Humanisten

Online læsemagasin for filantroper

  • Om foreningen
  • ANNONCERING
  • Kontakt
  • Det sker!
  • Kulturstof
  • Verden rundt!
  • Besøg
  • Blog
  • Webinar
  • Sundhed

FEGU-miraklet

22. maj 2014

René Steffensen underviser eleverne enkeltvis eller op til tre ad gangen. Foto: Thorsten Overgaard/WireImage.com

Ofte på få måneder formår Foreningen for Effektiv Grunduddannelse at hjælpe problem-eleverne tilbage på sporet.
Hvad er hemmeligheden?

Hvis man er rigtig stille, kan man næsten høre friværdien vokse i den hvidmalede lejlighed med sprosse-vinduer i Hellerup. Som en slags udtryk for optimismen, der hersker. I lejligheden underviser René Steffensen elever enkeltvis eller i små hold med to eller tre elever. Stedet udstråler en optimisme, der tangerer det barnlige optimistiske sind. Som humlebien, der ikke ved, at den ikke kan flyve. Og som derfor gør det alligevel.

 

En dag…

Det anderledes ved arbejdet i denne lejlighed er, at den frekventeres af elever, hvoraf mange har indset, at de ikke kan. Men som bliver mødt med en optimisme, så når de går derfra, håber de, at de måske kan komme til at læse, regne, skrive en dag…

”Når der kommer en ny elev ind, så véd jeg bare, at jeg kan lære ham det,” stråler René Steffensen. ”Der er knyttet nogle helt specielle egenskaber til liv, og man kan meget mere, end man selv tror. Det betyder meget, at vi ser eleven som en duelig person – en, der har et lige så stort potentiale i sig, som en hvilken som helst anden person.”

 

Uddannet skolelærer

René Steffensen har drevet FEGU-skolen i Hellerup i en årrække. Han er uddannet

skolelærer med en overbygning som læsepædagog på kursus under universitetet samt som FEGU-lærer. ”Når jeg ser den typiske elev, der kommer her, ser jeg en elev fyldt med nederlag, falske oplysninger og forvirrede ideer – og så ved jeg, hvilken jungle jeg står overfor. Så er det bare at rydde op.”

Der findes 22 FEGU-skoler i Danmark, der hver især har specialiseret sig i at hjælpe skoleelever – men også voksne – med at indhente det forsømte i fag som dansk, sprog og matematik.

”Den sikkerhed, som jeg har, forplanter sig til eleven før eller siden i forløbet,” forklarer René Steffensen. ”Fordi jeg har set det ske så mange gange – at eleverne lykkes – ved jeg, at det vil ske også denne gang. Jeg har ikke nogen ideer eller tanker om, at det ikke skulle kunne lade sig gøre.”

 

”Barrierer til studie”

Grundkernen i arbejdet er de såkaldte ”barrierer til studie,” som L. Ron Hubbard efter grundige iagttagelser fandt, var tre helt specifikke problematikker i indlæring, hvorefter han udarbejdede ”studiemetoden”, som er en måde at studere på, som børn ideelt set burde lære fra 1. klasse.

”Eleverne skal jo bringes op til et niveau, hvor de kan bruge en ordbog. Så de bliver selvkørende fra første klasse i at slå ord op og forstå tingene, og så i øvrigt ved, hvad studie-barriererne er, så de undgår at falde i. Men nogle af de elever, jeg har her, er dem, der er faldet i på et tidspunkt i skolen. Dem som bliver kaldt ordblinde, DAMP/ADHD-børn, og så de elever, der har meget svært ved at bruge – og især høre – bogstavlydene, dem skal der arbejdes ekstra med. Andre skal bare have et mindre skub.”

 

Nederlagenes holdeplads

”Der er i praksis ikke nogen forskel på de såkaldte DAMP/ADHD-børn, jeg har haft, og de elever, jeg i øvrigt har. De første er generelt præget af en følelse af, at ’det kan man bare ikke lære’. At de tror, der er en grænse, de ikke kan overskride. De har lidt nederlag og har fået det udtrykkeligt fortalt eller demonstreret. Det er stort set fuldstændig samme metode, du bruger med alle: Du fylder hullerne op fra neden og fylder op hele vejen op gennem klassetrinnene til de har nået deres trin og er mindst lige så dygtige som deres jævnaldrende. Der er jo reelt ikke noget problem med barnet. De fleste er kvikke, behagelige personer, der nemt kan motiveres til at hjælpe sig selv ved at gå på FEGU. Boglige nederlag og misforståelser i et fag har gjort dem temmelig nedtrykte, og har startet en negativ spiral med ‘jeg kan ikke.’ Når den er vendt, blomstrer børnene op, og deres selvtillid forøges meget.”

”En meget ens attitude der findes hos næsten alle eleverne i en klassesituation, er en ’eleverne mod læreren’ attitude. I FEGU undervises eleverne ofte én ad gangen, så de finder hurtigt ud af, at man er på samme side. Fordi her er det individuel kommunikation, som bare ikke kan lade sig gøre, hvis man som lærer står over for 16 elever og skal kommunikere til alle 16 på én gang.”

 

Ingen samlebånds-undervisning

De fleste elever gennemgår en serie læsekurser, hvoraf det første starter med de lydrette ord, altså de der siges, som de staves. Men er der huller i forståelsen af de enkelte bogstaver i alfabetet, starter man derfra. En af hemmelighederne hos FEGU er tilsyneladende, at eleven først går videre til et sværere trin, når han har 100% fat i det, han var i gang med. Altså rendyrket individuel undervisning, i modsætning til det nogle har kaldt ’industri-undervisning’ eller ’samlebånds-undervisning’ med 45 minutter om én ting, så 45 minutter om noget andet.

”Jeg så helst, at børn fra første klasse lærte at studere efter studiemetoden. Eller lærte det her på FEGU. Men oftest kommer de først ind på denne ’uddannelsesmæssige skadestue’, når skaden er sket, og de ikke kan læse, ikke kan regne osv. Men jeg ville hellere, at de tog et studiekursus, så de lærte at studere. Altså gør-det-selv førstehjælp, så problemet ikke opstår. Det er jo ganske hårdt for et barn at lide det nederlag ikke at kunne.”

 

En metode, der virker

”L. Ron Hubbard har lavet en metode, der virker. Når du bliver uddannet som lærer, og det ved jeg, fordi jeg selv er blevet det, så får du en masse informationer, men jeg blev ikke ordentligt uddannet i læsning, eller hvordan man studerer. Der er ikke en dygtig lærer, der er notorisk god til at få børn til at lære at læse, som du bliver sendt i praktik hos, før du kommer ud. Når du forlader seminariet, har du lært mange pædagogiske metoder og synspunkter, og så står du foran din klasse og skal starte forfra med at opfinde hjulet og sammenstykke din egen læseundervisning. I den sammenhæng er L. Ron Hubbard en succesfuld person, du kan lære fra, hvordan man gør. Han er en mentor for mig som lærer.”

Skrevet i: Det sker!

Ud af Ritalin-helvedet

22. maj 2013

Foto: Thorsten Overgaard/WireImage

Anders blev stemplet som “DAMP-BARN,” da han var fire. Som 14-årig måtte han vælge mellem livet eller Ritalinen

Ritalin skulle gøre Anders til en rolig og normal dreng, der passede sin skole og lærte at læse. I virkeligheden gjorde den det modsatte – skabte en unormal dreng, der gik på specialskoler for DAMP-børn, hvor konflikter med lærer og elever hørte til dagens orden. Da han kom til den tredje skole som 12-årig, kunne han stadig ikke læse to sammenhængende ord.

Da tog forældrene sagen i egen hånd og søgte hjælp uden for det psykiatriske system. Da Anders stoppede med Ritalin, blev han med ét en normal ung mand, der kørte udenom konflikter – og han lærte at læse.

Der er ikke så meget ’nu skal du bare høre’ over Anders, da vi mødes på efterskolen ved Storebæltsbroen. Han virker som om, at han helst var fri for at tale om sin fortid som et adfærdsvanskeligt, fortabt DAMP-barn på Ritalin.

”Pludselig var jeg vågen. Jeg kunne mærke min krop.
Jeg var glad og ikke spor aggressiv…”

Fjorten år tidligere var Anders en fremmelig dreng, der lærte at gå, allerede da han var ni måneder. Men han var måske mere end fremmelig, han stablede stole, ting og sager foran vinduer, så han kunne kravle op i vindueskarmen. Og blev han sat i en højstol, så han den som en udfordring af sin frihedstrang – han tog ganske enkelt springet, hvis han kunne komme af sted med det.

