Skønt 300 fotografer stod og kunne tage dette billede, var det fotografen Chris Weeks’ foto der gik verden rundt. ”Det illustrerer Tom Cruise’s glæde og grunden til hans glæde: Katie Holmes. Hvad mere kan en billedredaktør bede om?” Foto: Chris Weeks.

Månedens kunstner juni 2009 – Chris Weeks

Chris Weeks er celebrity-fotograf i Los Angeles, hvor han færdes lige så hjemmevandt på de røde løbere som de kendte personer, han fotograferer. Her fortæller vi historien om hvordan et billede af Tom Cruise og Katie Holmes, der gik verden rundt i tusinder af medier, blev til

Det er mandag. En halvtreds meter lang rød løber ligger på fortovet langs Hollywood Boulevard, slår så et sving de sidste meter ind mod Mann’s Chinese Theatre hvor et – selv for Hollywood – enormt Batman Begins banner troner over den mennesketomme indgang. Et par lønslaver i uniform fjerner de sidste usynlige fnullermænd fra den røde løber imens en afskærmning langs løberen sikrer, at ingen af de 500 pressefolk formaster en smudset fod nær løberen.

Bag pressen – hvoraf de 300 er bevæbnet med kameraer – troner et tusindtalligt premierepublikum på en stilladslignende anordning, der giver udsyn ned til den røde løber. Ingen af de fremmødte kommer til at se selve filmen. Til gengæld er de øjenvidner, da Sir Michael Caine og Morgan Freeman lidt efter ankommer med limousine og begiver sig langs den røde løber. Bortset fra lyset, larmen og menneskemasserne er det en ret hverdagsagtig scene der udspiller sig, idet de to velklædte mænd bevæger sig langs løberen og småsnakker lidt med journalisterne, stiller sig an til fotografering og giver korte interviews til videohold fra alverdens gossip tv-kanaler.

Endnu før end de to er sikkert inde i den velsignende fred i Mann’s Chinese Theatre lyder et brøl, da publikum genkender Christian Bale på vej ud af en limousine i den fjerne ende af den røde løber. Således ankommer den ene medvirkende stjerne efter den anden.

Imens står fotografen Chris Weeks på den røde løber netop der hvor den slår et sving ind mod selve Mann’s. Bevæbnet med to store Canon kameraer og et lille Leica kamera er han mere end klar til forevige dagens begivenhed for Associated Press. Vedholdende rygter forlyder desuden, at Tom Cruise vil gøre Katie Holmes følge til premieren, og rygtet alene er årsagen til, at antallet af pressefolk er mere end fordoblet.

Stjerner kan gøres op i penge og Tom Cruise er den mest bankable, som det så smukt hedder med et filmby-udtryk, der ganske enkelt indikerer, hvor meget denne eller hint stjerne ville indbringe hos en pantelåner. Tom Cruise er den stjerne i verden, der gennem det sidste årti har tjent flest penge ind i billetlugen i alverdens biografer. Derfor er hans ansigt og hans navn også lig med penge for pressen, for et billede af Tom Cruise er lig med interesse. Historien er underordnet, ansigtet alene er nok til at skabe interesse og sælge aviser og blade, eller holde folk fast ved tv-skærmen.

At der denne dag tillige er en god historie om kærlighed at hæfte på et billede af Tom Cruise betyder, at alle medier i de kommende dage vil vise billeder af især ham og Katie Holmes. Batman eller ej. Og da hver eneste fotograf i flokken betales med tusind kroner eller mere af hvert blad, der bruger deres billede, er det den mest bankable af dem alle, man venter på – og krydser fingre for rent faktisk – kommer.

Og det gør han så. Så bankable, at alle instantly elsker ham og tiljubler ham, idet han og Katie Holmes stiger ud af den sidste limousine. Selv journalisterne, der hidtil med en andægtig mine har holdt fast på deres notesbøger og blyanter, skynder sig at finde deres personlige digitalkameraer eller mobilkameraer frem for at forevige øjeblikket, imens de holder den anden hånd fri for det tilfælde at de kan trykke Tom Cruise i hånden. Inde ved deres hjerter, der hvor kreditkortet sidder i tegnebogen, kan de samtidig næsten mærke hvordan deres egen bankkonto fyldes ved det blotte nærvær af den mest bankable af alle stjerner.

Et ”bankable” øjeblik i Holywood. Titusindvis af billeder og timevis af videooptagelser foretaget over få minutter vil i de kommende dage og uger indløse store seertal og fede royalty-chekcs til fotograferne. Foto: Chris Weeks.

