Den Gamle By 100 år: Manden kommer hjem til middag

Det Levende Museum i Den Gamle By er skuespillere, der i levende live udlever de aktuelle tidsperioder, iklædt periodernes tøj og – bortset fra lidt elektricitet og rindende vand – lever og arbejder i tidstypiske rammer, der kan være 1864, 1910 eller en hvilket som helst andet forhistorisk periode.

I Havbogade 3 kan man møde Fyrbøderfrue Møller hvis mand arbejder på jernbanen og kommer hjem til middag hver dag. ”Når folk spørger, så kommer han hjem til middag, og når de så spørger igen, så har han lige været her,” fortæller Fyrbøderfrue Møller, for i virkeligheden eksisterer han måske slet ikke. Men det er en del af rammen for Det Levende Museum, ligesom at Hr. Møller kommer hjem til aftensmad: ”Og så lukker vi for besøgende, for så er vi private, ligesom første sal hvor vi sover er privat.”

”Men bor I her?” spørger folk nogle gange. ”Ja, i 1910.”

Skolebørn i rollen som skolebørn. Her 3C fra Rosenvangsskolen. Foto: Thorsten Overgaard

Det er det levende museum, og det er så autentisk som det kan blive når man har parkeret bilen udenfor Den Gamle By og måske sat mobiltelefonen på lydløs. Huset i Havbogade 3 er også hjemsted for et projekt hvor små grupper af demente ældre får en oplevelse og pludselig kan huske mange ting . ”De kan jo sagtens bruge en kaffekværn fra dengang, og støbejernskomfuret kan de også betjene. Det ligger i rygraden, lige pludseligt. Der sker de mest forunderlige positive ændringer hos demente, der pludselig er i hjemlige rammer og kan fortælle os ting, vi ikke vidste om dengang. De kan bidrage.”

Foto: Thorsten Overgaard

Skolebørn har også glæde af Den Gamle By og Det Levende Museum. Ikke så få skoleklasser har været på besøg og er blevet iklædt tidsperiodens mange lag tøj, er blevet placeret og behandlet i skolen efter familiens stand (som er aftalt på forhånd til lejligheden; børnene er nemlig også tildelt roller), er blevet hørt i sangtekster og truet med spanskrør, hvis det var.

Foto: Thorsten Overgaard

Det Levende Museum 1864:

Der kæmpes bravt mod tyskerne under den 2. Slesvigske Krig (1. februar – 20. juli 1964), men skolebørnene passer deres skole her i Århus. Iklædt de mange lag tøj fra tidsperioden, er det 3C fra Rosenvangsskolen, der for nogle timer er indtrådt i rollerne som skoleelever. Det er på forhånd bestemt, hvilke familier de tilhører, så de fine har det bedste tøj på og sidder forrest i klassen. Det kan heller ikke undre, at det er et barn fra fattiggården, der står i skammekrogen.

Foto: Thorsten Overgaard

Eleverne skal på en kort tur gennem Den Gamle By hvor de skal se Kerteminde Skole så de kan få et indtryk af en lille landsbyskole. Men undervejs må pigerne neje og bukke og drengene løfte på kasketten, når de møder en voksen på gaden.

Spanskrøret kommer næsten i brug da børnene senere skal terpe salmer, men lærerinden glemmer det, da præsten til alles overraskelse kommer på uventet besøg for at høre børnene. Undervisningsniveauet er en sag for byens præst, der i dag roser børnene, og i forbifarten orienterer om at børnene gør bedst i at lade som om de ikke ser tyskerne i gaderne og ikke tale til dem. ”Lad som om I ikke forstår tysk, hvis I bliver tiltalt, det er sikrest,” indskærper præsten og fortæller at man i nat har afmonteret hjulene på alle jernbanetog og gemt dem sikkert i Randers, så den fremrykkende hær ikke kan bruge togene.

Præsten på besøg i klassen. Foto: Thorsten Overgaard

Derfor hedder det Sønderjysk kaffebord. Foto: Thorsten Overgaard

1910: Sønderjysk kaffebord i Als

hvor Lærerinde Frøken Ludvigsen (tv) er hjemvendt fra Aabenraa og beretter nyt til Fyrbøderfrue Møller og Boghandlerfrue Johansen om kvindernes emancipering (frigørelse og ligestilling der bl.a. resulterede i kvinders stemmeret i 1924).

På grund af tyskernes belejring må der kun undervises i tysk i skolerne i det sønderjyske, men Lærerinde Frøken Ludvigsen underviser privat de bedre stillede familiers børn i dansk sprog, historie og sang.