Det var dagplejemoderen, der først påpegede, at Anders altså ikke var som de andre. Det var for meget af det gode, syntes hun. Anders var deres første barn, så forældrene lyttede bekymret til dagplejemoderen. ”Jamen, Anders havde haft meningitis, da han var tre uger gammel og havde været i respirator som ganske lille spæd. Vi havde altid spurgt os selv, om det mon havde skadet ham. Vi var bange for, at det vitterligt havde skadet ham. Han var vores første barn og græd meget, var meget urolig. Der var simpelthen fart over den dreng. Der var også det, at han kunne vågne og skrige helt ekstremt højt om natten – og så helst skulle høre musik, så hele huset gyngede, for at falde i søvn igen,” husker hans mor. ”Vi tænkte hele tiden, at det havde noget med den meningitis at gøre, og at han måske havde en skade i hjernen.”

Foto: Thorsten Overgaard/WireImage.com

”Jeg prøvede at gemme pillerne i munden, men de tvang os til at spise dem …”

 

Til undersøgelse

”Det endte med, at vi tog Anders til en række undersøgelser på Hillerød sygehus hvor overlægen henviste til børnepsykiateren, som lavede alle mulige tester på ham. Så sagde hun, det var DAMP, og at han skulle have Ritalin mod det.”

På den ene side var forældrene lettede over, at der var noget, og at det havde et navn. Men de følte sig også lidt i ingenmandsland. ”At få sat navn på ændrer jo ikke situationen som sådan. Men at give et barn på fire-fem år piller, lød skørt, men vi lod os overtale til at give Anders Ritalin. De sagde, at Ritalin ville gøre ham mere rolig og gøre ham i stand til at koncentrere sig.”

For Anders blev det et chok, som han genkalder klart, men ikke har den store lyst til at dele med nogen: ”Kroppen sagde bare ’sæt dig’ – og jeg blev sløj og negativ. Jeg blev rigtig ked af det og aggressiv. Jeg kunne ikke sove om natten og smed mig på gulvet om dagen. Jeg var fire år.”

Nogenlunde samme erindring har Anders’ mor også om den første Ritalin: ”Det gik helt galt. Helt og aldeles galt. Han fik nærmest en depression, græd og græd og var fuldstændig fra den. Så vi holdt simpelthen op efter nogle dage. Det kunne vi ikke være med til.”

”Vi lod bare være med at give ham det. Så måtte vi jo tage det derfra, vi kunne jo ikke have en dreng, der græd og græd. Vi tænkte bare, ’det her er ikke godt for ham,’ så meget kunne vi i hvert fald se. Vi ville ikke give ham mere af det der. Det var uhyggeligt, at man forsøgte med Ritalin, selv på så små børn.”

 

Etiketten

Der er det ubehagelige ved medicinske etiketter, der sættes på folk, at de aldrig bliver taget af igen. Det ligger i sagens natur, at DAMP er en kronisk sygdom eller tilstand, som ifølge psykiatere ikke kan helbredes, men kun dulmes. Anders havde allerede som fire-årig fået en mappe, hvori der stod, at han havde DAMP, så da han i skolen ikke lærte at læse, var det derfor mere oplagt at pege på Anders’ DAMP som den sandsynlige årsag, end at vurdere undervisningens kvalitet.

 

”Ritalin kan lære dig at læse”

”Da Anders gik i 4. klasse, overbeviste skolen os om, at hvis han fik Ritalin kunne han lære at læse. Hvis han fik Ritalin, ville han simpelthen kunne læse. 10 mg om morgenen og 10 mg til middag, så han var på Ritalin i undervisningstiden. De fik jo ikke ret i det der. Han lærte jo ikke at læse. Faktisk fandt vi igen ud af, at han ikke blev en særlig glad dreng. Han var ikke den samme Anders.”

Men trods forældrenes kvaler og Anders’ ubehag ved Ritalinen, fortsatte Anders med at få Ritalin hver dag, blandt andet fordi han nu gik på Krumsø Fri- og Kostskole, der er en special-skole for DAMP-børn.

”Forstanderen sagde, jeg skulle starte med Ritalin. Vi var 58 elever, og der var 43, der fik Ritalin. Det gik de meget ind for. Hver morgen kom ’morgendamerne’ ind og stillede plastikkrus på bordene med piller og kiggede på, at vi spiste dem …” fortæller Anders. ”Jeg prøvede at gemme pillerne i munden, men de tvang os til at spise dem.”

Foto: Thorsten Overgaard/WireImage.com

 

Flere lærere end elever

Skolen var i sig selv en prøvelse for Anders. ”Jeg har aldrig set så mange mennesker til at passe så få elever. Der var en lærer til hver 3-4 elever, vagter, damer til at vække os om morgenen og pussenusse om os, kontordamer – jeg mener, der var flere voksne, end der var elever.”

Tiden på Krumsø Fri- og Kostskole var aggressiv og voldelig i bedste DAMP-stil og i mere end én forstand. Ud over konflikter eleverne imellem, var der også en usædvanlig lærerstab: ”De sendte breve til forældrene med løgn og overdrivelser. Enten at vi var aggressive, eller at vi var åbne og glade. Forstanderen blev fyret, fordi han tog kvælertag på en anden elev – og truede mig med, at jeg ikke måtte sige, hvad jeg havde set. Det kom i BT og på tv.” Hvad Anders ikke fortæller, er, at en anden lærer blev bortvist for at vride skulderen af led på en elev. Og at en anden lærer igen blev fyret, fordi han havde vidnet om, hvad der skete på skolen. Sagen var omkring både justitsministeren, undervisningsministeren og i Folketingets spørgetid.

Anders flyttede til en ny efterskole. Men nu var han 14 år, og hans forældre var for alvor blevet bekymrede. ”Det virkede overhovedet ikke. Han havde været på to dyre skoler for DAMP-børn, fået Ritalin og specialundervisning. Men da Anders blev 14, kunne han stadig ikke læse, han kunne ikke engang alfabetet,” fortæller hans mor. Der var ingen hjælp at hente nogen steder, alle mente nok, at man gjorde, hvad man kunne. ”Jeg søgte på nettet efter hjælp til læsehandicappede og fandt en FEGU læseskole i Hellerup, som så ud til at have gode resultater. Jeg talte med René Steffensen der og aftalte, at vi skulle mødes.”

 

En vending i Anders’ humør

Mødet gik dog radikalt anderledes, end Anders’ mor havde forventet. ”For det første sagde han konsekvent, at hvis Anders skulle gå på FEGU og lære at læse – og det var han i øvrigt ikke i tvivl om, at han kunne lære – så kunne det ikke ske, imens Anders fik Ritalin. De ville ganske enkelt ikke engang gøre forsøget at lære et barn, der tog Ritalin, noget.” Det var første gang, Anders’ mor mødte en, der sagde det, hun selv havde tænkt, siden psykiateren først gang gav Anders etiketten DAMP-barn. For det andet havde mødet en ganske usædvanlig virkning på Anders. ”Jamen, det var som om han fornemmede, hvad der skulle komme. Han nærmest sprang og fløjtede ned af trappen, da vi tog derfra.” Derefter startede Anders hos FEGU hver lørdag i to timer, når han var hjemme fra kost-skolen. Ritalinen holdt han op med at tage, efter at Anders’ mor havde spurgt Anders’ psykiater til råds. “Det viste sig faktisk, at psykiateren grundlæggende var imod, at Anders havde fået Ritalin, og så var beslutningen ret nem. Han stoppede med Ritalin,” fortæller Anders’ mor.

Ude af Ritalin-helvedet

”Pludselig var jeg vågen. Jeg kunne mærke min krop. Den var ligesom løs, og jeg kunne bevæge den. Jeg var glad og ikke spor aggressiv. Jeg kom ikke i slåskamp mere, da jeg holdt op med Ritalin,” husker Anders det. ”FEGU var sjovt. Det var som at komme tilbage i børnehaveklassen. De kunne virkelig lide at undervise mig – de kunne faktisk lide mig, vi fik kager til min fødselsdag, og de gjorde noget for mig. Vi tog A, B, C og så videre fra starten.”

”Jeg må sige, den måde René underviser på, er imponerende,” siger Anders’ mor. ”Normalt har Anders jo aldrig gidet blive undervist, men hver frilørdag tog han ind til René for at lære at læse. Han hyggede sig. Det er lidt morsomt, at det var sådan, men sådan var det.” Men hun husker også den nye Anders, efter at han stoppede med at få Ritalin. ”Da vi fik ham af Ritalin, havde vi den rigtige og den glade Anders. Han havde jo mistet livsmodet. Det er utroligt, at vi ikke havde set det. På Anders har det der Ritalin sat en dæmper på hans humør … alt muligt, hans livskvalitet,” fortæller hans mor lidt undrende. ”Vi havde længe snakket om, at han skulle af det, for det virkede jo ikke. Men han fik det, fordi skolen sagde, at han skulle have det. Men det var en fejl hele vejen igennem.”

