Det Levende Museum i Den Gamle By består skuespillere, der iført periodens tøj udlever visse epoker og bortset fra en smule el og rindende vand lever og arbejder de i 1864, 1910, …
Det Levende Museum er så autentisk, som det kan blive, når man har parkeret bilen uden for Den Gamle By og sat mobiltelefonen på lydløs. Huset i Havbogade 3 er desuden rammen om et projekt, hvor små grupper af demente ældre oplever noget, de kender, og pludseligt kan huske mange ting. ”De kan jo sagtens bruge en kaffekværn fra dengang, og støbejernskomfuret kan de også betjene. Det ligger i rygraden og pludselig er det der. Der sker de mest forunderlige, positive ændringer hos demente, der med ét er i kendte rammer og kan fortælle os ting, vi ikke vidste om den tid; de kan bidrage.”
Det Levende Museum 1864:
Der kæmpes bravt mod tyskerne under den 2. Slesvigske Krig (1. februar – 20. juli 1964), men her i Århus passer skolebørnene deres skole. Iklædt de mange lag tøj fra den tid, er det 3C fra Rosenvangsskolen, der i nogle timer er trådt ind i rollerne som skoleelever. Det er på forhånd bestemt, hvilke familier de tilhører, så de fine har det bedste tøj på og sidder forrest i klassen. Det kan heller ikke undre, at det er et barn fra fattiggården, der står i skammekrogen.
Eleverne skal på en kort tur gennem Den Gamle By, hvor de skal se Kerteminde Skole så de kan få et indtryk af en lille landsbyskole. Undervejs må pigerne neje og bukke og drengene løfte på kasketten, når de møder en voksen på gaden.
Spanskrøret kommer næsten i brug, da børnene senere skal terpe salmer, men lærerinden glemmer det, da præsten til alles overraskelse kommer på uventet besøg for at høre børnene. Undervisningsniveauet er nemlig en sag for byens præst, der i dag roser børnene; i forbifarten orienterer han børnene om, at de gør bedst i at lade som om, de ikke ser tyskerne i gaderne, og de skal ikke tale til dem. ”Lad som om I ikke forstår tysk, hvis I bliver tiltalt, det er sikrest”, indskærper præsten og fortæller, at man i nat har afmonteret hjulene på alle jernbanetog og gemt dem på et sikkert sted i Randers, så den fremrykkende hær ikke kan benytte togene.
1910: Sønderjysk kaffebord på Als
Vi er også til sønderjysk kaffebord på Als, hvor Lærerinde Frøken Ludvigsen (tv. i fotoet) er vendt hjem fra Aabenraa og her beretter nyt til fru Fyrbøder Møller og fru Boghandler Johansen om kvindernes emancipering (frigørelse og ligestilling).
Grundet tyskernes belejring må der kun undervises på tysk i sønderjyske skoler, og danske sange må slet ikke høres udendørs. Ved kaffebordet nyder man jødekager, bagt i det nymodens støbejernskomfur, og slutter hyggen af med en dansk sang fra højskolesangbogen.
Privat underviser Frøken Ludvigsen i dansk historie og det danske sprog. Fru Fyrbøder Møller underviser i klaver derhjemme, mens Boghandlerfruen står for hjemmets husførelse. I Havbogade 3 kan man møde fru Fyrbøder Møller, hvis mand arbejder ved jernbanen og kommer hjem til middag hver dag. ”Når folk spørger, så venter vi ham til middag; spørger de så igen, så har han lige været her”, fortæller fru Fyrbøder Møller, for i virkeligheden eksisterer han ikke. Men det er en del af rammerne for Det Levende Museum, at Hr. Møller kommer hjem til aftensmad og ”dér lukker vi for besøgende, for så er vi jo private, ligesom førstesalen, hvor vi sover, er privat”. ”Bor I her?” spørger folk nogle gange. ”Ja, i 1910.”
