Kunstner med stort C

Thorsten Overgaard/Getty Images

At opleve et publikum i alderen 13 til 50 år er et særsyn. Især når alle står og skiftevis nynner og bevæger sig rytmisk op og ned på stedet til lyden fra legetøjsinstrumenter og haveslanger

Scenen er sat på VEGA i København hvor det amerikanske kultfænomen CocoRosie optræder. Eneste scenebelysning under hele koncerten er en projekter, der projekterer avantgarde videoklip i syrede farver på bagvæggen og musikerne.

And if you take me inside

And you give me a place to hide and cry

I’ll bathe you in the crystal light

(“Promise”)

De lader sig ikke mærke med, at de om eftermiddagen var centrum i årets tv-lavpunkt, hvor Mads Brügger i Den 11 Time forsøgte at gøre deres kunst forståelig. Autonom kunst er et begreb, der dækker over, at beskueren af et værk, læseren af et digt eller musikkens publikum kan opfatte og tolke et værk, præcis som de opfatter det. Med autonom kunst er det ens egen tolkning, der er den eneste rigtige, og man skal ikke stå til ansvar for nogen, om man har forstået det rigtigt.

Således var det ekstra stort, at CocoRosie ikke lod sig mærke med, at de forud for koncerten havde været hovedpersoner i årets tv-lavpunkt hvor en selventreret ’undersøgende’ Mads Brügger i Den 11 Time på DR2 forsøgte at skabe sin egen lille Muhammed-krise ved at få dem til at forklare, hvad deres ’mærkelige’ kunst gik ud på.

Det pinlige optrin i et dansk tv-studie synes glemt af både CocoRosie og publikum, nu hvor der spilles på vandslange og en beatboxer i baggrunden, iklædt kraftige sorte briller, istemmer med en dyb bas-rytme ved nærmest at spytte luft i mikrofonen, han holder helt tæt på munden.

I forgrunden står den ene af CocoRosie søstrene med et plasticpiano og den anden sidder og spiller på en harpe. Dette er enten enormt stort, eller helt forkert. Det lyder ikke bare anderledes og spændende, det lyder også godt. Og for en del af publikummet, som klart er kendere, er det genhørets glæde, selv om de fleste af numrene er fra den nyeste plade.

CocoRosie på VEGA. Foto: Thorsten Overgaard/Getty Images

We are rainbowarriors

Evil come not near

Rainbow love awaits us

With hearts of love and tearz

(“Rainbowarriors”)

De to amerikanske søstre Sierra Rosie og Bianca Coco Casady kom nærmest til at spille sammen ved en tilfældighed i 2003, da Sierra forsøgte sig som operasanger på musikkonservatoriet i Paris. Søsteren Coco arbejdede som billedkunstner i Brooklyn, men valgte at tage på ferie i Europa, hvor hun uventet dukkede op i søsterens lejlighed. De havde ellers ikke set meget til hinanden, efter en barndom hvor de mildt sagt ikke kom særlig godt overens, og derefter teenageår hvor de slet ikke sås. Men i Paris endte de med at bruge de fleste af døgnets timer i Sierra’s badeværelse, hvor de indspillede deres debut-plade, ”La maison de mon rêve” (”Mit Drømmehus”), der til ikke mindst deres egen overraskelse, gik hen og blev et hit.

Albummet var tænkt som en lille udgivelse, de ville distribuere blandt deres venner, men et pladeselskab fik fat i en kopi, og siden blev nogle af numrene også anvendt i reklamer og shows for Kenzo og PRADA.

At se søstrene give interviews er omtrent som at se en kunstinstallation. Deres tøj, sminke og tilgang til alt, er meget anderledes og kreativ. Rosie med en tåre monteret på den ene kind under øjet. Cocie’s ansigt nærmest glansbilledagtigt blank og iført en vejarbejdervest i advarselsfarver og med enorme reflekser. De forsøger aktivt at gøre alting på nye, originale måder, hvilket må siges at være en udfordring, når ens første album er indspillet på et badeværelse. Deres seneste album blev indspillet på en farm om natten, imens de om dagen dyrkede avanceret gymnastik og aerobics på nye måder, kreativ madlavning, alt imens de fordrev tiden med også at male og skrive.

I april 2008 optrådte CocoRosie sammen med ”Royal Concertgebouw Orchestra,” der er det mest kendte og mest respekterede symfoniorkester i Holland.

This is for the eyes that hold my glow

They tell the story that you, you already know

For the pain we”ve had and

For the joy to come,

We”ll swim off together someday In an ocean of our own

(“Dizzy Dog”)