”Jeg ville ønske, skolesystemet ville lytte mere til folk som René Steffensen fra FEGU. Vi foreslog skolen det, men de ville ikke, fordi det var L. Ron Hubbards metoder, og han er grundlægger af Scientologi Kirken. De mente, den havde et dårligt omdømme i nogle folks øjne. Det kan jo være fløjtende ligegyldigt, hvad man tror på, hvis det er noget, der virker. Det er i hvert fald vigtigere, at barnet lærer at læse.”

 

En skoleglad Anders

I dag går Anders på en helt normal efterskole og læser mange bøger. ”Her elsker jeg timerne – hellere det end frikvarterer.”

For Anders’ forældre er det en solstrålehistorie og noget, de aldrig troede ville være muligt. ”Han blev rolig, han håndterede alle mulige konflikter på kostskolen. Han blev glad og sig selv og viste sig at være en helt normal ung mand. Der skete utroligt meget, da han kom af Ritalin.”

 

Forældres råd til andre DAMP-forældre

”Men jeg forstår ikke andre forældre, der synes, Ritalin er godt for deres børn. Det kan godt være, at der bliver roligere hjemme i stuen, men børnene har det jo ikke godt,” siger Anders’ mor, der har været medlem af ADHD-foreningen i Odense, ligesom mange andre forældre til børn, der har fået etiketten ’DAMP-barn.’ ”Med den viden, vi har i dag, ville vi ønske, at vi som forældre havde lyttet til, hvad vi selv troede var rigtigt, i stedet for at tro så meget på autoriteterne på hospitalet. Intet af det, de har gjort for Anders, har gjort ham noget godt – eller virket. Intet af det har faktisk virket, overhovedet. Det er mærkeligt.”

Anders går nu på en almindelig kostskole, har en kæreste og har lige læst Da Vinci Mysteriet og Isabella Allende’s Zorro. Og er i gang med sin næste bog …

Skrevet i: Det sker!, Verden rundt!

Pianisten

22. maj 2013

Foto: Thorsten Overgaard

For nogle år siden lå en baby på andensalen i Nordvestkvarteret i København hver formiddag og lyttede opmærksomt til lydene der kom ned fra loftet. Ovenpå indledte Ole Boskov hver morgen et diciplineret program af fingerøvelser, der skulle træne fingrenes adræthed.

Skulle barnet nedenunder have hørt fingrenes advarende knæk og pianostolens knirken, ville den næste times enerverende skalaer på det opretstående Hornung & Møller klaver i lejligheden ovenpå ikke komme som nogen overraskelse. Skønt kun få naboer fra tid til anden klagede, har skalaerne utvivlsomt været et ulideligt morgenritual, men samtidigt prisen for hvad derpå dagligt fulgte:

Den store daglige koncert på 6-8 timer med Chopin, Bach, Chick Corea, Keith Jarret og andre komplicerede værker.

Hvad det tvangsindlagte publikum i de de tilstødende lejligheder kan have undret sig over, var om det virkelig var nødvendigt at gentage et næsten enslydende repertoire hver eneste dag.

Det var det, hvis man kender historien om drengen, der som ni-årig begyndte at spille på sin fars orgel og guitar. Faderen har i sit stille sind sikkert glædet sig over at drengen fik en sund interesse, i stedet for at kaste frøer efter gamle damer eller brænde savværker af med svovlstikker. At se sønnen opslugt af orgelet må have indgydet faderen ro og balance i sine planer om at sønikke en dag skulle overtage møbelforretningen.

Således blev det ikke stoppet i tide, og allerede som tolvårig begyndte Ole Boskov at komponere musik. Skolegangen blev klaret med 10- og 11-taller, skønt med venstre hånd. Det gik først galt i gymnasiet. Det gik mildest talt ikke godt, og allerede efter få måneder gav han op og tilbragte resten af året i familiens møbelbutik, indtil han kunne starte på handelsskolen.

Der åbnedes mere end én ny verden for Ole Boskov. Regnskabslære var den ene, men handelsskolen blev også startskuddet til trioen ”Soap,” der allerede året efter fik et tre uger langt engagement med deres danserepertoirere af kopinumre på et Indu-Bar i Helsingør.

”Hver nat i tre uger spillede vi 6 timer. Det var første gang, jeg virkelig troede på at man kunne opnå noget.”

Den navnkundige Eugen Tajmer var blevet deres manager og skaffede Soap det ene job efter det andet på Bakken, Dansetten i Tivoli, Ritz i Køge og mange andre steder. Der blev råd til en kassevogn til at rejse rundt i. Under Soap logoet på den røde Mercedes kassevogn, kunne man svagt ane ordet SENGEBUNDE fra den tidligere ejer.

Det nyåbnede diskotek Las Vegas i Svendborg var et af stederne, den røde kassevogn kørte til i weekenderne. Et glamorøst sted med metertykt gulvtæppe med Las Vegas indvævet, ikke blot væg til væg, men også fra gulv til loft. En tryg firserstemning med strålelys ned på de sortlakerede borde med krystalaskebægre, løbelys og oprullede jakkeærmer. Bandet optrådte i éns hvide kedeldragter og sov ovenpå udstyret i kassevognen om natten.

Det var 1981, to år før smalle læderslips blev in, men allerede the high life for Ole Boskov og hans nu tre kollegaer i kvartetten Soap.

”Vi levede i pigernes beundrende søgelys, vi stod på en scene 40 cm. over det almindelige liv, tjente gode penge, spillede musik og havde det sjovt.”

Da handelsskolen var slut, var det ikke oplagt, hvad der så skulle ske. Ole Boskov tog en edb-uddannelse i Herlev og derpå et halvt år i svigerfaderens skrotfirma, for endelig at havne i en udsigtsløs halvdags-stilling i et edbfirma. Der sad han så og lavede figurer af papirclips på det mørkegrønne skrivebordsunderlag imens tiden tikkede på det orange vægur. Efter et halvt års indædt spekulation, var hans beslutning klar.

”Jeg ville spille musik. Jeg sagde op og fik Bent Aksen som klaverlærer. Han var en stor profil i det Københavnske jazzmiljø i 50’erne og 60’erne hvor han spillede med NHØP, Chet Baker og alle de store. Han havde det overskud og overblik over musik som jeg havde brug for. Han dikterede fingergymnastik, en time med øvelser og skalaer på klaveret hver dag, og så fik jeg lektier for. Chopin og Bach.”

Således er vi tilbage i den to-værelses i Nordvestkvarteret som Ole Boskov delte med Tina, hans livs kærlighed siden deres blikke mødtes under en koncert han spillede på Exalon i København i 1984. Den anden store kærlighed var klaveret i lejligheden, et arvestykke fra mormor.

”Jeg studerede og øvede de store, Oscar Peterson, Chick Corea, Keith Jarrett, Bach og så videre. Jeg øvede hårdt, og det skred fremad indtil en dag og et punkt i spillet hvor jeg simpelthen ikke kunne komme videre. Jeg kunne godt intellektuelt forstå f.eks. hvad det var Chick Corea gjorde, men jeg kunne ikke … jeg kunne ikke få fingrene til det, uanset hvor meget jeg øvede. Jeg sad dér, satans også, det bliver ikke bedre, trods det at jeg øvede som en besat.”

” Jeg var godt klar over, på et intuitivt niveau, dengang, at man spiller som den man er. Ens personlighed skinner igennem, når man er musiker. Er man lidt tilbageholdende, vil det præge ens spil. Kommer man altid for sent, vil man have problemer med timingen i spillet. Det vidste jeg, og jeg vidste også at Chick Corea brugte Dianetik.”

”Jeg havde haft Dianetik-bogen stående i syv år og havde læst to sider. Så da vi drog på ferie i Spanien, havde jeg den med og fik jeg læst den fra ende til anden. Dét startede et skred. Hvis man kan lægge 2+3 sammen, kan man se der er mere at komme efter i Dianetik.”

”Da jeg kom hjem, kontaktede jeg en af mine perifere musikervenner, som jeg vidste arbejdede med Dianetik og spurgte hvordan han gjorde. Jeg fik læst bøgerne ”Tankens Grundbegreber”og ”En Videnskabs Udvikling”, begge to nemme bøger i forhold til Dianetik. Der blev rykket i mit univers. Det var ikke kun et spørgsmål om at blive rigtig god til musik. Lige pludselig var det også spørgsmålet om hvem man er og hvor man kommer fra.”

