35 år og endelig i live

Lederen af behandlingscentret Narconon fortæller her en meget personlig beretning om et liv som hård stofmisbruger – og hvordan han kom ud af det

35 år og endelig i live… ja, det kan måske lyde lidt langt ude i hampen, men ikke desto mindre er det faktisk hvad der skete. Lad mig give lidt baggrundshistorie for at du kan forstå det: Jeg blev født i 25 marts 1962 i Kalundborg. Der boede jeg (som man ofte gjorde dengang) med min mor, stedfar, bedsteforældre og senere mine søskende i en arbejderfamilie på godt og ondt.

Da jeg startede i skole, var det i Osted, mellem Ringsted og Roskilde, hvor min stedfar havde arbejde som murer. Vi tre unger var ofte overladt til os selv, for mor havde enten migræne eller arbejdede og far, ja han var jo murer og hvis ikke han byggede huse, så drak han Hof til den store guldmedalje, hvilket kulminerede i en skilsmisse da jeg var 10 år.

 

Vokset i graderne

Da jeg fyldte 15, røg jeg min første pibe hash, efter 3 år med det, syntes jeg at jeg havde behov for at gennemgå en forandring i mit liv, så jeg begyndte at fixe heroin og troede at jeg var “vokset” i graderne. Efter kort tid, fik jeg min første spjældtur, kom ud, tog mere heroin, røg i spjældet, kom ud og havde endelig lært noget af det… Nu passede jeg mere på når jeg lavede kriminalitet, og der skulle gå 10-12 år før jeg kom i fængsel igen.

Da jeg var 35 år sad jeg i en psykopats lejlighed, jeg havde brugt godt 20.000 kroner på stoffer de sidste 4 dage og tænkte “Hvis ikke jeg gør noget, dør jeg inden for nogle måneder.” Jeg orkede ikke dette liv mere. Da var det, at jeg fandt Narconon og kom i behandling.

 

Første behandling med håb

Jeg havde været i flere behandlinger tidligere, men altid bestemt af en sagsbehandler eller rådgiver. Ingen selvbestemmelse om, hvor jeg ville hen, eller hvornår. Da jeg så Narconon fik jeg en sådan ro og dejlig følelse, jeg tænkte “Jeg er hjemme.” Det var her jeg blev genfødt. Jeg genvandt evner jeg ikke troede var mulige, jeg kunne pludselig se forskel på rigtigt og forkert og tage de beslutninger, der skabte den størst mulige overlevelse, for mig selv, mine omgivelser og andre mennesker.

 

Misbrugere kan ikke selv vælge

Ja, i dag er jeg faktisk den mest efterspurgte person i familie og vennekredse når der er problemer som skal løses. Ikke det værste, af en der har været junkie det meste af livet, når jeg selv skal sige det. I dag er min største glæde at hjælpe andre ud af deres misbrug, på samme måde som jeg blev hjulpet.

Det eneste jeg kan klage over er at misbrugere stadig ikke selv kan få lov at vælge hvor de vil i behandling, hvilket ville give meget bedre resultater. Jo, per loven kan de, men i praksis, så sættes der en stopper for det, når man går til sin sagsbehandler. En skam vi stadig har det skrankepaveri her i landet.

Specielt en skam for de som kunne få hjælp hvis ikke det var der.
Så hvad vil jeg skrive om på humanisten.org? Jo, jeg vil gerne sætte fokus på netop misbrugsbehandlingen her i Danmark. Vi er mange som gør en forskel, men som med alt muligt andet “alternativt,” så er de mere “traditionelle” bange for at miste deres magt på området, og når vi snakker mere traditionelle, så er det som ofte de som bare fylder misbrugeren op med nogle “lovlige” stoffer.

Det gør sågu ikke livet bedre for misbrugeren og de pårørende, men måske det sætter ham eller hende i en tilstand, hvor samfundet ikke lider så meget under det, men er det et velfærdssamfund?