For Chris Weeks er hans arbejde gjort nemmere af lang og tro tjeneste i Hollywood. I en verden hvor et billede af en stjerne med fingeren oppe i næsen eller med et uheldigt siddende brystparti kan indbringe hvad der svarer til en dansk direktørs årsløn, er fotografer, der har vist sig værdige til tillid højt skattede – og belønnes med en plads som den Chris Weeks nu indtager. Så god tid har han, at han også kan nå at tage nogle behind-the-scene fotos med sine Leica kameraer, samtidig med at hans store Canon kameraer skal sikre billederne, der skal gå verden rundt. At være tilknyttet verdens største billedbureau AP sikrer, at billederne vil være til rådighed for alle redaktioner fra Shanghai til Nuuk inden slutteksterne ruller hen over lærredet inde i Mann’s.

”Da jeg kom, vidste jeg hvordan mit billede skulle se ud,” fortæller Chris Weeks. ”Jeg vidste, at det skulle vise ’energien’ mellem dem. Jeg ved at Tom normalt spiller op til linje-fotograferne og ville lave mere gang i den dér, end i begyndelsen af turen ad den røde løber. Jeg vidste også, at billedet skulle vise årsagen til hans glæde, nemlig Katie. Sådan et billede ville kræve en telelinse, for at gøre begivenheden kompakt. Det helt rigtige skud fik jeg indenfor de første 10 billeder, jeg tog. Jeg fik placeret mig selv blandt Toms sikkerhedsfolk og teatrets sikkerhedsfolk, væk fra linje-fotograferne, så jeg var den eneste der havde lige netop den vinkel, der kunne illustrere det, enhver billedredaktør oplagt ville drømme om at få.”

Ifølge Chris Weeks vil der kun opstå to-tre ”øjeblikke” under en sådan begivenhed, som vil indeholde det, billedredaktører ønsker. Og at hans billede klart var det bedste den dag, kan aflæses af hans bankkonto. Over tusind medier verden over har bragt billedet, og bruger det gerne igen til at illustrere nye rygter eller historier om Tom Cruise og Katie Holmes.

Et salgsbudskab af højeste karat. Det sælger fotografernes billeder, forlagenes blade, journalisternes historier og vedligeholder en interesse for Tom Cruise, Katie Holmes, der gør dem og deres film endnu mere bankable.

Stjernerne ankommer til MTV prisuddeling. Foto: Chris Weeks

At arbejde med de kendte

Chris Weeks er er vant til at være med i begivenhedernes centrum. Men der er mange om kampen at få det bedste billede. Og selv om man er tæt på stjernerne, er det ikke givet, at man kan få lov at lave det billede, man drømmer om.

”Når det gælder kendte personer, er der myterne, forestillingerne og kæden af personlige rådgivere og bodyguards, der alle vil forhindre, at du når ind til selve personen, hvilket er netop det, du ønsker. Det er en balancegang, men det kan lykkes.”

”Jeg er for eksempel meget glad for mit portræt af David Lynch som var en serie af portrætter, jeg lavede i 2002 af de Oscar-nominerede, og hvor jeg synes det lykkedes for mig at lave det udtryk, jeg ønskede. Som altid var der en times ventetid eller to, før hovedpersonen David Lynch dukkede op, hvorefter han stillede sig op foran muren og stirrede ind i den i et par minutter. ’Jeg tror den her baggrund vil gøre sig rigtigt godt,’ sagde han så og spurgte, om vi ville have an espresso og en smøg. Jeg havde sagt til ham, at jeg mente, at folk fik meget forskellige ting ud af hans film, så jeg derfor ville prøve at lave et portræt af ham, der fortalte folk det, de selv lagde i det. Efter de officielle billeder med blitz og digitalkameraer, slukkede jeg for blitzlyset og tog mit lille Leica filmkamera frem. Jeg tror, han stod og talte billeder, for da jeg havde taget det sidste og 36’ende billede på filmen, sagde han ’jeg tror du fik noget meget specielt der,’ – hvorefter han gik.”

”Jeg tror du har fået noget meget specielt,” sagde David Lynch til fotografen, da det sidste billede var taget. Foto: Chris Weeks

Chris Weeks

Selvportræt i damernes omklædning: Chris Weeks

Chris Weeks er fotograf med hjertet. Ulig de fleste fotograferer han også, når han ikke bliver betalt for det. Han har altid et af sine Leica kameraer med sig i bilen eller på gaden og fotograferer såkaldte ”street photos,” der er fotos af folk på gaden, cafeer, i lufthavne, på fly, på casioner osv enten hvor de ved, at de medvirker, eller hvor fotografen fotograferer ubemærket med kameraet fra hoften.

Hjemmeside

Se flere billeder på Chris Weeks officielle hjemmeside http://www.chrisweeks.net

Fotografens egen blog

Besøg også Chris Weeks på hans fotoblog, hvor han hver dag blogger om fotografi, livet i Los Angeles og meget andet http://www.uber.com/chrisweeks

Foto: Chris Weeks