i lægemiddel-gruppen til at se bedre ud end i placebo-gruppen.
  • Spørgsmålene til patienterne om deres oplevelser i undersøgelserne designes på en måde, så evt. problemer med lægemidlet ikke træder så klart frem i lyset. Det kunne typisk være selvmordstanker.
  • Medicinalfirmaerne betaler diverse psykiatere eller professorer for at udtale sig positivt om lægemidlet eller lægge navn til videnskabelige artikler skrevet af medicinalindustriens egne folk.
  • Andre former for svindel og manipulation med undersøgelsernes resultater.

Denne artikel er et samarbejde med borgerinitativet Medborgernes Menneskerettighedskommission, der er vagthund indenfor overgreb i psykiatrien og hele artiklen kan læses her.