Der er forbud mod at stå i grupper i gaderne og tale sammen. Dette er baggrunden for det sønderjyske kaffebord, hvor man ud over at nyde Fru Møllers jødekager, diskuterer hverdagen og fremtidsudsigterne for Danmark. En tyskfjendtlig forsamling mødes – under helt lovlige, private former – og de slutter hyggen med danske sange fra højskolesangbogen. Kaffebordene vandt, kan man sige. I hvert fald trak tyskerne sig tilbage i 1920.
Hvad tænker hun?
”Jeg går og tænker på, at min tante, som er lærerinde, er en selvstændig kvinde, mens jeg passer hus. Hun er den frigjorte; men hun har ofret familien for det, for som lærerinde kan hun ikke være gift. Hun kan ikke passe hus og lave mad; derimod får hun som privatlærer kost og logi hos de familier, hvor hun underviser. Alene og selvstændig, ja, og jeg har familien. Det tænker jeg lidt på.”
”Vi deltager også i en del foreningsarbejde her på Als, hvor vi dansksindede finder sammen og forsøger at se, hvordan vi kan overleve disse tider med tysk besættelse. Tyskerne er begyndt at opkøbe danske ejendomme og danskere længere oppe i Danmark har ikke længere lov til at rejse til Tyskland, som vi jo nu er en del af. Min datter går på Uldum Højskole, og det er spændende, om hun får lov til at rejse tilbage til Als. Min ældste søn er i lære som tømrer og overvejer at rejse til Amerika for at undgå at aftjene de tre års værnepligt i Tyskland. Han er 21, så det nærmer sig.”
”Ja, jeg bruger meget tid på familie og hus og også på at besøge tanter og onkler i omegnen. Jeg har en vaskekone, der kommer og hjælper en gang om måneden, når vi har storvask; men ellers passer jeg selv det hele. Ovnene skal passes, og der skal laves mad. Jeg overvejer, om jeg skal bage i dag, nu hvor jeg alligevel skal sylte og stege; men jeg har jo fire elever til klaverundervisning her i eftermiddag. Det er såmænd det, jeg går og tænker på lige nu.”
1840:
I Vestergade i Århus spinder skomagermutter, Caroline Lynge uld i det ene af bygningens to rum. Det er der, familien sover, spiser og lever, mens det andet rum er det, hvor fatter har sit skomagerværksted og laver støvler, damesko og reparationer. Det er nu ikke så trangt, som det kunne lyde, for nu hvor de 7 børn er flyttet hjemmefra, har hun og fatter dobbeltsengen i hjørnet af stuen for sig selv, og de skal ikke sætte de mange ekstra sengepladser op i stuen hver nat. At hun er en mutter, kommer sig af, at de fine er fruer og middelklassen er madammer. Hun passer huset, strikker til sig selv og manden og til børnebørnene; hun laver også mad og fodrer brændeovnen. Oprindeligt boede der to familier i huset, men under finanskrisen i 1813 flyttede den anden familie, fordi de ikke havde råd. Familien Lynge havde sparet op, så fatter kunne etablere værksted i den anden families stue.”
Hvad tænker hun på?
“Jeg sidder såmænd og tænker på, at jeg har fire døtre og tre drenge, der alle lever. Ikke som kongen, der jo kun fik to levende piger ud af fem fødsler og derfor må finde en ny kone. Mine er alle flyttet hjemmefra nu, og de er i skomagerbranchen. To af sønnerne er på valsen, som man jo skal; de rejser tre år og én dag for at blive færdigudlærte skomagere. Én søn er i Frankfurt, en anden er i Israel – han er lidt religiøst anlagt, så han ville gerne se stedet. Der er mange, der spørger, hvorfor jeg ikke har et gadespejl, når jeg nu sidder så meget på mit lille podie og kan kigge ud af vinduet. Men jeg har skam en fin udsigt, og fatter har aldrig fået købt et nyt gadespejl, siden han kom til at gå ind i det gamle, da han en sen nat kom – vi kan jo sige – lidt vel beruset hjem. Vi hører om H. C. Andersen på markeder og andre steder rundt omkring. Jeg kender ham ikke, men jeg kender da hans mor, og faren var jo også skomagermester – dog ikke i lauget (sammenslutning af næringsdrivende, red.). Så da han drog med Napoleon i krig, gik det jo sådan, at han fik influenza og døde af det. Men når man ikke er med i lauget, må enken klare sig som vaskekone. Jeg ved, da H. C. Andersen var 10 år, fik hun den idé, at han kunne tjene en skilling ved at spinde uld. Han har jo en nydelig lys stemme, så den første dag kunne han synge for de andre, imens de spandt uld. Men da det så blev en andens tur til at synge næste dag, blev H. C. Andersen så forfærdet over deres sjofle sange, at han løb hjem til sin mor. Så måtte han arbejde derhjemme. Jeg tror han blev lidt overbeskyttet. Men han er vist dygtig. – Skomagermadamme Caroline Lynge 
1864 i Købmandsgården
Emilie på 14 år arbejder i køkkenet. Det var normalt, når børn blev konfirmeret, at de trådte de ind i de voksnes rækker og flyttede hjemmefra. Ofte arbejdede unge piger i huset i et år ad gangen, hvorefter det var skiftedag og de kom et nyt sted hen.