”Jeg kontaktede det lokale Dianetik-center, deres adresse stod bag i bogen. Jeg ønskede at min kone også fik forståelse for dette nye, og faktisk blev vores kommunikation meget bedre. Guderne skal vide, at vores forhold godt kunne blive bedre, og det blev det faktisk ganske mirakuløst med nogle af de ting, vi i fællesskab lærte.”

Imens Ole Boskov således var optaget af de nye ting der skete i hans musik og liv, ringede telefonen pludselig en dag. Det var Ivan Pedersen, der dengang ovenpå en række gedigne hits med duoen Laban, havde startet sin nye gruppe Small Wonders. Ole Boskov blev inviteret til audition som keyboardspiller.

”Uha, jeg var meget benovet, ha ha. Da jeg troppede op i deres øvelokale ved Sortedammen var der fyldt med grej og sejt udseende sværvægtere fra det Københavnske rockmiljø. Så vi spillede nogle numre sammen, jammede lidt”

Halvanden uge senere ringede Ivan igen. ”Det blev dig,” var beskeden. Derpå gik det stærkt, Ivan Pedersen var mere end almindelig venlig til at lade Ole Boskov deltage i aktiviteter, der ellers normalt kun var en star forundt. Således var Ole Boskov med når der blev lavet jingles til Dansktoppen og blev gennem Ivan Pedersen introduceret til et hav af mennesker i branchen. Til koncerterne spillede bandet endda et par af Ole Boskovs egne kompositioner.

Den uafladelige række koncerter landet rundt, kombineret med den fornyede indsigt i Dianetik, gav hår på brystet.

”Jeg kunne med det samme mærke en forbedring i min musik når jeg lærte mere om mig selv. Hvis man er dygtig, men iøvrigt ikke opmærksom, kommer man ikke videre end at der kun er så og så mange skalaer, rytmer osv. at bruge. Så bliver man ikke bedre. Jeg havde læst i Dianetik, at hændelser fra tidligere kan blokere din kunnen i nuværende tid, så det fik jeg skrællet af og kunne udvikle mig frit.”

”Jeg lærte også Studieteknikken, som L. Ron Hubbard har udviklet. Det er vigtigt at lære hvordan man lærer noget, fordi man skal forstå f.eks. nodesproget som er Italiensk. Der står for eksempel ”piano” mellem nodelinierne, hvilket betyder ”blidt,” ”pianissimo” betyder ”blidere”. Studieteknoklogien gav mig den selvtillid, at jeg kan studere hvad som helst og forstå det.”

Da der var gået et par år med Ivan Pedersen, blev det tid for Ole Boskov’s eget band. Der var en guitarist fra Aalborg der havde spillet med Lis Sørensen, og der var andre rigtigt gode musikere. Et pladeselskab var interesseret og snart var Ole Boskov’s nye band i gang med at lave plade i det store Werner studie.

”Pladeselskabet troede rigtig meget på det og ofrede rigtig mange penge på at lade os lave en rigtig god master-optagelse.”

En dag blev Ole Boskov kaldt op på pladeselskabet til møde hvor direktøren gav ham valget mellem at enten at opgive Dianetik, eller at opgive at udgive pladen.

”Det var et nemt valg. Jeg spurgte ham, om valget havde været det samme, hvis det havde været Chick Corea der sad der. Nå, men pyt. Nu stod jeg med et halvt masterbånd og uden pladeselskab. Så jeg besluttede at færdiggøre masteren for egen regning og udgive CD’en selv.”

Til færdiggørelsen fik Ole Boskov igen hjælp af Ivan Pedersen, der stillede sit eget studie til rådighed og hjalp med baggrundsvokaler. Snart var masterbåndet færdigt og Ole Boskov fik produceret 1.000 CD’er af ”Listen to the Wind.” Westcoast-musik i stil med Sko/Torp, der udkom med deres megahit i de samme uger.

”Det var en herlig fornemmelse, da fragtmanden kom med mine CD’er. Jeg flåede kassen op og famlede med folien på den første CD. Da den første eufori havde lagt sig, nå-ja, så var der 1.000 CD’er i min stue. Hvad nu?”

Fra at være anlagt til en stor udgivelse, blev ”Listen to the Wind” et hit i mindre størrelse, først blandt den nærmeste omgangskreds og siden i lidt videre kredse. Alligevel er det blevet til tre CD-udgivelser på Ole Boskovs eget label siden 1996. Hans plader er blevet spillet på radioer i Japan, Sverige, Norge, Danmark, Tyskland, Spanien, Italien, Tyskland, Schweiz og USA. Ole Boskov havde et mindre hit i staten Pennsylvania med numret af samme navn fra hans første plade.

”Jeg have ingen erfaring, jeg havde faktisk ikke regnet med det. Så langt havde jeg ikke tænkt, jeg ville bare lave min plade. Så jeg måtte jo i gang med at ringe til radio, tv og pladebutikker og få min hjemmeside www.boskov.dk op at køre. Alle valg er ikke lige smertefrie.”

”Livet har en tendens til at udvikle sig henimod nogle valg, og så må man foretage de valg ud fra ens virkelige passion, lyst og ambition. Ikke ud fra det som omgivelserne ville syntes var godt, for … for så bliver man jo utilfreds.”

Med en søn i 2001 måtte Ole Boskov foretage nogle valg for mere end sig selv. Han valgte at prioritre, det han føler det handlede om nu. Familien, musikken og hans band, danseorkestret Cool Cats.

”Mit job er min musik og er det jeg lever af. Det er mest omkring weekenderne, jeg spiller og så har jeg hverdagen og aftnerne til at komponere og være sammen med venner og familie.”

”Man skal huske, hvorfor det var man startede på noget. Hvad var den først impuls, om man vil. For os var det fordi vi kunne lide at spille musik. Folk skal danse og være glade. Og så er det fedt at tjene penge. For andre er det måske, at de gerne vil spille for folk der sidder stille og lytter, men så skal man gøre sig det klart hvad det er man vil. Musik er kommunikation, og der er forskellige slags kommunikation…”


Ole Boskov har netop udgivet sin tredie CD, ”Songs in Black & White” og optræder flere gange om ugen med Cool Cats samt sine egne sange solo eller med band.

Skrevet i: Det sker!, Kulturstof

Større stigning i gåseleverpostej end narko på Roskilde Festival

22. maj 2012

Publikum til koncerten med Trentemøller på Orange Scene, Roskilde 2009. Foto: Thorsten Overgaard/Getty Images.

Der var større stigning i salget af gåseleverpostej på det års Roskilde Festival, end der var i salget af stoffer. Men det var ikke det billede, man fik, når man åbnede aviserne, der talte om voldtægter, stoffer, nøgenløb og ”urinsky”

Der er en markant forskel på at besøge Roskilde Festival og f.eks. Skanderborg Festival. For hvor Skanderborg Festival går amok i en alkoholrus om aftenen og natten, med musikken på Bøgescenen på en klar andenplads, har Roskilde Festival altid haft fokus på musikken. Sådan oplevede jeg det, da jeg i 2008 besøgte begge festivaler, og det billede blev bekræftet på Roskilde Festival 2009, trods et lidt skrabet musikudbud som følge af finanskrisen. Kigger man på de to festivalers budgetter, giver det ingen mening, for Skanderborg Festival bruger faktisk en procentvis større del af entreindtægterne på musik, end Roskilde Festival. Men i virkelighedens verden opleves Roskilde Festival som en musikfestival med visse bivirkninger, imens Skanderborg Festival opleves som en ordentlig kæp i øret, med levende musik til.

Nicle Cave & The Bad Seeds på Roskilde Festival 2009 med Nick Cave og den australske multi-instrumentalist Warren Ellis. Foto: Thorsten Overgaard/Getty Images

Inspireret af Woodstock

Den første Roskilde Festival så dagens lys i 1971 da to gymnasieelever lavede den første festival. De havde en del erfaring med gymnasiefester, før de kastede sig ud i den store Sound Festival, der – helt i ånden af Woodstock – var et totalt kaos rent organisationsmæssigt. Af samme grund ønskede de ikke at gentage projektet. Det gjorde til gengæld et par humanitære organisationer i Roskilde, der siden 1930’erne havde arrangeret byfester og den slags. Og dermed var Roskilde Festival traditionen i realiteten skabt, med en ambitiøs musikfestival, der som et biprodukt kunne støtte humanitære projekter gennem Roskilde Fonden.