Det er ikke udtrykkeligt forbudt at synge danske sange, men de må ikke høres i det offentlige rum, ligesom det er forbudt at forsamles i gaderne i grupper og tale sammen. Deri ligger forklaringen på det sønderjyske kaffebord som dette, hvor man ud over at nyde Fru Møllers jødekager bagt i det nymodens støbejernskomfur, diskuterer hverdagen og fremtidsudsigterne for Danmark. En tyskfjendtlig forsamling der mødes, men under helt lovlige private former – og slutter hyggen med sdanske sange fra højskolesangbogen. Kaffebordene vandt, kan man sige. I hvert fald trak tyskerne sig tilbage i 1920.

Foto: Thorsten Overgaard

Fyrbøderfrue Ellen Johanne Møller, ca. 1910. Foto: Thorsten Overgaard

Hvad tænker hun?

”Jeg går og tænker på, at min tante som lærerinde er en selvstændige kvinde imens jeg passer huset. Hun er den frigjorte, men har ofret familien for det, for som lærerinde kan hun jo ikke være gift. Hun kan ikke finde ud af at passe hus eller lave mad, men får kost og logi som privatlærerinde hos de familier hvor hun underviser. Alene og selvstændig, ja, imens jeg har familien. Det tænker jeg lidt på.”

”Jeg deltager vi også i en del foreningsarbejde her på Als hvor vi dansksindede finder sammen og forsøger at se hvordan vi kan overleve disse tider med tysk besættelse. Tyskerne er begyndt at opkøbe danske ejendomme og danskere fra længere oppe i Danmark tillades ikke længere at rejse til tyskland som vi jo nu er en del af. Min datteren går på Uldum Højskole, og det er spændende om hun får lov til at rejse tilbage til Als. Min ældste søn er i lære som tømrer og overvejer at rejse til Amerika for at undgå at aftjene de tre års værnepligt i Tyskland. Han er 21, så det er ved at være den tid.”

”Ja, jeg bruger meget tid på familie og hus, også med at besøge tanter og onkler i omegnen. Jeg har en vaskekone der kommer og hjælper en gang om måneden, når der er storvask, men ellers passer jeg selv det hele. Ovnene skal passes og der skal laves mad. Jeg tænker om jeg skal bage i dag, når jeg alligevel skal sylte og stege. Men jeg har også fire elever til klaverundervisning her i eftermiddag.

Det er såmænd det, jeg går og tænker på lige nu.”

– Fyrbøderfrue Ellen Johanne Møller

Foto: Thorsten Overgaard

1840:

I Vestergade i Århus spinder skomagermadamme Caroline Lynge uld i bygningens ene rum. Det er der familien sover, spiser og lever, imens det andet rum er hvor fatter har sit skomagerværksted og laver støvler, damesko og reparationer. Det er nu ikke så trangt som det lyder, for nu da børneflokken på syv er flyttet hjemmefra, har hun og fatter dobbeltsengen i hjørnet af stuen for sig selv og skal ikke sætte de mange ekstra sengepladser op i stuen hver nat. At hun er en mutter, kommer sig af at de fine er fruer og middelklassen er madammer. Hun passer huset, strikker til familien og børnebørn, laver mad og fodrer brændeovnen.

Oprindeligt boede der to familier i huset, men under finanskrisen i 1813 flyttede den anden familie, fordi de ikke havde råd. Men familien Lynge havde sparet op, så fatter kunne etablere værksted i den anden families stue.

Skomagermadamme Caroline Lynge. Foto: Thorsten Overgaard

Hvad tænker hun på?

Jeg sidder såmænd og tænker på, at jeg har fire døtre og tre drenge, der alle er levende. Ikke som kongen, der jo kun fik to levende piger ud af fem fødte børn og derfor må finde en ny kone. Mine er alle flyttet hjemmefra nu, men er i skomagerbranchen. To af sønnerne er på valsen, som man skal, hvor de rejser tre år og en dag for at blive færdig udlærte skomagere. En søn er i Frankfurt, en anden i Israel – han er lidt religiøst anlagt, så han ville gerne se stedet.

Der er mange, der spørger hvorfor jeg ikke har et gadespejl, når jeg nu sidder så meget på mit lille podie og kan kigge ud af vinduet. Men jeg har skam en fin udsigt, og fatter har aldrig fået købt et nyt gadespejl, siden han kom til at gå ind i det andet, da han kom – skal vi sige lidt – beruset hjem en sen nat.

