Er Obama en ny Kennedy?

John F. Kennedy’s taleskriver, Ted Sorensen, gav allerede i maj 2007 sin tilslutning til Barack Obama, så man kan med nogen sikkerhed fastslå, hvordan han vil svare på det spørgsmål, han selv stillede: ”Er Obama en ny Kenndy?”

En artikel fra Ted Sorensens hånd var en sjælden begivenhed allerede dengang, hvor den 80-årige tidligere rådgiver for JFK arbejdede det meste af tiden på sine memoirer, der udkom i 2008. Ted Sorensen indleder sin artikel med at slå fast, at ”Både Kennedy og Obama stod med handicaps i form af grundlæggende modstand mod henholdsvis Kennedy’s katolske religion og Obama’s farve. Men det lykkedes Kennedy, at blive den første katolske præsident", og Ted Sorensen mener, at det tilsvarende vil lykkes Obama at blive den første sorte præsident. Men deri hører lighederne ikke op: ”I tillæg til deres fælles handikaps, er der en række ekstraordinære paralleller. Begge er uddannet på Harvard. Begge blev landskendte med ét slag som resultat af stjerneoptrædener på et demokratisk konvent, der blev sendt på landsdækkende tv, endnu før de tilnærmelsesvis var kandidater: Kennedy i 1956 da han leverede den tale, der nominerede Stevenson. Obama i 2004, da han trådte frem i rampelyset som en uventet brillant taler i uventet brilliant taler i Boston .” 

Foto: Darren Abate © 2008 / pressphotointl.com

”Begge har opnået stor anerkendelse gennem inspirerende bestsellere: Kennedy’s ”Mænd af mod”, der blev udgivet i 1956, Obama’s ”The Audacity of Hope” (Det dristige håb) i 2006. Begge mænd fremstod fra første øjeblik som velformulerede nye ansigter, der tilmed havde udseendet med sig. De var unge og formåede at tiltrække og begejstre et ungt og hurtigt voksende publikum på græsrodsniveau – et fænomen, der i begyndelsen foregik næsten ubemærket blandt lederne og eksperterne i Washington, der havde for travlt med at interviewe sig selv.” ”Kennedys taler i de tidlige 60’ere, og endda før det, var, i lighed med Obamas i begyndelsen af 2007, ikke politiske fempunkts-planer, men hverdagstemaer om håb, opfordring til at overvinde tidens odds, ikke at lade sig nøje med status quo – og generelt præget af en tillid til det amerikanske folks personlige dømmekraft. Ved i deres taler at strø om sig med hentydninger til historien og digtekunsten, undgik de begge at tale ned til det amerikanske folk. JFK var så ærlig med sin uenighed med sin katolske ’base’ at en af de katolske tidsskrifter skrev ledere imod ham. Obama var tilsvarende ærlig, da han overfor den organiserede demokratiske arbejderbevægelse modigt gav sin bedømmelse af Detroit-bilindustriens (manglende) konkurrenceevne. Tilsvarende sparede ingen af dem på krudtet i deres kritik af det kritisable i at Washington sammenblander politik og erhvervsinteresser.” ”På det udenrigspolitiske, understregede begge vigtigheden af bredt demokrati, national styrke som en garanti for fred, samt ikke mindst behovet for at genskabe Amerikas globale anseelse, moralske autoritet og lederskab. Begge advarede de om farerne ved krig: Kennedy primært motiveret af sine egne barske erfaringer fra anden verdenskrig, Obama motiveret af sit personlige kendskab til lidelser i alle dele af verden. Begge er intellektuelle, snarere end emotionelle, talere, der kommunikerer værdier og håb snarere end naive slogans.” ”Måske er det mest karakteristisk at begge prædiker (og personificerer) håbets politik, i kontrast til den frygtens politik, der har kendetegnet republikanernes taler i de respektive perioder. I 1960 og tidligere accepterede kynikere og pessimister atomkrig som en uundgåelig og kommende realitet mellem USA og Sovjet, ganske som de nu om dage forventer en frugtesløs og evig krig mod terrorisme. Håbet overvandt frygten i 1960, og jeg har ingen tvivl om at det vil ske igen i 2008.” Ted Sorensen tror, der er et andet væsentligt fællestræk: Evnen til at vinde. ”Efter to bitre valgnederlag og, som følge heraf, otte år uden præsidentiel magt, ønskede demokraterne i 1960 – som de gør i dag – en vinder. Og Kennedy var, trods sine tilsyneladende handikaps, en vinder. På menneskerettigheder, missilkrisen i Cuba, rejsen til månen og andre områder, formåede Kennedy at demonstrere det samme mod, den samme fantasi, inerti, dømmekraft og evne til at lede et helt land, som han viste under sin præsident-kampagne. Jeg tror Obama vil gøre det samme.”

Faktaboks:

Ted Sorensen [Theodore C. Sorensen] er født i 1928 og har danske aner, idet hans oldefar udvandrede fra Mors i slutningen af 1800-tallet. Han besøgte selv, for første gang, Mors i 2004 for at samle inspiration til sin selvbiografi og få svar på det brændende spørgsmål, ”hvorfor udvandrede min familie – og tænk hvis de ikke havde gjort det!”. Ted Sorensen var John F. Kennedy’s personlige assistent i 13 år frem til mordet på JFK i Dallas i november 1963. I perioden i Det Hvide Hus var han ”Special Counsel to the President” og præsidentens taleskriver med berømte vendinger på samvittigheden. Blandt staben i Det Hvide Hus var Ted Sorensen og John F. Kennedy kendt for at tænke og tale stort set ens. Om man spurgte den ene eller den anden, kunne man med stor sikkerhed forvente det samme ræsonnement og svar. Ted Sorensen var med i ’the chosen few’-gruppen, John F. Kennedy udvalgte under Cuba-krisen, som var en lille gruppe af folk, præsidenten stolede på, som fik til opgave at vende hver en sten og finde en løsning på konflikten, så den ikke resulterede i en altomfattende 3. verdenskrig og en altafsluttende atomkrig. Krisen og Ted Sorensens indsats sammen med præsidentens bror, er beskrevet i filmen ”Thirteen Days” fra 2000, hvor hovedpersonen, Kevin Costner, i mange forhold er lig Ted Sorensen og hans rolle under krisen. Ted Sorensen boede i New York med sin kone Gillian Martin Sorensen, der var tidligere Senior Adviser ved United Nations Foundation. 

Fra filmen ”Thirteen Days” hvor Kevin Costner’s rolle i store træk er Ted Sorensen.