Crowd Security hygger sig med publikum foran Orange Scene på Roskilde Festival 2009. Foto: Thorsten Overgaard/Getty Images

 

10-12 mio årligt i indirekte støtte til foreninger

Roskilde Festival er i sig selv ikke nogen pengemaskine, for selv om den gennem tiden har spyttet 100 mio i humanitære formål, ligger overskuddet i 2008 og 2009 på blot omkring en million om året, der udloddes til projekter med et social-pædagogisk sigte og rettet mod socialt belastede – f.eks. et hip-hop projekt i Gaza. Men de største beløb tjenes faktisk i boderne, der drives af KFUM og lignende foreninger, og som tjener i størrelsen 10-12 mio årligt til deres foreningsarbejder. ”Vi får 21% af overskud på al madhandel, og det er for 85% vedkommende foreninger, imens de sidste 15% er private, kommercielle forretninger. Vi så gerne at alle blev drevet af foreninger, men det er et stort arbejde og ikke helt uden risiko. Overskud af ølsalget, som Roskilde Festival selv står for, går i en kasse for sig som buffer til dårlige år. Resten af boderne med solbriller, t-shirts osv. betaler en afgift per meter bod,” fortæller Esben Danielsen, der er talsmand for Roskilde Festival. ”Vi havde et overskud til udlodning på 800.000 i 2008 og forventer ca. 1.000.000 i 2009, når regnskabet er gjort op. Foreningerne, der står for madboderne, tjente 10 mio ud af en omsætning på ca. 100 mio.” Det hører med til historien, at Roskilde Festival og Roskilde Fonden har 24 fastansatte året rundt til at planlægge or organisere den årlige festival.

Trentemøller på Orange Scene 2009. Fotos: Thorsten Overgaard/Getty Images.

 

Billetsalg er 90-95% af budgettet

Roskilde Festivalens egen omsætning på ca. 150 mio i 2009 består derfor primært af billetsalget til de 75.000 gæster, der besøgte festivalen i 2009.

Også Grace Jones var på Roskilde Festival 2009. Foto: Thorsten Overgaard/Getty Images

 

Alting 30% større og værre

Varhuschef Max Skov Hansen, der stod for driften af den midlertidige Kvickly på festivalpladsen, meldte om 30% større salg i 2009 end året før. Det var især kolde drikkevarer og frugt, der var ryk i, oplyste han. Men især salget af gåseleverpostej på dåse nåede nye uhørte højder. Det er ganske flot, idet antallet af gæster ’kun’ steg med 10% fra 68.000 i 2008 til en udsolgt festival med 75.000 besøgende i 2009. Roskilde Festivalens fortæller, at det var ventet at antallet af udenlandske gæster ville falde på grund af finanskrisen. Men at salget af danske billetter steg så kraftigt, har man absolut ingen forklaring på. Man kan gætte på vejret, fordi det allerede to-tre uger før festivalen var kendt, at det ville blive kanon. ”Men i realiteten har vi ikke nogen forklaring på det,” fortæller Esben Danielsen. Roskilde Festival havde i forvejen barberet 10 mio af driftsbudgettet for 2009 for at imødegå en forventet nedgang i indtægterne.

Midnat på Roskilde Festival. Foto: Thorsetn Overgaard/Getty Images

Vicepolitiinspektør Per Heide Sørensen hos Roskilde Politi sidder og kigger på sin skærm med tallene for årets Roskilde Festival imens han tager et par sug af plastickoppen med kaffe. Han har ikke rigtig noget der kan overgå salget af gåseleverpostej i sin kriminalstatistik. ”Vi havde 25% flere sager med beslaglagt narkotika, men selve mængden var den samme. Det er jo sådan at enhver besiddelse af narko, også til eget brug, er ulovligt. Det har det været i nogle år. Så hvor man tidligere godt måtte have til eget forbrug, er der ikke nogen undskyldninger,” fortæller Per Heide Sørensen. ”Så når solen skinner og folk sidder udenfor og ryger hash eller en joint, så bliver vi jo nødt til at slå ned på det. Så på den måde har vejret også noget med statistikken at gøre, for hvis det regner rigtigt meget, som i 2007, så sidder folk indenfor og ryger.”

At tage er stoffer farligt, asocialt og ulovligt. Stoffer giver en utilregnelig adfærd, der kan ødelægge festivaloplevelsen for andre. – Esben Danielsen, Roskilde Festival

Volbeat på Roskilde Festival 2009. Foto: Thorsten Overgaard/Getty Images

 

”Vi sælger hash”

Enkeltsagerne fylder meget i statistikkerne, fortæller Per Heide Sørensen. ”I år var der for eksempel syv svenskere, der havde skrevet ”hash til salg” på deres telt. Det var fem mand der måtte en tur på stationen og et par stykker af dem blev varetægtsfængslet så vi kunne undersøge deres forhold nærmere. Vi havde 15 anholdelser i år mod 10 sidste år, imens antallet af varetægtsfængslinger var 5 hvert år. Sidste år tog vi en enkelt sælger af joints, så det er derfor der blev beslaglagt 749 joints sidste år mod kun 87 i år. Der var også én sag sidste år der indbragte hovedparten af den 262 Estacy-tabletter, der blev beslaglagt. I 2009 blev der kun beslaglagt 51 tabletter, men til gengæld fangede vi én person med 188 LSD-tabletter lige i begyndelsen af festivalen.”

Sådan ser tallene ud for Roskilde Festival 2008 og 2009. Grafik: humanisten.org

 

Politiet går efter de store fisk

Politiet deltager ikke i Roskilde Festivalens kampagne mod stoffer, men udfører den politimæssige del af det: ”Vi følger meget med i tingene rundt omkring op til festivalen og under selve festivalen. Det er den måde vi støver forhandlere op, der er ved at frembringe lager til salg. Det er forhandlerne vi især slår ned på, for er der ingen varer, er der heller ikke så stort forbrug. Det er helt klart.” Generelt er Roskilde Festival ikke et drug-orgie i politiets optik: ” Jeg synes ikke stofferne har den store indflydelse. Folk forstår i nogen udtrækning at styre det. Men det er klart at især hash er en del af gadebilledet på Roskilde Festival. Jeg vil ikke anbefale 14-årige at tage på festival, men en gruppe på 17-18 år der tager af sted sammen er vel ok, hvis de lige sørger for at tage deres hensyn med ikke at rode sig ud i stoffer og den slags. Men samlet set må jeg sige, at Roskilde Festival er som en stor provinsby. København er meget værre om natten både hvad angår stoffer og voldsepisoder. Der kan man jo bare læse dørnrapporten,” siger Per Heide Sørensen.

 

Det koster det

Som nævnt er det ulovligt at besidde hash, så enhver undskyldning om at det er ”til eget forbrug” kommer man ikke langt med overfor festivalens uniformerede politi. Og det er uanset om man står med et gram hash, eller som en svensker i år med 188 LSD-tabletter ”til eget forbrug.” Man kan være sikker på at få stoffet konfiskeret uanset hvad, og oftest får man en kvittering for stoffet i form af en bøde, og på i øvrigt påregne at ens armbånd til festivalen bliver klippet. Er sagen lidt grovere, bliver man taget med på Roskilde Politistation og er dermed anholdt, hvilket indebærer at ens forhold bliver undersøgt nærmere. Det kan indebære husundersøgelser og den slags, så politiet kan finde ud af hvad de har med at gøre. Mener politiet at det kræver mere end de almindelige 24 timers anholdelse, kan de stille sagen for en dommer og varetægtsfængsle ud over de 24 timer. Det er især i sager om grovere kriminalitet, eller hvor der er tvivl om personens identitet. Der blev varetægtsfængsler 5 personer både i 2008 og 2009.

Med visse sikkerhedsforanstaltninger kan selv meget unge deltage på Roskilde Festival, som det fremgår. Foto: Thorsten Overgaard/Getty Images

 

Hash er ikke ok

Skønt hash, skunk, marihuana, joints o.l. i nogen grad synes accepteret på Roskilde Festival, er det ikke noget man bryder sig om hverken fra festivalens eller politiets side. Om det siger Esben Danielsen: ”Det er som om hash er acceptabelt, for det kræver ikke den store videnskab at se, at folk ryger det. Men det er ikke noget vi synes om. At tage er stoffer farligt, asocialt og ulovligt. Stoffer giver en utilregnelig adfærd, der kan ødelægge festivalople-velsen for andre.”

