Hvis barn er det på tæppefabrikkens gulv?

Nobel Fredspris modtager Kailash Satyarthi står på auditoriets scene i FN Byen i København, foran mere end fire hundrede forsamlede på UNICEFs Børnenes Dag 2015. Hans udstråling er på én gang både rolig, venlig, robust og bestemt. Satyarthi modtog i 2014 Nobel Fredsprisen for sit femogtredive år lange arbejde med at befri børn fra slaveri, først i sit hjemland Indien og siden over hele verden. Han har personligt været med til at befri over 80.000 børn og i den forbindelse overlevet adskillige attentatforsøg fra slavehandlere. Som han står en synlige stivhed i hans overkrop skyldes, at han siden et overfald, ikke længere kan hæve sin højre skulder. Hans blik er fast og der er ingen tvivl om at der bag hans øjne bor en jernvilje, der driver hans fortsatte kamp for børns vilkår.

Satyarthi er keynote taleren på denne dag og foran ham sidder UNICEFs præsidium, Social- og Indenrigsminister Karen Elleman og repræsentanter fra Danmarks regering, kommuner, offentlige og ikke-statslige børne- og menneskerettighedsorganisationer. Forventningerne til en Nobel Fredspris modtager er store og Satyarthi lægger ud med den humoristiske historie om Einstein og hans chauffør som skiftedes til at holde foredrag, da Einstein som Nobelpris modtager blev inviteret til at tale verden over. Satyarthi er en af få raske, nulevende modtagere og han rejser verden over for at leve op til ansvaret, og glæder sig på sin vis til at Obama afslutter sit præsidentembede så han kan tage sin del, og Satyarthi får mere tid til sit arbejde.

160 millioner børn i slaveri

Varmen og medfølelsen stråler ud af den 61-årige, let gråhårede Satyarthi, der har åbnet sig og vist sin jordnære og rummelige persona. Det er tid til at takle det vi er samlet om – børns rettigheder og vilkår. Han ridser situationen op med mere end 160 millioner børn i slaveri i dag. Og den absurde virkelighed af en verden, hvor en uges militære udgifter kunne sende alle de børn igennem hele deres skolegang. Han anerkender de nordiske lande for deres arbejde og udenlandsstøtte, men spørger, hver gang han står med et forældreløst barn, et barn der væver gulvtæpper i kælderen på en fabrik, et barn tvunget ud i sexhandel – hvis barn er det?

Globalisering er en realitet indenfor produktion og finans, fremhæver Satyarthi, men hans ønske er, at vi får globaliseret medfølelse. Menneskeheden er en familie og hvert barn tilhører os alle, fastslår han og ser på publikum, mens han gentager spørgsmålet – hvis børn er de? Vi tager os alle af børn, men vi skal udbrede den medfølelse til vores globale børn. Intet land kan stå alene, intet barn bør stå alene, siger han.

Hvad er drøm?

Salens stilhed i talens små pauser, afbrydes kun af dybe vejrtræk og suk, efterhånden som Satyarthi rammer dybt og vækker medfølelsen hos hver tilhører. Han tager os med til Pakistan, hvor han spørger drengen som syer fodbolde sammen, hvad er din drøm? Han ser på os, mens han såret fortæller drengens svar; hvad er drøm?

Som i sin Nobel Pris tale, siger Satyarthi, at han er utilfreds med en verden, hvor bare ét barn ikke har friheden til at være et barn, med et barns rettigheder. Derfor er hans appel, at vi hver og én gør vores del, for vores børn og vores fremtid. Salen rejser sig og bifaldet er øredøvende, mens Satyarthi vinker og hilser på dem nær scenen inden han tager videre ud for at sprede sit budskab. Jeg håber denne artikel har fået det bragt videre til flere som vil gøre deres del.