H. C. Andersen hører vi om på markeder og rundt omkring. Jeg kender ham ikke, men jeg kender da hans mor og faren var jo skomagermester også – men dog ikke med i lauget (fagforeningen, red.). Så da han drog med Napoleon i krig, gik det jo sådan at han fik influenza og døde af det. Men når man ikke er med i lauget, måtte enken klare sig selv som vaskekone. Jeg ved, at da H. C. Andersen var 10 år, fik hun den ide at han kunne tjene en skilling ved at spinde uld. Han har jo en nydelig lys stemme, så den første dag kunne han synge for de andre, imens de spandt uld. Men da det så blev en andens tur til at synge næste dag, blev H. C. Andersen så forfærdet over deres sjofle sange, at han løb hjem til sin mor. Så måtte han arbejde derhjemme. Jeg tror han blev lidt overbeskyttet. Men han er vist dygtig.

– Skomagermadamme Caroline Lynge

1864 i Købmandsgården: Emilie på 14 år arbejder i køkkenet. Det var normalt, at når børn blev konfirmeret, trådte de ind i de voksnes rækker og flyttede hjemmefra. Ofte arbejdede unge piger i huset i et år ad gangen, hvorefter det var skiftedag og de kom et nyt sted hen. Foto: Thorsten Overgaard

Hvad tænker hun på?

”Jeg tænker på at det er meget anderledes at være kommet i huset her på den store købmandsgård, end derhjemme i Hadsten. Her er masser af mennesker hele tiden og det dufter altid af spændende varer. Jeg er heldig at mit første sted i huset er så velhavende og spændende – jeg håber at jeg kan bliver her mere end et år. En pige som jeg kan næsten ikke få en bedre start end sådan et stort køkken i en så velanset familie hvor vi tilmed får kød og det fineste brød hver dag. Jeg har også mit eget kammer sammen med de andre piger ovenpå. Andre steder sover pigen på gulvet i køkkenet.”

”Stemningen i huset er noget trykket for tiden, fordi den ældste søn på 18 er faldet i Dybbøl og ligger lit de parade i stuen ved siden af butikken. Heldigvis er kisten lukket og hans soldaterhat og sværd ligger ovenpå (der er nogen der siger, hans mave er sprængt væk). Fruen i huset tager imod folk fra byen og byder dem englekage, cigar og et bæger vin når de kommer for at kondolere. Købmanden er en travl mand der flyver og farer i byen og på havnen hver dag når han ikke sidder i sit kontor og tinger med kunder og rejsende. Men selv om jeg ikke kender ham så godt, virker han lidt rystet over at hans ældste søn er død. Han skulle jo overtage forretningen engang og der er fire døtre og ingen sønner.”

”Jeg spekulerer også lidt over min egen fremtid selv om der er lang tid til jeg skal stifte familie. Peter er også er fra Hadsten og er i lære som tømrer i Vestergade. Han kommer forbi når han kan finde en anledning (det er lidt kejtet) men han er sød og har smukke øjne. Han er færdigudlært om seks år. Det er det jeg tænker, der er god tid til jeg skal stifte mit eget hjem – seks-otte år måske – og der er mange spændende mennesker i sådan en stor by.

Krigen lægger en dæmpe på det hele, og der er mange der er bekymrede for fremtiden. Det er det jeg også kan lide ved købmandsgården, for købmanden er optimist og lader sig ikke mærke med krigen. Han mener den lige pludselig er ovre, og så er vi tilbage til normale tilstande. Hjemme i Hadsten var krigen også mere på afstand end her i Århus.”

”Når jeg er færdig med at gøre køkkenet rent, skal jeg op i køkkenhaven bagved og arbejde. Jeg ved at Peter kan se mig ovre fra Vestergade, og så finder han sikkert på en mærkelig grund til at komme over. Jeg tror jeg vil give ham et par radiser, det har købmanden ikke noget imod.”

-Emilie på 14 år

Den Gamle By

Credits:

Skoleklasse: 3C Rosenvangsskolen.

Lærerinde: Pia Hessner.

Fyrbøderfrue Møller: Pia Hessner.

Frøken Lærerinde Ludvigsen: Birgitta Fuglsang.

Boghandlerfrue Johansen: Else Johansen.

Skomagermadamme Lynge: Ingrid Dal.

Ung pige i huset: Emilie Larsen.

Hjemmeside

www.dengamleby.dk