 

Stoffer er yt blandt kunstnerene

Til gengæld er stoffer i høj grad en saga blot backstage hos kunstnerne, fortæller Esben Danielsen: ”Vi vil overhovedet ikke set det, og det er min opfattelse at det er væk. Især hos de store navne er det blevet så meget forretning, at når de er her, er de på arbejde. Der er sket et stort skift i den slags, og de specielle krav vi kunne blive mødt med, er også væk, sammen med stofferne. De kan hverken holde til stofferne produktionsmæssigt eller forretningsmæssigt.”

 

Oplysningskampagner mod stoffer

Siden 2003 har Roskilde Festival, sammen med Sundhedsstyrelsen, lavet kampagnen ”Festivals Against Drugs” som en del af festivalen: ”Målgruppen er 16-24-årige med fokus på førstegangsdeltagere på Roskilde Festival,” fortæller Esben Danielsen. ”Det almindelige gå-i-byen-samfund er jo også her, så vi skal være proaktive imod en stigende brug af stoffer i det danske natteliv generelt.” ”Grundideen er den samme hvert år, men temaet og konen skifter. I 2009 har det gået på det underfundige med Morgenthaler tegneseriestriber og sort humor. Tanken er at det skal være indirekte kampagner, for taler vi med løftet pegefinger, opnår man ikke noget i målgruppen. Derudover bruger vi også Sundhedsstyrelsens folder Vi bruger Sundhedsstyrelsens folder ’Fakta om stoffer’.” http://stofinfo.sst.dk/Forsiden/Fakta_om_stoffer.aspx

”THINK” anti-drug kampagnen bød bl.a. på disse meterhøje bogstaver på Roskilde Festival 2006. Foto: Aldo Rios, Mexico.

 

Gæster anmelder gæster

”Noget nyt er at gæster kommer til vores security-folk eller til politiet og anmelder, hvis de har set noget. Det er nyt og fortæller mig, at holdningen går imod stoffer generelt. I samfundet er der en stigning i hårdere stoffer som kokain og LSD. Sådan er det ikke på Roskilde Festivalen. Vi klarer os generelt godt, sådan helt faktuelt, selv om mediernes fokus kan fremstille det lidt anderledes.”

 

Apatisk mediedækning

I 2009 var mediernes dækning i høj grad præget af en såkaldt ”urinsky” over Roskilde Festival, to voldtægter, billetsalget, pengene, stofferne og nøgenløbet. Men hvad siger Esben Danielsen til det, når det handler mest om musik og humanitære formål? ”Vi bliver jo bare lidt apatiske af at det er det, medierne især fokuserer på. De bliver skåret over en kam fra den mindste byfest til den største festival, og for vores vedkommende hænger man måske stadig fast i Woodstock-imaget. Jounalisterne har travlt med mange platforme på én gang, og så er det måske nemt at tage udgangspunkt i politiets døgnrapport, fordi der ikke er tid til research. Der er jo utallige historier på Roskilde, der aldrig bliver dyrket. Desværre.” Næste Roskilde Festival er 1.-4. Juli 2010.

 

Faktaboks

www.roskildefestival.dk

Foreningen Roskilde Festivals formål: At støtte initiativer, der er til gavn for børn og unge, samt at støtte humanitært og kulturelt arbejde. Foreningens arbejde er uafhængigt af partipolitik og har ingen geografiske grænser. Bl.a. Gasolin, Povl Dissing og Burnin Red Ivanhoe spillede på den første Roskilde Festival i 1971 hvor godt 10.000 gæster indløste billet til 30 kroner. Ekstra Bladet skrev med vanlig næse for fakta, at det nok blev den sidste Roskilde Festival. Men sådan gik det som bekendt ikke. Musikprogrammet forblev ambitiøst, og i et år som 1977 spillede en håndfuld af danmarkshistoriens siden “verdensberømte” navne på festivalen, herunder Bifrost, Troels Trier Band, Djurslandspillemændene, Jomfru Ane Band og Lone Kellermann.