Hvad tænker hun på?
”Jeg tænker på, at det er meget anderledes at være kommet i huset her på den store købmandsgård, end derhjemme i Hadsten. Her er hele tiden masser af mennesker, og der dufter altid af spændende varer. Jeg er heldig, at mit første sted i huset er så velhavende og spændende – jeg håber, at jeg kan bliver her mere end et år. En pige som jeg kan næsten ikke få en bedre start end sådan et stort køkken i en så velanset familie, hvor vi tilmed får kød og det fineste brød hver dag. Jeg har også mit eget kammer sammen med de andre piger ovenpå. Andre steder sover pigen på gulvet i køkkenet.”
”Stemningen i huset er noget trykket for tiden, fordi den ældste søn på 18 er faldet i slaget ved Dybbøl og han ligger på lit de parade i stuen ved siden af butikken. Heldigvis er kisten lukket og hans soldaterhat og sværd ligger oven på den (der er nogen, der siger, hans mave er sprængt væk). Fruen i huset tager imod folk fra byen og byder dem englekage, cigar og et bæger vin, når de kommer for at kondolere. Købmanden er en travl mand, der flyver og farer rundt i byen og på havnen hver dag, når han ikke sidder i sit kontor og tinger med kunder og rejsende. Men selv om jeg ikke kender ham så godt, virker han lidt rystet over, at hans ældste søn er død. Han skulle jo overtage forretningen engang, og nu er der fire døtre og ingen sønner.”
”Jeg spekulerer også lidt over min egen fremtid, selv om der er lang tid, til jeg skal stifte familie. Peter er også fra Hadsten og er i lære som tømrer i Vestergade. Han kommer forbi, når han kan finde en anledning (det er lidt kejtet), men han er sød og har smukke øjne. Han er færdigudlært om seks år. Det er det, jeg tænker, og der er god tid, til jeg skal stifte mit eget hjem – seks-otte år måske – og der er mange spændende mennesker i sådan en stor by. Krigen lægger en dæmpe på det hele, og der er mange, der er bekymrede for fremtiden. Det er det, jeg også kan lide ved købmandsgården; for købmanden er optimist og lader sig ikke mærke med krigen. Han mener, den lige pludselig er ovre, og så er vi tilbage til normale tilstande. Hjemme i Hadsten var krigen også mere på afstand end her i Århus.”
”Når jeg er færdig med at gøre køkkenet rent, skal jeg op i køkkenhaven bagved og arbejde. Jeg ved, at Peter kan se mig ovre fra Vestergade, og så finder han sikkert på en mærkelig grund til at komme over. Jeg tror jeg vil give ham et par radiser, det har købmanden ikke noget imod.” -Emilie på 14 år
Den Gamle By
Credits:
Skoleklasse: 3C Rosenvangsskolen. Lærerinde: Pia Hessner. Fyrbøderfrue Møller: Pia Hessner. Frøken Lærerinde Ludvigsen: Birgitta Fuglsang. Boghandlerfrue Johansen: Else Johansen. Skomagermadamme Lynge: Ingrid Dal. Ung pige i huset: Emilie Larsen.
Hjemmeside
Skriv et svar