Orange Scene på Roskilde Festival. Foto: Nanna Kreutmann/Rockphoto

Gennem tiden har nogle af musikhistoriens største navne gæstet festivalen, herunder mange imens de endnu var på vej op. Her er Roskilde Festival’ens egen oversigt over bands fra 1971-2009: 1971: Skin Alley, Grease Band m.fl. 1972: Kinks, Family, Shanana m.fl. 1973: Canned Heat, Fumble, Fairport Convention m.fl. 1974: Status Quo, Camel, Incredible String Band m.fl. 1975: Procol Harum, Focus, Ravi Shankar, Loudon Wainwright III m.fl. 1976: Weather Report, Dr. Hook, Baker-Gurwitz Army, Five Hand Reel, Alan Stivell, Steeleye Span m.fl. 1977: John Miles, Ian Gillan Band, Jack Bruce Band, Dr. Feelgood, The Chieftains m.fl. 1978: Bob Marley & The Wailers, Elvis Costello & The Attractions, Rory Gallagher, Dave Swarbrick m.fl. 1979: Talking Heads, Peter Tosh, Jeff Beck & Stanley Clarke, Tom Robinson Band, Link Wray & Billy Cross, Lindisfarne, Ralph McTell, Taj Mahal m.fl. 1980: Santana, Joan Armatrading, Steel Pulse, Dan Ar Bras, Brecker Brothers, Hannes Wader m.fl. 1981: UB40, Ian Dury & The Blockheads, Robert Palmer, Toots & The Maytals, Queen Ida & The Bon Temps Zydeco Band, Saga m.fl. 1982: U2, Mike Oldfield, Jackson Browne, Ideal, Osibisa, Rough Trade, Defunkt, La Bamboche m.fl. 1983: Simple Minds, 10 CC, Siouxsie & The Banshees, Southside Johnny & The Dukes, Marillion, Warren Zevon, Run Rig, Linton Kwesi Johnson & The Dennis Bowell Dub Band, King Sunny Adé & His African Beats, Andreas Vollenweider, Echo & The Bunnymen, Jaco Pastorius & The Word Of Mouth Band m.fl. 1984: Lou Reed, Killing Joke, Johnny Winter, New Order, Ina Deter Band, The Alarm, Téléphone, The Oyster Band, Paul Butterfield Blues Band, Tri Yann m.fl. 1985: The Cure, The Clash, Jason & The Scorchers, The Associates, Leonard Cohen, Youssou N’dour & Les Super Étoiles De Dakar, Billy Bragg, Luther Allison, Nina Hagen, Style Council, Indochine, Paul Young & The Royal Family, Ramones m.fl. 1986: Eric Clapton / Phil Collins, Elvis Costello & The Attractions, Metallica, Madness, BAP, The Waterboys, Feargal Sharkey, Lloyd Cole & The Commotions, Giant Sand, Billy Bragg, The Men They Couldn’t Hang, Kate & Anna McGarrigle, Big Country, Mezzoforte m.fl. 1987: Iggy Pop, Rickie Lee Jones, The Pretenders, Van Morrison, The Cult, The Mission, The Triffids, Curtis Mayfield, Europe, The Stranglers, Echo & The Bunnymen, Mory Kante, Flaming Lips, The Go-Betweens, Sonic Youth, That Petrol Emotion, Los Lobos, The Dream Syndicate, Robert Cray Band m.fl. 1988: Sting, Bryan Adams, Toto, Leonard Cohen, INXS, John Hiatt, Billy Bragg, The Church, The Pogues, Young Gods, New Model Army, Sugarcubes, The Jesus & Mary Chain, Soul Asylum, Rainmakers, Sly & Robbie & Rhythm Killers ’88, Georgia Satellites, Hothouse Flowers, 10,000 Maniacs. 1989: Joe Cocker, Elvis Costello, Suzanne Vega, Pixies, Tanita Tikaram, Jane Siberry, Jason & The Scorchers, My Bloody Valentine, Johnny Clegg & Savuka, Einstürzende Neubauten, Living Colour, Georgia Satellites, The Waterboys, Swans, Cowboy Junkies, Edie Brickell & New Bohemians, Stray Cats, Pere Ubu, The Sandmen, Disneyland After Dark. I alt ca. 100 bands. 1990: Bob Dylan, Midnight Oil, The Cure, Bryan Adams, Ry Cooder & David Lindley, Nick Cave & The Bad Seeds, The The, De La Soul, Faith No More, Galaxie 500, Salif Keita, Lenny Kravitz, Omar & The Howlers, The Orb, Paul Oakenfold, Soundgarden, They Might Be Giants, Ride. I alt ca. 100 bands. 1991: Paul Simon, Simple Minds, Billy Idol, Elvis Costello, Iron Maiden, Iggy Pop, Charlatans, Jesus Jones, Marianne Faithfull, Deee-Lite, Gang Starr, Danzig, Debbie Harry, Primus, Rembrandts. I alt ca. 110 bands. 1992: Nirvana, David Byrne, D:A:D, Extreme, Pearl Jam, Megadeath, Faith No More, Blur, Helmet, Screaming Trees, Teenage Fanclub, EMF, Primal Scream, Mercury Rev, Crowded House, The Pogues, Television. I alt ca. 110 bands. 1993: Neil Young & Booker T. & The M.G.’s, Anthrax, New Order, Midnight Oil, Velvet Underground, Ray Charles, Bad Religion, Kronos Quartet, The Levellers, Porno For Pyros, Sonic Youth, Sugar, Suicidal Tendencies, Afghan Whigs, The God Machine, Lemonheads, Spiritualized, Therapy?, 22-Pistepirkko. I alt ca. 125 bands. 1994: Aerosmith, Rage Against The Machine, Grant Lee Buffalo, Saint Etienne, Björk, Underworld, Tindersticks, Sepultura, Peter Gabriel, Paradise Lost, The Specials, The Boo Radleys, Rollins Band, George Clinton & The P-Funk All Stars, Stereolab, Radiohead, Elvis Costello & The Attractions, The Posies, ZZ Top, The Levellers, Accept. I alt ca. 125 bands. 1995: R.E.M., Bob Dylan, The Cure, Page & Plant, The Cranberries, Suede, Sinead O’Connor, Oasis, Van Halen, Blur, Offspring, P.J. Harvey, Jeff Buckley, Weezer, Tricky, The Cardigans, Shane MacGowan & The Popes, Bodycount & Ice T, Supergrass, The Prodigy, Paul Weller. I alt ca. 140 bands. 1996: Björk, David Bowie, Nick Cave & The Bad Seeds, Red Hot Chili Peppers, Patti Smith, Neil Young & Crazy Horse, The Cocteau Twins, Cypress Hill, D-A-D, Grant Lee Buffalo, Alanis Morissette, Pulp, Rage Against The Machine, Sepultura, Slayer, The Fall, The Flaming Lips, Massive Attack, Moby, Tindersticks, Tortoise, Type O Negative, Underworld. I alt ca.150 bands. 1997: Radiohead, David Byrne, Suede, Pet Shop Boys, Mötley Crüe, The Smashing Pumpkins, The Prodigy, Beck, Nick Cave & The Bad Seeds, Isaac Hayes, Supergrass, Stereolab, Ani Difranco, Daft Punk. I alt ca. 160 bands. 1998: The Beastie Boys, Black Sabbath, Bob Dylan, Garbage, Kraftwerk, Portishead, Tricky, Iggy Pop, Primal Scream, Pulp, Rammstein, Sonic Youth, Deftones, Dr. John, Nils, Tortoise, Natacha Atlas. I alt ca. 160 bands. 1999: Metallica, R.E.M., Suede, Blur, The Chemical Brothers, Marilyn Manson, Robbie Williams, Blondie, Faithless, Al Green, Manic Street Preachers, Mercury Rev, Ministry, Orbital, Placebo, The Residents, The Roots, Blonde Redhead, The Divine Comedy, Jello Biafra, Wilco, Transglobal Underground, Basement Jaxx, Coldcut, Death In Vegas. I alt ca. 170 bands. 2000: D-A-D, Iron Maiden, Willie Nelson & Family, Nine Inch Nails, Pearl Jam, Lou Reed, Flaming Lips, Youssou N’Dour, Thåstrøm, Travis, Gomez. I alt ca. 170 bands. 2001: Robbie Williams, Aqua, Beck, The Cure, Patti Smith, Nick Cave & The Bad Seeds, Bob Dylan, Neil Young & Crazy Horse, Basement Jaxx, Faithless, P.J. Harvey, George Thorogood, Manu Chao, Tool. I alt ca. 150 bands. 2002: Garbage, Black Rebel Motorcycle Club, Rammstein, Travis, New Order, White Stripes, Yeah Yeah Yeahs, The Chemical Brothers, Pet Shop Boys, Primal Scream. I alt ca. 150 bands. 2003: Blur, Metallica, Raveonettes, Sigur Rós, Björk, The Cardigans, Iron Maiden, Interpol, Daniel Johnston, Massive Attack, Material, Queens of the Stone Age, The Streets, Suicide. I alt ca. 160 bands. 2004: Korn, Pixies, Fatboy Slim, Morrissey, Wu-Tang Clan, Basement Jaxx, Franz Ferdinand, The Hives, Slipknot, Muse, Santana, Kings of Leon, Morbid Angel. I alt ca. 160 bands. 2005: Green Day, Black Sabbath, Foo Fighters, Duran Duran, Kent, Snoop Dogg, Brian Wilson, Audioslave, Ali Farka Touré, Carl Cox, Outlandish, Bikstok Røgsystem, Sonic Youth. I alt ca. 160 bands. 2006: Guns n’ Roses, Editors, Opeth, Happy Mondays, Kanye West, Ed Motta, The Strokes, Arctic Monkeys, Tool, Under Byen, Toumani Diabaté’s Symmetric Orchestra, Looptroop, Wolfmother, Roger Waters og Kaiser Chiefs. I alt ca. 170 bands. 2007: Beastie Boys, Arcade Fire, The Who, Trentemøller, The Killers, Nephew, The Congos, LCD Soundsystem, In Flames, Roky Erickson, Klaxons, Red Hot Chili Peppers og Björk. I alt ca. 175 bands. 2008: Radiohead, Jay-Z, Neil Young, Gnarls Barkley, Cat Power, Band of Horses, The Streets, My Bloody Valentive. I alt ca. 175 bands.

Skrevet i: Det sker!, Kulturstof

Børn proppes ukritisk med medicin

22. maj 2011

Børns og unges medicinforbrug stiger. Næsten ingen medicin er testet på børn, selvom medicin kan have en helt anden effekt på børn end på voksne

Forbruget af medicin mod hovedpine, søvnbesvær, tristhed og stress er fordoblet blandt de 11-15 årige fra 1988 til 2006, viser en undersøgelse lavet af forskere på Københavns Universitet. Det skriver Information.

Forældrenes forbrug og en lettere adgang til medicin på nettet og hos lægen er bare nogle af forklaringerne på det øgede forbrug.

Næsten ingen medicin er dog testet på børn, og i nogle tilfælde kan medicin have en anden virkning på børn end på voksne, forklarer overlæge i Lægemiddelstyrelsens godkendelsesafdeling Steffen Thirstrup:

”Anvendelsen af f.eks. lykkepiller til børn og unge er ikke godkendt fra vores side, men vi er godt klar over, at lægerne har brugt lykkepiller i nedsatte doser til børn og unge alligevel,” siger Steffen Thirstrup tll Information.

En af de bivirkninger, som lykkepiller har haft specielt blandt unge, er en hyppigere forekomst af selvmordstanker, oplyser han.

 

Medicin til flere lidelser

Han mener, at en del af forklaringen på det stigende forbrug er, at megen medicin kan bruges til flere forskellige lidelser. For eksempel kan potensmidlet Viagra bruges til spædbørn med lungeproblemer, og lykkepiller bliver også brugt til børn og unge med angst eller tvangstanker.

Selvom virkningen af medicinen på børn og unge i mange tilfælde er uvis, så bliver den brugt alligevel, men under nøje kontrol, forklarer Hanne Børner, der er formand for Dansk Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab:

”Det er heller ikke ansvarligt at lade børn gå rundt med en psykisk lidelse, som kan gå ud over deres indlæring og udvikling, hvis der eksisterer medicin, som kan hjælpe dem,” siger Hanne Børner, der dog mener, at der mangler forskning om medicin til børn.

”Men det er ikke noget eksperiment, når vi følger barnet tæt og holder øje med om medicinen virker, som den skal. Børn og unge kan ikke altid hjælpes via pædagogiske eller psykologiske tiltag,” siger Hanne Børmer.

Læge: Flere vil have medicin

90 pct. af al medicin i Danmark udskrives af de praktiserende læger.

Næstformand for Foreningen af Praktiserende Læger Henrik Dibbern mener, at lægerne generelt er tilbageholdende med at udskrive medicin til børn og unge, men grænsen for, hvornår man skal have medicin ved symptomer som depression eller stress, er ofte til forhandling mellem læge og patient.

”Vi vil gerne begrænse brugen af medicin blandt børn og unge, men tærsklen for, hvad befolkningen som helhed vil finde sig i, før de vil have medicin, er blevet mindre, og det smitter også af på børn og unge. Men hvis jeg nægter at udskrive receptpligtig smertestillende medicin til en 18-årig, så er der jo også mange andre måder at få medicin på end hos lægen,” siger Henrik Dibbern med henvisning til medicinkøb på internettet.

Han peger også på, at øget indflydelse fra medicinalindustriens side på forskningen sætter lægerne under pres for at give medicin til flere.

Enkelte undersøgelser tyder dog på, at børn og unge ikke kun får medicin fra lægen, men også fra forældrenes medicinskab.

 

Uvisse konsekvenser

Konsekvenserne på lang sigt af det øgede medicinforbrug er der dog ingen, der ved noget om.

”Vi udsætter os selv for store risici også ved almindelige lægemidler. På den måde er vi hele tiden med i et stort medicinsk forsøg. Godt nok er lægemidlerne testede, men det er ikke ensbetydende med, at medicinalindustrien ved alt om effekten af dem. Dels fordi lægemidler ikke altid bliver brugt efter hensigten, dels fordi nogle af virkningerne først kan ses på længere sigt,” siger Claus Møldrup, der er farmaceut og lektor i samfundsfarmaci på Københavns Universitet.

I Patientforeningen Danmarks Medicingruppe er der dog ingen tvivl om, at medicin kan give varige skader på både børn og voksne.

”Vi har et stigende antal henvendelser fra folk, der har langvarige eller kroniske lidelser på grund af medicin. Det er en ond cirkel, der gør, at vi får brug for mere medicin,” siger Anette Ulstrup, der er sygeplejerske og initiativtager til Medicingruppen.

Kilde: Information

Skrevet i: Det sker!

35 år og endelig i live

22. maj 2009

Ole Thiemer foran Narconon, der reddede hans liv. Foto: Thorsten Overgaard/WireImage.com

Lederen af behandlingscentret Narconon fortæller her en meget personlig beretning om et liv som hård stofmisbruger – og hvordan han kom ud af det

35 år og endelig i live… ja, det kan måske lyde lidt langt ude i hampen, men ikke desto mindre er det faktisk hvad der skete. Lad mig give lidt baggrundshistorie for at du kan forstå det: Jeg blev født i 25 marts 1962 i Kalundborg. Der boede jeg (som man ofte gjorde dengang) med min mor, stedfar, bedsteforældre og senere mine søskende i en arbejderfamilie på godt og ondt.

Da jeg startede i skole, var det i Osted, mellem Ringsted og Roskilde, hvor min stedfar havde arbejde som murer. Vi tre unger var ofte overladt til os selv, for mor havde enten migræne eller arbejdede og far, ja han var jo murer og hvis ikke han byggede huse, så drak han Hof til den store guldmedalje, hvilket kulminerede i en skilsmisse da jeg var 10 år.

 

Vokset i graderne

Da jeg fyldte 15, røg jeg min første pibe hash, efter 3 år med det, syntes jeg at jeg havde behov for at gennemgå en forandring i mit liv, så jeg begyndte at fixe heroin og troede at jeg var “vokset” i graderne. Efter kort tid, fik jeg min første spjældtur, kom ud, tog mere heroin, røg i spjældet, kom ud og havde endelig lært noget af det… Nu passede jeg mere på når jeg lavede kriminalitet, og der skulle gå 10-12 år før jeg kom i fængsel igen.

Da jeg var 35 år sad jeg i en psykopats lejlighed, jeg havde brugt godt 20.000 kroner på stoffer de sidste 4 dage og tænkte “Hvis ikke jeg gør noget, dør jeg inden for nogle måneder.” Jeg orkede ikke dette liv mere. Da var det, at jeg fandt Narconon og kom i behandling.

 

Første behandling med håb

Jeg havde været i flere behandlinger tidligere, men altid bestemt af en sagsbehandler eller rådgiver. Ingen selvbestemmelse om, hvor jeg ville hen, eller hvornår. Da jeg så Narconon fik jeg en sådan ro og dejlig følelse, jeg tænkte “Jeg er hjemme.” Det var her jeg blev genfødt. Jeg genvandt evner jeg ikke troede var mulige, jeg kunne pludselig se forskel på rigtigt og forkert og tage de beslutninger, der skabte den størst mulige overlevelse, for mig selv, mine omgivelser og andre mennesker.

 

Misbrugere kan ikke selv vælge

Ja, i dag er jeg faktisk den mest efterspurgte person i familie og vennekredse når der er problemer som skal løses. Ikke det værste, af en der har været junkie det meste af livet, når jeg selv skal sige det. I dag er min største glæde at hjælpe andre ud af deres misbrug, på samme måde som jeg blev hjulpet.

Det eneste jeg kan klage over er at misbrugere stadig ikke selv kan få lov at vælge hvor de vil i behandling, hvilket ville give meget bedre resultater. Jo, per loven kan de, men i praksis, så sættes der en stopper for det, når man går til sin sagsbehandler. En skam vi stadig har det skrankepaveri her i landet.

Specielt en skam for de som kunne få hjælp hvis ikke det var der.
Så hvad vil jeg skrive om på humanisten.org? Jo, jeg vil gerne sætte fokus på netop misbrugsbehandlingen her i Danmark. Vi er mange som gør en forskel, men som med alt muligt andet “alternativt,” så er de mere “traditionelle” bange for at miste deres magt på området, og når vi snakker mere traditionelle, så er det som ofte de som bare fylder misbrugeren op med nogle “lovlige” stoffer.

Det gør sågu ikke livet bedre for misbrugeren og de pårørende, men måske det sætter ham eller hende i en tilstand, hvor samfundet ikke lider så meget under det, men er det et velfærdssamfund?

Narconon behandlingscentret i Mørkov på Sjælland. Foto: narconon.dk

Skrevet i: Det sker!

Seneste artikler

  • Svære tider – hvad gør du!
  • Alt for mange lever for usundt. Hvordan bliver danskerne sundere?
  • Daniel får lidt over 1.100,- kr. i timen for sit job og er booket de næste 8 måneder
  • Sådan skaber du kontakt med mundbind: Brug blikket og smil med dine øjne!
  • Livet som skakspil – hvordan spillede Warren Buffet det?

Populære tags

#tatovering #danielpaarup børn forenede nationer menneskerettigheder mundbind psykiatri stoffer stofmisbrug sundhed SværeTider TænkSelv unge venskab værdier

Artikel kategorier

  • Besøg
  • Blog
  • Det sker!
  • Kulturstof
  • Sundhed
  • Verden rundt!

Fra arkivet

Svære tider - tænk selv!

Svære tider – hvad gør du!

Svære tider Vi lever i en tid, som lige i øjeblikket kan forekomme som rigtig svær. Svær i forhold til den dagligdag vi normalt har haft. I forhold til den frihed vi er vant til at have. Frihed til at rejse, frihed til at arbejde, frihed til at samles og fejre. Der er i de […]

35 år og endelig i live

Lederen af behandlingscentret Narconon fortæller her en meget personlig beretning om et liv som hård stofmisbruger – og hvordan han kom ud af det 35 år og endelig i live… ja, det kan måske lyde lidt langt ude i hampen, men ikke desto mindre er det faktisk hvad der skete. Lad mig give lidt baggrundshistorie […]

Børn proppes ukritisk med medicin

Børns og unges medicinforbrug stiger. Næsten ingen medicin er testet på børn, selvom medicin kan have en helt anden effekt på børn end på voksne Forbruget af medicin mod hovedpine, søvnbesvær, tristhed og stress er fordoblet blandt de 11-15 årige fra 1988 til 2006, viser en undersøgelse lavet af forskere på Københavns Universitet. Det skriver […]

URI – Et religionernes FN på græsrodsplan

  Dialog og samarbejde mellem mennesker fra forskellige religioner en af de mest vitale former for fredsarbejde i dag og United Religions Initiative (URI) spiller her en vigtig rolle på verdensplan De Forenede Religioners Initiativ United Religions Initiative (forkortet URI), som på dansk naturligt kaldes De Forenede Religioners Initiativ, er et verdensomspændende netværk af samarbejdskredse […]

OM HUMANISTEN

Vores idé med denne hjemmeside er at støtte de gode tiltag i samfundet med artikler, interviews og henvisninger

Kategorier

  • Besøg
  • Blog
  • Det sker!
  • Kulturstof
  • Sundhed
  • Verden rundt!

SENESTE ARTIKLER

  • Svære tider – hvad gør du!
  • Alt for mange lever for usundt. Hvordan bliver danskerne sundere?
  • Daniel får lidt over 1.100,- kr. i timen for sit job og er booket de næste 8 måneder

Find mere

  • ANNONCERING
  • Kontakt
  • Om foreningen
  • Webinarer

SØG

Copyright © 2021 Den Humanitære Støtteforening. Alle rettigheder forbeholdt.